Jeg er ikke så glad for hunde. Jeg kan faktisk ikke lide hunde, hvis jeg skal være helt ærlig. Bortset fra min mors tante Toves sørgmodige Sankt Bernhardshund, Stine, og bofællesskabets affældige Boxer, Sarah, har jeg ikke haft positive oplevelser med hunde som barn. Hunde er grænseoverskridende – de snuser alle (også klamme) steder og gør og skider på fortovet. Og hvor ækelt er det ikke at komme gående der med en hund i den ene hånd og en pose med dens lort i den anden? (Men tak til jer, som gør det – for alternativet er jo endnu værre.)
Jeg bliver helt stiv i både masken og kroppen over løse hunde – og over de løse hundejeres: Den gør ikke noget. Den er SÅ glad for børn! For hvad hjælper det, når børnene (og ikke mindst deres mor) ikke er glad for hunden?
Men det er svært at få lov til at være hunde-fjendsk i min familie (og i det hele taget. Sig aldrig noget ufordelagtigt om hunde til deres ejere). Min mand er vokset op med søde og bløde og fine Golden Retrievere med smukke øjne og kære personligheder. Han fortæller så dejligt om det, at vores børn gerne vil leve sammen med sådan en. Åh, det kunne være så dejligt.
Desværre er jeg allergisk over for pelsdyr. For ellers ved jeg iøvrigt også, hvem der ville ende med at gå tur med dyret og med lort i pose. (Og jeg ville garanteret også ende med at gå og snakke med hunden i løbet af dagen på den lidt tossede måde, man snakker med dyr. Jeg har haft høns – så jeg ved, hvad jeg taler om.) Så der er ingen hund til os – heldigvis.
Jeg øver mig også i ikke at hidse mig op over hundene i kvarteret. Selv om det er svært. Der er noget ubegavet ved hunde – selv om man ikke må sige det. Men det kan vel ikke kaldes begavet at gø af de samme mennesker hver evig eneste dag – især ikke klokken seks om morgenen, vel?
Men i stedet for at akkumulere min modvilje har jeg besluttet mig for at se den i øjnene. Og derfor har jeg med åben pande skrevet om en hund. Astas hund. Og den er kun lidt irriterende og faktisk ikke ulækker. Jeg tog tilløb i lang tid – men jeg klarede det. En hel bog – med hund. Det er dog lidt synd for tegneren Lars – for han er heller ikke en hundetype.
Og nu er det bare som om hunde-temaet forfølger mig – for jeg er gået i gang med at læse Paul Austers Timbuktu, som bliver fortalt af – en hund – mr. Bones. Det er en fantastisk bog – jeg er især vild med denne sammenfatning af hundes livsfilosofi, som bekræfter min egen opfattelse af hunde:
“Hvis det ikke kan spises eller bolles, så pis på det.”
