2026 bliver et år med mange udgivelser – og den første er en ny bog om Omar og Dagmar – denne gang en læsebog, som rummer en historie til hver årstid, en årstidssang og fagopslag om vinter, forår, sommer og efterår. Jeg har fået hjælp af indskolingseleverne på Brahesmindeskolerne i Horne og Svanninge til at finde på, hvor historierne skulle foregå – og Knud fra Giersingsrealskole i Odense har også fået en ide med i bogen. Det er Gyldendal uddannelse, som udgiver – og som sædvanligt Signe Kjær, som har lavet pragtfulde illustrationer …
Charlotte Pardi – en af vores absolut bedste tegnere – og jeg har lavet fire bøger om Frede og Selma, som går i børnehave sammen og er bedste venner.
Jeg tænker selv på bøgerne som en slags grundbøger i menneskelige følelser: savn, vrede, ugidelighed, kærlighed. Det er svært at være et lille barn i en børnehave. Der er så meget, der kan gå galt – og så mange følelser.
Den første bog om Frede og Selma udkom i 2018 – og nu er der simpelthen en ny på vej: Frede og Selma flytter ud i skoven, som handler om en helt utroligt god leg, som – måske – tager lidt overhånd. Den udkommer i løbet af i år – for den er skrevet og Charlotte er i gang med at tegne.
Charlotte og jeg tegner og fortæller om Frede og Selma på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade på lørdag – og i den forbindelse har jeg fundet et billede af mig selv som børnehavebarn frem. Det er taget i 1976. Altså for 50 år siden … hvilket jeg ikke helt kan få til at give mening …
Jeg sidder i mit skrivehus for første gang i en måned, for jeg har været så heldig at tilbringe november i statens legatbolig i Paris sammen med min mand. Vi har skrevet, vandret, spist på dejlige restauranter, været på udstillinger, til koncerter og i operaen, vi har drukket vin på små barer og nydt at få lov til at være på stop i midt i det smukke Marais. Tænk at få lov at have denne udsigt i en måned.
Men også meget vidunderligt at mærke lysten til at komme hjem i takt med, at vi nærmede os slutningen af opholdet. Så dejligt at træde ind i hjemligheden og mærke roen brede sig, gå en tur til vandet, lave kaffen, som jeg plejer, sove i min egen seng, sidde ved mit eget arbejdsbord. Jeg ved ikke, om jeg er blevet meget klogere af den tur, men jeg forstår på egen krop, hvorfor strukturen hjem-ud-hjem fungerer så utroligt godt i en fortælling.
Der gik syv år, fra jeg skrev de første tekstbidder, til Himmeløjne blev til en bog i samarbejde med Signe Kjær. Projektet kom tilbage i skuffen mange gange – måske fordi jeg fra starten tænkte det som et helt personligt projekt og en måde at forholde mig til min egen relation til min far på. Efterhånden som jeg arbejdede med teksten, fik den tilført flere og flere fiktive elementer – men kernen i historien er min egen, og bogen forsøger at vise, hvordan det er at miste kontakten med sin far. Vi har ikke noget rigtig godt sprog for det – vi siger: at slå hånden af – men det er jo slet ikke så resolut og definitiv en beslutning. Det er i højere grad en bevægelse, en konsekvens, en overlevelsesmekanisme. Undervejs i processen med at skrive bogen læste jeg tal fra Børns Vilkår, som viste, at hver 6. skilsmissebarn mister kontakten med en forældre – typisk deres far. Det tal kom bag på mig, for jeg har altid følt mig utroligt alene med det, mærkelig faktisk – men jeg kan mærke, at bogen vækker genklang og lydhørhed, når jeg er ude at fortælle om den. Jeg havde ikke set min far i mere end tyve år, da bogen udkom, og det har jeg selvfølgelig også fortalt om.
Sidste vinter døde min far. Det får man at vide i e-boks, når man ikke er i kontakt – endnu et bevis på anormaliteten. Og selv om jeg ikke havde set ham i så mange år var det – naturligvis – en sorg. Det var en helt barnlig sorg, som ramte mig – følelser fra min tidlige barndom. Og selv om jeg ikke ønskede at være i kontakt med ham – det var det alt for smertefuldt og umuligt at være – så tror jeg altid, at der findes et lillebitte håb om mirakler og kærlighed i sådan en kompliceret relation. Det var, som om jeg skulle have det hele vendt og drejet i tanker og følelser, inden jeg kunne mærke, at det også er en lettelse, at han er død. Det er ikke bare, fordi jeg har valgt ikke at se ham. Jeg kan ikke. Hvad jeg også opdagede var, at det er de færreste, som tænker, at man er i sorg over en afdød far, man ikke ser. Og det er en stor misforståelse. For det er en slags gentagelse. En dobbelt sorg. Det er vigtigt, at vi taler om de svære relationer. Det er vigtigt at få dem belyst fra mange vinkler og i mange former.
For et par uger siden var Omar og jeg i Humlebæk, hvor alle de ældste børnehavebørn har arbejdet med Omars altan. Det blev en række virkelige fine møder, hvor vi fik snakket om naturens vidunderlighed, vores egne oplevelser i naturen – og endda om alder, da et af børnene ville vide, om jeg var en gammel dame! Jeg havde opfundet en sangleg om Omar og Dagmar, som børnene gerne ville være med på.
I september var jeg i Svanninge og snakke med mellemtrinnet om Hvis vi var en almindelig familie og Himmeløjne – og her var samtalen langt mere alvorlig. Eleverne havde så fine og kloge spørgsmål, som har siddet i mig længe: En spurgte: Men hvorfor får Anita ikke kontakt med sin mor? En anden spurgte: Men HVORFOR vil faren hellere drikke øl end komme til sit barns fødselsdag …
Og det er det, som sker ved et forfatterbesøg: Der opstår undren og gode samtaler.
Jeg startede dagen med en tur til vandet. Jeg kan bedst lide at starte dagen sådan – med at komme ud og mærke vejret og årstiden. Det er en god måde at starte dagen på. Jeg har altid godt kunne lide skolevejen – både min egen og mine børns, da de stadig gik i skole. Jeg kan lide gentagelserne og de små forandringer. Jeg har ad flere omgange forsøgt mig med at registrere dem, og det er en metode, jeg vil anbefale. Fra maj 2020 til maj 2021 tog jeg et billede af et bestemt træ, hver gang jeg løb forbi det på min morgenløbetur. Der er noget rituelt i at stå stille og tage billedet samme sted hver gang. Det kræver opmærksomhed og præcision – du bliver nødt til at stå stille og være opmærksom. Den helt store præmie har jeg fået, da min søn hjalp mig med at samle alle mine fotos til et samlet billede.
Da jeg var færdig med min projekt, føltes det meget tomt, når jeg løb forbi – og jeg brugte lang tid på at finde ud af, hvad mit næste opmærksomhedsprojekt skulle være. Det kom til at tage lang tid – og en flytning til vandet. For nu har jeg fået en ny nabo: Det Sydfynske Øhav, som jeg kan se fra mit hus, og som jeg hver dag er i kontakt med. Mit nye projekt er en bog, som jeg har med til stranden. Der er to regler: Jeg tager et billede og skriver en side i bogen. Jeg startede i august 2024 og bliver ved, indtil der ikke er flere sider i notesbogen. I starten skrev jeg sirlige noter om vindforhold og bølger og farver, men siden er teksterne blev mere frie – ofte nærmest flowskrivning: jeg fylder bare siden med det, der er i mit sind og min stemning. Teksten skal ikke bruges til noget, andre skal ikke læse den. Det er bare min bog, som jeg deler med havet. Og reglerne er ikke strammere, end jeg selv gør dem: Jeg har slet ikke haft bogen med til vandet hele sommeren, hvor jeg bare har badet og mange dage været ved vandet flere gange. Men nu bader jeg ikke mere – jeg er ikke vinterbader – så nu har jeg fundet bogen frem igen. Her er billedet fra i morges – og en opfordring til at opfinde et opmærksomhedsprojekt. Jeg tænker, at det også kunne være en virkelig god ide i undervisningssammenhænge.
Der er sket det dejlige, at første oplag af Omar og Dagmar får noget til at gro nu er solgt og 2. oplag sendt i tryk. Jeg har også flere litteraturmøder med Omar og Dagmar i de næste måneder, så nu må jeg snart se at få syet Dagmar også …
Jeg kan godt lide at komme ud – det er en dejlig afveksling fra de stille skrivedage, og det er skønt og tankevækkende at møde kloge og søde læsere.
I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at snakke både med indskoling og mellemtrin på den lokale folkeskole. De små havde læst Omars altan og Omar og Dagmar får noget til at gro. De havde mange gode spørgsmål – f.eks: “Kommer der en tre-er?” – og dertil kunne jeg med glæde sige: JA. For jeg sidder og roder med en Omar-læsebog, som jeg fik børnene til at komme med input til. Gode input, som jeg nok kommer til at bruge – i hvert fald nogen af dem. Vi sluttede af med at synge Omar-sangen, som jeg skrev for et par år siden.
På mellemtrinnet var snakken mere alvorlig, fordi Hvis vi var en almindelig familie jo – på trods af at jeg har forsøgt at gøre den “sjov” – er en ret barsk historie om at vokse op med en forældre, som drikker. Det er aldrig til at vide, hvordan sådan en samtale udvikler sig, men denne flok var meget åbne og havde skarpe spørgsmål og lyst til at snakke om bogen. Jeg fik f.eks. et spørgsmål, jeg ikke har fået før: “Hvorfor får Anita ikke kontakt med sin mor?” (I historien er moren “claudiant” og har en kunde – Anita – som kommer hver anden uge for at snakke med sin mor igennem fortællerens mor. I slutningen af historien meddeler Anita, at hun ikke kommer mere – og fortælleren er glad for den løsning og synes, at det er bedre, hvis Anita snakker med nogen, som er levende). Da jeg skrev historien, tænkte jeg det som Anitas accept af sin mors død (og en mistillid til det “claudiante”), men adspurgt på den måde, kunne jeg ikke lade være med at føle, at jeg måske var sluppet lidt for let om det med Anitas sorg og længsel efter sin mor.
Til slut i samtalen var der et barn, som med ærlig undren spurgte: Men hvordan kan det være, at faren hellere vil drikke en øl end at tage til sit barns fødselsdag. Og det er jo spørgsmålet, som ingen kan svarer på – og som viser, hvor vigtigt det er at skrive og tale om alkoholisme. Men selv om vi ikke kan give en forklaring, er der for mig at se ingen tvivl om, at det giver mening at tale om det. At det er mindre ensomt at være barn af en alkoholiker, når vi kan have den samtale.
I morges var lyset gyldent, nu er himlen overtrukket med gråt. Der er stille i skrivehuset. Jeg har startet dagen med at ansøg om at komme med i Kunstfondens katalog over levende litteraturmøder (forstår ikke helt den titel), som skal give institutioner ideer til at få forfattere og tegnere på besøg. Senere skal jeg skrive på ansøgning til Autorkontoen, hvor man kan være heldig at få et arbejdslegat. Det tager overraskende lang tid at lave
Det er blid morgen på landet – her dufter af blommer og jord, vandet er et spejl, ikke en vind rør sig.
Jeg er stadig prøvende i forhold til, hvordan jeg får sparket gang i hjemmesiden – og dagens forsøg er et lille pluk af, hvad jeg har lavet på det sidste. Det har stået på ret meget fejring – på mange forskellige niveauer.
I den sidst tid har jeg fejret:
* Vores yngste datter, som fyldte 21 år. Hun bor og læser i Århus, det er en fornøjelse at se, hvordan hun trives – og at få lov til at fejre hende lidt, det fine barn.
* Stine Heger, som fik sin Ph.d.grad i Skrivelyst. Stine lavede feltstudier på mit skrivehold på forfatterskolen for unge i Slagelse for et par år siden. Det var en meget stor fornøjelse – fagligt og socialt. Og det var dejligt at være med til afslutningen på Stines store projekt.
* at jeg har fået antaget et manuskript – første bind i en serie, som jeg glæder mig til at skrive videre på – og fortælle mere om. Sjov og lidt sørgelig bliver den. Det er en kombi, jeg er glad for.
* Os selv og vores gård med en stor indflytterfest i laden og på gårdspladsen. Jeg tog ingen billeder, men jeg snakkede og grinede og dansede til klokken var næsten fire. Det er vigtigt at holde fester, selv om det både tager tid før og efter, for glæden bliver siddende i kroppen.
Og du skal selvfølgelig ikke snydes for dagens katte, som her – ganske sjældent efterhånden – ligger i samlet flok:
