Der er stor kulturfestival i Odense for tiden: H.C.Andersen Festivals. Og selv om jeg godt kan synes, at min by skamrider vores nationaldigter i markedsføringsøjemed, er der altså fine ting på programmet i disse dage. I går aftes havde jeg fornøjelsen af en alternativ og skæv udgave af Lille Idas blomster fremført af en gruppe musikere, akrobater og skuespillere i Munke Mose. Truppens musikere førte publikum (som var en skønsom skare af unge og gamle) rundt i parken under forestillingen, som er skabt til netop dette sted.
Lille Idas blomster kunne de vildste akrobatnumre og Lille Ida selv kunne synge på et slavisk sprog og slaskede ellers rundt med sin store dukke, som lignede hende selv til forveksling.
Forestillingen spiller også torsdag, fredag og lørdag og kan klart anbefales. Se programmet for festivallen her.