Forfatter Trine Bundsgaard

Det er sjældent – bortset fra Himmeløjne – at jeg bruger virkeligheden direkte, når jeg skriver. Det er klart, at jeg har øjne og ører med mig, men jeg arbejder altid virkeligheden grundigt igennem – tager måske en problematik, jeg selv kender eller en konflikt, jeg har hørt om – men jeg giver det altid en ny vinkel eller digter helt om. Det føles bedst sådan, og det er sjovest at skrive. Det skal være genkendeligt, men ikke alt for direkte overført.

Og så er der naturligvis undtagelser – som det f.eks. er tilfældet i den nyeste bog om Omar og Dagmar. I bogen er der fire historier om Omar og Dagmar – en til hver årstid.

Og teksten om foråret tager afsæt i en konflikt imellem Omar og Dagmar om, hvordan Dagmars blomsterfrø skal sås. Omar er klar fortaler for helt lige rækker – og Dagmar har mere lyst til at så i en smuk bue. Omar bliver ved med at fable om sine lige rækker – og til sidst bliver Dagmar vanvittig af at høre på ham. Hun skrider. Og denne historie er næsten taget direkte ud af virkeligheden her på grunden i foråret, hvor min søde ægtefælle Jeppe og jeg ryddede op i hindbærbedet (som jeg havde passet og som var lidt … kaotisk) – og plantede dem på ny – i … ja rigtig gættet … lige rækker. Med 30 cm imellem hver plante. Og nej, det var ikke noget, jeg havde fundet på.

Jeg forstår godt logikken – men jeg har virkelig svært ved at holde mig til de linjer. Og derfor var det så utrolig dejligt at skrive den konflikt ned og komme ud med den frustration over al orden …

Jeg har været ude det meste af weekenden. Jeg har plantet høstanemoner, plukket æbler og set på naboens heste og vores egne høns, som tuller rundt i det lange græs og hygger sig. Jeg har løbet en tur i skoven, hvor jeg mødte en fasan og skræmte en hare, som gemte sig i krattet. Jeg har plukket mynte og brændenælder, som nu ligger til tørre til vinterens te. Det gør mig meget glad med sådan en omgang grønt, og den glæde deler jeg med tegner Signe Kjær. Det er blevet til tre dejlige bøger om Omar og Dagmar.

Omar og Dagmar – året rundt – er en læsebog, som kombinerer historier om Omar og Dagmar med fakta om årets gang i naturen. CFU har netop bestilt en stor stak af dem – og det er dejligt at tænke på, at naturen får fokus ude i klasselokalerne.

Jeg har lige set andet afsnit af Nola Gaardmands serie ”En barndom fuld af druk” på DR, hvor er en flok meget modige voksne er i gruppeterapi om deres opvækst med fulde forældre. Selv om deltagernes liv har været ret forskellige, er der utroligt mange fælles træk – bl.a. at de har meget svært ved at mærke, hvad de selv føler. De har alle sammen følt sig så utroligt ensomme, bange og forkerte, Det er meget voldsomt og rørende at se, hvor påvirkede disse voksne mennesker er, når de taler om deres barndom. Det er virkelig godt, at DR laver dette fokus, for der sidder i gennemsnit to børn i hver skoleklasse, som vokser op med forældre med et alkoholmisbrug.

Alkohol sætter varige spor. Der er en stor ensomhed forbundet med at vokse op med en alkoholiker. Der er skam og angst og så meget, som skal holdes skjult.

Det har jeg skrevet flere bøger om.

Himmeløjne er skrevet ret tæt på min egen opvækst og min relation til min far. Det var en lang proces at skrive den bog, og der gik syv år, fra jeg skrev de første tekster, til den endelig bog udkom – og i den proces skete der en fiktionalisering af stoffet, så pigen i teksten ikke længere er mig, men en, som ligner mig. Og desværre mange andre børn. Himmeløjne er illustreret af Signe Kjær, som har givet historien en meget smuk blå tone.

Tonen i Hvis vi var en almindelig familie er en smule lettere, selv om børnene i historien ikke har det let. Hvor Himmeløjne strækker sig over det meste af en barndom, foregår Hvis vi var en almindelig familie hen over en måned omkring lillesøster Ingeborgs 8-års fødselsdag, som faren måske/måske ikke dukker op til. Ansvaret for at få den fødselsdag til at lykkes ligger hos historiens 13årige fortæller.

De lidt ældre børn kan række ud efter Op med hovedet knægt, som handler om Max, som bor sammen med sin drikfældige far. Ovenpå bor Lena, som er historiens fortæller – og hun giver Max adgang til sit loftsrum. De to meget forskellige børn mødes der og udvikler et venskab, som bringer dem begge to videre.

Alle tre bøger egner sig til skolebrug – og jeg ved, at de har skabt mange fine samtaler i klasseværelserne. Det er så utrolig vigtigt, at vi tør tale om det svære. Det er så vigtigt at bryde den ensomhed.

I dag er det international læsedag – og det falder sammen med, at resultaterne af seneste Pisa-undersøgelse viser, at danske elever er blevet ret meget dårligere til at læse. Jeg håber, dette sørgelige resultat vil skabe fokus på give skolebibliotekerne – med personale – bedre vilkår. Det er ikke nok med flere bøger – der skal være skolebibliotekarer til at hjælpe med at finde de helt rigtige bøger til den enkelte. På mange skoler kommer de ældste elever slet ikke fast på skolebiblioteket, fordi skolerne skal spare. Det skal der laves om på.

Netop i dag har vi også fået lektørudtalelsen på den seneste Frede og Selma – og den er god – det lyder blandt andet: Kreativitet, leg, fantasi og følelser i skøn forening. Yay.

…

Og så er det netop gået op for mig, at en del af jer, som har været skrevet op til at modtage nyt fra mig ikke har fået det. Det beklager jeg. Der har været en teknisk fejl, som nu er rettet.

Rigtig god læsedag

/

Trine

Da jeg skrev de to første bøger om Frede og Selma – Frede og Selma og et ret højt træ samt Frede vil ikke være med til mandag – havde jeg en drøm om at få Charlotte Pardi til at tegne, fordi Charlotte kan noget helt særligt, når det kommer til at vise børns følelser, så man selv kan mærke præcis, hvordan de har det. Charlotte tegner utroligt følsomt, men også ret sjovt. Charlotte har et skælmsk blik, som jeg er meget begejstret for. Det ser så let og legende ud, når Charlotte har tegnet, men det er værd at dvæle ved detaljerne. Der gemmer sig guld. Og heldigvis ville Charlotte gerne tegne – der var blot et års ventetid – men det var ventetiden værd.

Præmissen for bøgerne om Frede og Selma er at undersøge de helt almindelige – tilsyneladende simple, men vildt komplicerede – hverdagssituationer børn oplever: at være ked af det, at savne, at blive uvenner, at være uoplagt – og senest: at lege helt vildt dejligt og så pludselig få skæld ud, som det er tilfældet i Frede og Selma flytter ud i skoven.

Både som barn og voksen er en omgang skæld-ud virkelig ubehagelig, skræmmende og fuld af skam og vrede. Og den slags ud-af-kroppen-oplevelser er vigtige at snakke om – mange gange. Både for barnet og den voksne. Bogen egner sig til børnehavebørn og deres voksne.

Charlotte Pardi i sit arbejdsværelse.

Svendborg Bibliotek har lavet en udendørs udstilling om Omar og Dagmar får noget til at gro. Den kan ses frem til den 6. september – og den skal jeg se.

https://svendborgbibliotek.dk/svendborg-bibliotek/arrangementer/born/omar-og-dagmar-far-noget-til-gro-0

Det var aldrig min plan at skrive serier, men jeg kom ret hurtigt til det. Mest fordi jeg gerne vil skrive bøger, som børn kan læse selv – uden en voksen formidler. Bøger børnene selv griber. Der er noget ganske særligt ved det forhold: at jeg har direkte kontakt med læseren udenom de voksne, og det er selvfølgelig også et stort ansvar at have den adgang.

Den længste serie jeg har lavet er Asta-bøgerne. Det er også den første rigtige serie, jeg skrev. 12 styk endte vi med at lave, Lars Horneman og jeg – og det var faktisk ikke så let. For det var vigtigt for mig, at jeg hver gang havde noget at skrive om og en konflikt, som jeg selv fandt interessant. Og på den måde kom Asta-bøgerne til at handle om døden og kræft og mobning og racisme – uden at være tunge og svære. Og den balance kan jeg virkelig godt lide.

De to første Asta-bøger udkom i 2009 – og på det tidspunkt var der faktisk ikke ret mange serie-bøger, som ikke handlede om heste eller detektiver eller fodbold. Siden er der kommet ret mange andre serie-bøger – men der kommer jo også hele tiden nye læsere til.

Jeg har også skrevet tre bøger om Tilde og hendes veninder (som er ældre end Asta), som både handler om sex og om klimakrise – og som samtidig er sjove.

Og nu er det så tid til Viola, som på mange måder er en moderne Asta. Jeg har skrevet tre bøger – og de to første er udkommet.

Violas forældre er lige blevet skilt – og nu skal hun bo en uge hos sin mor og en uge hos sin far, hvilket er en virkelighed rigtig mange børn kender. Jeg kender ingen voksne, som ville kunne holde til at flytte hver uge, men børn klarer det. Præmissen for bøgerne om Viola har været: Hvordan kan jeg skildre dette nye og vilde livsvilkår med størst muligt håb og samtidig vise, hvor svært det er, at hele ens verden forandres uden, at man har bedt om det.

Bøgerne er gennemillustreret af Rasmus Meisler – og han har tilføjet varme og humor, som giver dejligt perspektiv til det lidt sorte syn, Viola til tider har på sit nye liv.

Værklæsning i skolen får større dybde af et forfatterbesøg – og jeg har især haft fine samtaler om Hvis vi var en almindelig familie og Himmeløjne – to bøger, som i øvrigt er i tæt beslægtede og handler om at vokse op med alkoholisme, men også om søskende og venskab og om at udvikle sig som menneske. Der er meget at snakke om – og jeg kommer meget gerne ud.

Det er muligt at søge tilskud til mit besøg hos Statens Kunstfond. Der er ansøgningsfrist 17. august. Skriv gerne med spørgsmål til ansøgningen: trine@bundsgaard.net

https://www.kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud/levende-litteraturmoeder-for-boern-og-unge

Midsommer er den vildeste tid. Fuglene begynder at synge 3.30, der er modne jordbær i mit bed, og udenfor mit skrivehus er alting overvældende grønt og kornblomstblåt, valmuerødt og morgenfruegult. Midsommeren er så insisterende, at jeg må trække gardinerne (som jeg endelig har fået syet) for.

I dette forår har jeg lavet en slags – ikke særlig præcis eller regelmæssig – almanak, som består af noget, jeg har fundet eller plukket og en lille seddel med en eller anden slags tekst – nogle dage bare et ord – som jeg har sømmet op på væggen. Jeg har tænkt den som en måde at starte skrivedagen på – et ritual, et sted at starte – men også en måde at følge årets gang, fordi det jeg finder og plukker ændrer sig med årstiden. Jeg vil forsøge at være mere konsekvent med at udfylde den i efteråret. Jeg forestiller mig, at det kunne være sjovt at lave i en klasse, hvor man kunne skiftes til at udfylde kalenderen.

Om lidt holder jeg ferie, og jeg regner ikke med at skrive noget i løbet af juli, for jeg har fundet ud af, at det gør mig virkelig godt at holde helt fri – læse og bade i havet og sove ude – og komme til at glæde mig til at komme på arbejde igen til august.

Og det er samtidig så smart, at der udkommer hele to bøger til august: Endnu en Frede og Selma-bog – og det har været så dejligt at hænge ud med de to igen. Denne gang flytter de ud i en skov – eller måske flytter de en skov ind på Selmas værelse. Endnu en gang har Charlotte Pardi lavet de dejligste tegninger. Ingen kan tegne bare tæer og et lille stykke med bar mave som Charlotte.

Og så er anden bog om Viola allerede klar til august – og den er kommet til at hedde Helt ærligt, mor. For der sker det, at Violas mor pludselig står i køkkenet og kysser en fremmed mand. Adam hedder han – og han er meget irriterende. Viola kan ikke holde ham ud – men hun er nødt til at lære at leve med ham. Rasmus Meisler har spidset blyanten – og bogen er blevet virkelig flot og varieret.

Jeg glæder mig til at fortælle mere om begge bøger på den anden side af ferien.

Rigtig god sommer.

I søndags var det 20 år siden, min første børnebog – Rune Ole fra Akelejevej – udkom. Det er blevet til ret mange bøger siden og helt utroligt mange fine samarbejder med redaktører, grafikere og tegnere, som jeg er meget glad og meget taknemmelig for.

Jeg ville helt sikkert skrive Rune Ole noget anderledes i dag, men den slår faktisk en del temaer an, som jeg stadig holder fast i og nok aldrig bliver færdig med: noget med en far, som mangler, noget med en ven, som er svært, noget med fantasi, som skal foldes ud, noget med en ensomhed, som kan være stor.

Jeg er en glad og taknemmelig jubilar – og i dag toppede Statens Kunstfond glæden med et arbejdslegat, som føles meget særligt at modtage. Tak, siger jeg bare.