Blog

Det var aldrig min plan at skrive serier, men jeg kom ret hurtigt til det. Mest fordi jeg gerne vil skrive bøger, som børn kan læse selv – uden en voksen formidler. Bøger børnene selv griber. Der er noget ganske særligt ved det forhold: at jeg har direkte kontakt med læseren udenom de voksne, og det er selvfølgelig også et stort ansvar at have den adgang.

Den længste serie jeg har lavet er Asta-bøgerne. Det er også den første rigtige serie, jeg skrev. 12 styk endte vi med at lave, Lars Horneman og jeg – og det var faktisk ikke så let. For det var vigtigt for mig, at jeg hver gang havde noget at skrive om og en konflikt, som jeg selv fandt interessant. Og på den måde kom Asta-bøgerne til at handle om døden og kræft og mobning og racisme – uden at være tunge og svære. Og den balance kan jeg virkelig godt lide.

De to første Asta-bøger udkom i 2009 – og på det tidspunkt var der faktisk ikke ret mange serie-bøger, som ikke handlede om heste eller detektiver eller fodbold. Siden er der kommet ret mange andre serie-bøger – men der kommer jo også hele tiden nye læsere til.

Jeg har også skrevet tre bøger om Tilde og hendes veninder (som er ældre end Asta), som både handler om sex og om klimakrise – og som samtidig er sjove.

Og nu er det så tid til Viola, som på mange måder er en moderne Asta. Jeg har skrevet tre bøger – og de to første er udkommet.

Violas forældre er lige blevet skilt – og nu skal hun bo en uge hos sin mor og en uge hos sin far, hvilket er en virkelighed rigtig mange børn kender. Jeg kender ingen voksne, som ville kunne holde til at flytte hver uge, men børn klarer det. Præmissen for bøgerne om Viola har været: Hvordan kan jeg skildre dette nye og vilde livsvilkår med størst muligt håb og samtidig vise, hvor svært det er, at hele ens verden forandres uden, at man har bedt om det.

Bøgerne er gennemillustreret af Rasmus Meisler – og han har tilføjet varme og humor, som giver dejligt perspektiv til det lidt sorte syn, Viola til tider har på sit nye liv.

Værklæsning i skolen får større dybde af et forfatterbesøg – og jeg har især haft fine samtaler om Hvis vi var en almindelig familie og Himmeløjne – to bøger, som i øvrigt er i tæt beslægtede og handler om at vokse op med alkoholisme, men også om søskende og venskab og om at udvikle sig som menneske. Der er meget at snakke om – og jeg kommer meget gerne ud.

Det er muligt at søge tilskud til mit besøg hos Statens Kunstfond. Der er ansøgningsfrist 17. august. Skriv gerne med spørgsmål til ansøgningen: trine@bundsgaard.net

https://www.kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud/levende-litteraturmoeder-for-boern-og-unge

Midsommer er den vildeste tid. Fuglene begynder at synge 3.30, der er modne jordbær i mit bed, og udenfor mit skrivehus er alting overvældende grønt og kornblomstblåt, valmuerødt og morgenfruegult. Midsommeren er så insisterende, at jeg må trække gardinerne (som jeg endelig har fået syet) for.

I dette forår har jeg lavet en slags – ikke særlig præcis eller regelmæssig – almanak, som består af noget, jeg har fundet eller plukket og en lille seddel med en eller anden slags tekst – nogle dage bare et ord – som jeg har sømmet op på væggen. Jeg har tænkt den som en måde at starte skrivedagen på – et ritual, et sted at starte – men også en måde at følge årets gang, fordi det jeg finder og plukker ændrer sig med årstiden. Jeg vil forsøge at være mere konsekvent med at udfylde den i efteråret. Jeg forestiller mig, at det kunne være sjovt at lave i en klasse, hvor man kunne skiftes til at udfylde kalenderen.

Om lidt holder jeg ferie, og jeg regner ikke med at skrive noget i løbet af juli, for jeg har fundet ud af, at det gør mig virkelig godt at holde helt fri – læse og bade i havet og sove ude – og komme til at glæde mig til at komme på arbejde igen til august.

Og det er samtidig så smart, at der udkommer hele to bøger til august: Endnu en Frede og Selma-bog – og det har været så dejligt at hænge ud med de to igen. Denne gang flytter de ud i en skov – eller måske flytter de en skov ind på Selmas værelse. Endnu en gang har Charlotte Pardi lavet de dejligste tegninger. Ingen kan tegne bare tæer og et lille stykke med bar mave som Charlotte.

Og så er anden bog om Viola allerede klar til august – og den er kommet til at hedde Helt ærligt, mor. For der sker det, at Violas mor pludselig står i køkkenet og kysser en fremmed mand. Adam hedder han – og han er meget irriterende. Viola kan ikke holde ham ud – men hun er nødt til at lære at leve med ham. Rasmus Meisler har spidset blyanten – og bogen er blevet virkelig flot og varieret.

Jeg glæder mig til at fortælle mere om begge bøger på den anden side af ferien.

Rigtig god sommer.

I søndags var det 20 år siden, min første børnebog – Rune Ole fra Akelejevej – udkom. Det er blevet til ret mange bøger siden og helt utroligt mange fine samarbejder med redaktører, grafikere og tegnere, som jeg er meget glad og meget taknemmelig for.

Jeg ville helt sikkert skrive Rune Ole noget anderledes i dag, men den slår faktisk en del temaer an, som jeg stadig holder fast i og nok aldrig bliver færdig med: noget med en far, som mangler, noget med en ven, som er svært, noget med fantasi, som skal foldes ud, noget med en ensomhed, som kan være stor.

Jeg er en glad og taknemmelig jubilar – og i dag toppede Statens Kunstfond glæden med et arbejdslegat, som føles meget særligt at modtage. Tak, siger jeg bare.

Det er ikke bare smukt forårsvejr i dag – det er også dagen, hvor vi har sendt den første bog om Viola til tryk. Det har været en meget sjov og dejlig proces at få samlet den bog, som Rasmus Meisler har tegnet til – så smukke og cool og sjove illustrationer. I farver. Hele vejen igennem bogen.

Violas forældre er lige blevet skilt – og nu skal Viola bo to steder og rejse frem og tilbage med sin blå IKEApose. Det er hun ikke tilfreds med. For fars nye lejlighed stinker – og hvad nu, hvis Viola savner sin mor? Hvorfor er de voksne så irriterende?

Viola er fuld af vrede – men også mod og vilje – og hendes forældre er faktisk flinke nok. Og så er der også hendes bedste ven Pablo og en lidt voldsom pige, som bor ovenpå i fars opgang. Og et meget stort skab, som Viola lokker sin far til at købe.

Viola vil ikke udkommer til juni … og senere på året kommer der en bog mere … og en mere …

2026 bliver et år med mange udgivelser – og den første er en ny bog om Omar og Dagmar – denne gang en læsebog, som rummer en historie til hver årstid, en årstidssang og fagopslag om vinter, forår, sommer og efterår. Jeg har fået hjælp af indskolingseleverne på Brahesmindeskolerne i Horne og Svanninge til at finde på, hvor historierne skulle foregå – og Knud fra Giersingsrealskole i Odense har også fået en ide med i bogen. Det er Gyldendal uddannelse, som udgiver – og som sædvanligt Signe Kjær, som har lavet pragtfulde illustrationer …

Charlotte Pardi – en af vores absolut bedste tegnere – og jeg har lavet fire bøger om Frede og Selma, som går i børnehave sammen og er bedste venner.

Jeg tænker selv på bøgerne som en slags grundbøger i menneskelige følelser: savn, vrede, ugidelighed, kærlighed. Det er svært at være et lille barn i en børnehave. Der er så meget, der kan gå galt – og så mange følelser.

Den første bog om Frede og Selma udkom i 2018 – og nu er der simpelthen en ny på vej: Frede og Selma flytter ud i skoven, som handler om en helt utroligt god leg, som – måske – tager lidt overhånd. Den udkommer i løbet af i år – for den er skrevet og Charlotte er i gang med at tegne.

Charlotte og jeg tegner og fortæller om Frede og Selma på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade på lørdag – og i den forbindelse har jeg fundet et billede af mig selv som børnehavebarn frem. Det er taget i 1976. Altså for 50 år siden … hvilket jeg ikke helt kan få til at give mening …

Jeg sidder i mit skrivehus for første gang i en måned, for jeg har været så heldig at tilbringe november i statens legatbolig i Paris sammen med min mand. Vi har skrevet, vandret, spist på dejlige restauranter, været på udstillinger, til koncerter og i operaen, vi har drukket vin på små barer og nydt at få lov til at være på stop i midt i det smukke Marais. Tænk at få lov at have denne udsigt i en måned.

Men også meget vidunderligt at mærke lysten til at komme hjem i takt med, at vi nærmede os slutningen af opholdet. Så dejligt at træde ind i hjemligheden og mærke roen brede sig, gå en tur til vandet, lave kaffen, som jeg plejer, sove i min egen seng, sidde ved mit eget arbejdsbord. Jeg ved ikke, om jeg er blevet meget klogere af den tur, men jeg forstår på egen krop, hvorfor strukturen hjem-ud-hjem fungerer så utroligt godt i en fortælling.

Der gik syv år, fra jeg skrev de første tekstbidder, til Himmeløjne blev til en bog i samarbejde med Signe Kjær. Projektet kom tilbage i skuffen mange gange – måske fordi jeg fra starten tænkte det som et helt personligt projekt og en måde at forholde mig til min egen relation til min far på. Efterhånden som jeg arbejdede med teksten, fik den tilført flere og flere fiktive elementer – men kernen i historien er min egen, og bogen forsøger at vise, hvordan det er at miste kontakten med sin far. Vi har ikke noget rigtig godt sprog for det – vi siger: at slå hånden af – men det er jo slet ikke så resolut og definitiv en beslutning. Det er i højere grad en bevægelse, en konsekvens, en overlevelsesmekanisme. Undervejs i processen med at skrive bogen læste jeg tal fra Børns Vilkår, som viste, at hver 6. skilsmissebarn mister kontakten med en forældre – typisk deres far. Det tal kom bag på mig, for jeg har altid følt mig utroligt alene med det, mærkelig faktisk – men jeg kan mærke, at bogen vækker genklang og lydhørhed, når jeg er ude at fortælle om den. Jeg havde ikke set min far i mere end tyve år, da bogen udkom, og det har jeg selvfølgelig også fortalt om.

Sidste vinter døde min far. Det får man at vide i e-boks, når man ikke er i kontakt – endnu et bevis på anormaliteten. Og selv om jeg ikke havde set ham i så mange år var det – naturligvis – en sorg. Det var en helt barnlig sorg, som ramte mig – følelser fra min tidlige barndom. Og selv om jeg ikke ønskede at være i kontakt med ham – det var det alt for smertefuldt og umuligt at være – så tror jeg altid, at der findes et lillebitte håb om mirakler og kærlighed i sådan en kompliceret relation. Det var, som om jeg skulle have det hele vendt og drejet i tanker og følelser, inden jeg kunne mærke, at det også er en lettelse, at han er død. Det er ikke bare, fordi jeg har valgt ikke at se ham. Jeg kan ikke. Hvad jeg også opdagede var, at det er de færreste, som tænker, at man er i sorg over en afdød far, man ikke ser. Og det er en stor misforståelse. For det er en slags gentagelse. En dobbelt sorg. Det er vigtigt, at vi taler om de svære relationer. Det er vigtigt at få dem belyst fra mange vinkler og i mange former.

For et par uger siden var Omar og jeg i Humlebæk, hvor alle de ældste børnehavebørn har arbejdet med Omars altan. Det blev en række virkelige fine møder, hvor vi fik snakket om naturens vidunderlighed, vores egne oplevelser i naturen – og endda om alder, da et af børnene ville vide, om jeg var en gammel dame! Jeg havde opfundet en sangleg om Omar og Dagmar, som børnene gerne ville være med på.

I september var jeg i Svanninge og snakke med mellemtrinnet om Hvis vi var en almindelig familie og Himmeløjne – og her var samtalen langt mere alvorlig. Eleverne havde så fine og kloge spørgsmål, som har siddet i mig længe: En spurgte: Men hvorfor får Anita ikke kontakt med sin mor? En anden spurgte: Men HVORFOR vil faren hellere drikke øl end komme til sit barns fødselsdag …

Og det er det, som sker ved et forfatterbesøg: Der opstår undren og gode samtaler.

Statens Kunstfond har en pulje – med det sære navn: Levende litteraturmøder for børn og unge – som man kan søge, så det næsten er gratis at få besøg. Der er ansøgningsfrist 15. januar – og jeg vil på det kraftigste opfordre til at søge. Man kan få ideer til forfattere og tegnere i kataloget her: https://www.kunst.dk/for-ansoegere/vejledninger/katalog-levende-litteraturmoeder-for-boern-og-ungehttps://www.kunst.dk/for-ansoegere/vejledninger/katalog-levende-litteraturmoeder-for-boern-og-unge