Blog

Midsommer er den vildeste tid. Fuglene begynder at synge 3.30, der er modne jordbær i mit bed, og udenfor mit skrivehus er alting overvældende grønt og kornblomstblåt, valmuerødt og morgenfruegult. Midsommeren er så insisterende, at jeg må trække gardinerne (som jeg endelig har fået syet) for.

I dette forår har jeg lavet en slags – ikke særlig præcis eller regelmæssig – almanak, som består af noget, jeg har fundet eller plukket og en lille seddel med en eller anden slags tekst – nogle dage bare et ord – som jeg har sømmet op på væggen. Jeg har tænkt den som en måde at starte skrivedagen på – et ritual, et sted at starte – men også en måde at følge årets gang, fordi det jeg finder og plukker ændrer sig med årstiden. Jeg vil forsøge at være mere konsekvent med at udfylde den i efteråret. Jeg forestiller mig, at det kunne være sjovt at lave i en klasse, hvor man kunne skiftes til at udfylde kalenderen.

Om lidt holder jeg ferie, og jeg regner ikke med at skrive noget i løbet af juli, for jeg har fundet ud af, at det gør mig virkelig godt at holde helt fri – læse og bade i havet og sove ude – og komme til at glæde mig til at komme på arbejde igen til august.

Og det er samtidig så smart, at der udkommer hele to bøger til august: Endnu en Frede og Selma-bog – og det har været så dejligt at hænge ud med de to igen. Denne gang flytter de ud i en skov – eller måske flytter de en skov ind på Selmas værelse. Endnu en gang har Charlotte Pardi lavet de dejligste tegninger. Ingen kan tegne bare tæer og et lille stykke med bar mave som Charlotte.

Og så er anden bog om Viola allerede klar til august – og den er kommet til at hedde Helt ærligt, mor. For der sker det, at Violas mor pludselig står i køkkenet og kysser en fremmed mand. Adam hedder han – og han er meget irriterende. Viola kan ikke holde ham ud – men hun er nødt til at lære at leve med ham. Rasmus Meisler har spidset blyanten – og bogen er blevet virkelig flot og varieret.

Jeg glæder mig til at fortælle mere om begge bøger på den anden side af ferien.

Rigtig god sommer.

I søndags var det 20 år siden, min første børnebog – Rune Ole fra Akelejevej – udkom. Det er blevet til ret mange bøger siden og helt utroligt mange fine samarbejder med redaktører, grafikere og tegnere, som jeg er meget glad og meget taknemmelig for.

Jeg ville helt sikkert skrive Rune Ole noget anderledes i dag, men den slår faktisk en del temaer an, som jeg stadig holder fast i og nok aldrig bliver færdig med: noget med en far, som mangler, noget med en ven, som er svært, noget med fantasi, som skal foldes ud, noget med en ensomhed, som kan være stor.

Jeg er en glad og taknemmelig jubilar – og i dag toppede Statens Kunstfond glæden med et arbejdslegat, som føles meget særligt at modtage. Tak, siger jeg bare.

Det er ikke bare smukt forårsvejr i dag – det er også dagen, hvor vi har sendt den første bog om Viola til tryk. Det har været en meget sjov og dejlig proces at få samlet den bog, som Rasmus Meisler har tegnet til – så smukke og cool og sjove illustrationer. I farver. Hele vejen igennem bogen.

Violas forældre er lige blevet skilt – og nu skal Viola bo to steder og rejse frem og tilbage med sin blå IKEApose. Det er hun ikke tilfreds med. For fars nye lejlighed stinker – og hvad nu, hvis Viola savner sin mor? Hvorfor er de voksne så irriterende?

Viola er fuld af vrede – men også mod og vilje – og hendes forældre er faktisk flinke nok. Og så er der også hendes bedste ven Pablo og en lidt voldsom pige, som bor ovenpå i fars opgang. Og et meget stort skab, som Viola lokker sin far til at købe.

Viola vil ikke udkommer til juni … og senere på året kommer der en bog mere … og en mere …

2026 bliver et år med mange udgivelser – og den første er en ny bog om Omar og Dagmar – denne gang en læsebog, som rummer en historie til hver årstid, en årstidssang og fagopslag om vinter, forår, sommer og efterår. Jeg har fået hjælp af indskolingseleverne på Brahesmindeskolerne i Horne og Svanninge til at finde på, hvor historierne skulle foregå – og Knud fra Giersingsrealskole i Odense har også fået en ide med i bogen. Det er Gyldendal uddannelse, som udgiver – og som sædvanligt Signe Kjær, som har lavet pragtfulde illustrationer …

Charlotte Pardi – en af vores absolut bedste tegnere – og jeg har lavet fire bøger om Frede og Selma, som går i børnehave sammen og er bedste venner.

Jeg tænker selv på bøgerne som en slags grundbøger i menneskelige følelser: savn, vrede, ugidelighed, kærlighed. Det er svært at være et lille barn i en børnehave. Der er så meget, der kan gå galt – og så mange følelser.

Den første bog om Frede og Selma udkom i 2018 – og nu er der simpelthen en ny på vej: Frede og Selma flytter ud i skoven, som handler om en helt utroligt god leg, som – måske – tager lidt overhånd. Den udkommer i løbet af i år – for den er skrevet og Charlotte er i gang med at tegne.

Charlotte og jeg tegner og fortæller om Frede og Selma på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade på lørdag – og i den forbindelse har jeg fundet et billede af mig selv som børnehavebarn frem. Det er taget i 1976. Altså for 50 år siden … hvilket jeg ikke helt kan få til at give mening …

Jeg sidder i mit skrivehus for første gang i en måned, for jeg har været så heldig at tilbringe november i statens legatbolig i Paris sammen med min mand. Vi har skrevet, vandret, spist på dejlige restauranter, været på udstillinger, til koncerter og i operaen, vi har drukket vin på små barer og nydt at få lov til at være på stop i midt i det smukke Marais. Tænk at få lov at have denne udsigt i en måned.

Men også meget vidunderligt at mærke lysten til at komme hjem i takt med, at vi nærmede os slutningen af opholdet. Så dejligt at træde ind i hjemligheden og mærke roen brede sig, gå en tur til vandet, lave kaffen, som jeg plejer, sove i min egen seng, sidde ved mit eget arbejdsbord. Jeg ved ikke, om jeg er blevet meget klogere af den tur, men jeg forstår på egen krop, hvorfor strukturen hjem-ud-hjem fungerer så utroligt godt i en fortælling.

Der gik syv år, fra jeg skrev de første tekstbidder, til Himmeløjne blev til en bog i samarbejde med Signe Kjær. Projektet kom tilbage i skuffen mange gange – måske fordi jeg fra starten tænkte det som et helt personligt projekt og en måde at forholde mig til min egen relation til min far på. Efterhånden som jeg arbejdede med teksten, fik den tilført flere og flere fiktive elementer – men kernen i historien er min egen, og bogen forsøger at vise, hvordan det er at miste kontakten med sin far. Vi har ikke noget rigtig godt sprog for det – vi siger: at slå hånden af – men det er jo slet ikke så resolut og definitiv en beslutning. Det er i højere grad en bevægelse, en konsekvens, en overlevelsesmekanisme. Undervejs i processen med at skrive bogen læste jeg tal fra Børns Vilkår, som viste, at hver 6. skilsmissebarn mister kontakten med en forældre – typisk deres far. Det tal kom bag på mig, for jeg har altid følt mig utroligt alene med det, mærkelig faktisk – men jeg kan mærke, at bogen vækker genklang og lydhørhed, når jeg er ude at fortælle om den. Jeg havde ikke set min far i mere end tyve år, da bogen udkom, og det har jeg selvfølgelig også fortalt om.

Sidste vinter døde min far. Det får man at vide i e-boks, når man ikke er i kontakt – endnu et bevis på anormaliteten. Og selv om jeg ikke havde set ham i så mange år var det – naturligvis – en sorg. Det var en helt barnlig sorg, som ramte mig – følelser fra min tidlige barndom. Og selv om jeg ikke ønskede at være i kontakt med ham – det var det alt for smertefuldt og umuligt at være – så tror jeg altid, at der findes et lillebitte håb om mirakler og kærlighed i sådan en kompliceret relation. Det var, som om jeg skulle have det hele vendt og drejet i tanker og følelser, inden jeg kunne mærke, at det også er en lettelse, at han er død. Det er ikke bare, fordi jeg har valgt ikke at se ham. Jeg kan ikke. Hvad jeg også opdagede var, at det er de færreste, som tænker, at man er i sorg over en afdød far, man ikke ser. Og det er en stor misforståelse. For det er en slags gentagelse. En dobbelt sorg. Det er vigtigt, at vi taler om de svære relationer. Det er vigtigt at få dem belyst fra mange vinkler og i mange former.

For et par uger siden var Omar og jeg i Humlebæk, hvor alle de ældste børnehavebørn har arbejdet med Omars altan. Det blev en række virkelige fine møder, hvor vi fik snakket om naturens vidunderlighed, vores egne oplevelser i naturen – og endda om alder, da et af børnene ville vide, om jeg var en gammel dame! Jeg havde opfundet en sangleg om Omar og Dagmar, som børnene gerne ville være med på.

I september var jeg i Svanninge og snakke med mellemtrinnet om Hvis vi var en almindelig familie og Himmeløjne – og her var samtalen langt mere alvorlig. Eleverne havde så fine og kloge spørgsmål, som har siddet i mig længe: En spurgte: Men hvorfor får Anita ikke kontakt med sin mor? En anden spurgte: Men HVORFOR vil faren hellere drikke øl end komme til sit barns fødselsdag …

Og det er det, som sker ved et forfatterbesøg: Der opstår undren og gode samtaler.

Statens Kunstfond har en pulje – med det sære navn: Levende litteraturmøder for børn og unge – som man kan søge, så det næsten er gratis at få besøg. Der er ansøgningsfrist 15. januar – og jeg vil på det kraftigste opfordre til at søge. Man kan få ideer til forfattere og tegnere i kataloget her: https://www.kunst.dk/for-ansoegere/vejledninger/katalog-levende-litteraturmoeder-for-boern-og-ungehttps://www.kunst.dk/for-ansoegere/vejledninger/katalog-levende-litteraturmoeder-for-boern-og-unge

Jeg startede dagen med en tur til vandet. Jeg kan bedst lide at starte dagen sådan – med at komme ud og mærke vejret og årstiden. Det er en god måde at starte dagen på. Jeg har altid godt kunne lide skolevejen – både min egen og mine børns, da de stadig gik i skole. Jeg kan lide gentagelserne og de små forandringer. Jeg har ad flere omgange forsøgt mig med at registrere dem, og det er en metode, jeg vil anbefale. Fra maj 2020 til maj 2021 tog jeg et billede af et bestemt træ, hver gang jeg løb forbi det på min morgenløbetur. Der er noget rituelt i at stå stille og tage billedet samme sted hver gang. Det kræver opmærksomhed og præcision – du bliver nødt til at stå stille og være opmærksom. Den helt store præmie har jeg fået, da min søn hjalp mig med at samle alle mine fotos til et samlet billede.

Da jeg var færdig med min projekt, føltes det meget tomt, når jeg løb forbi – og jeg brugte lang tid på at finde ud af, hvad mit næste opmærksomhedsprojekt skulle være. Det kom til at tage lang tid – og en flytning til vandet. For nu har jeg fået en ny nabo: Det Sydfynske Øhav, som jeg kan se fra mit hus, og som jeg hver dag er i kontakt med. Mit nye projekt er en bog, som jeg har med til stranden. Der er to regler: Jeg tager et billede og skriver en side i bogen. Jeg startede i august 2024 og bliver ved, indtil der ikke er flere sider i notesbogen. I starten skrev jeg sirlige noter om vindforhold og bølger og farver, men siden er teksterne blev mere frie – ofte nærmest flowskrivning: jeg fylder bare siden med det, der er i mit sind og min stemning. Teksten skal ikke bruges til noget, andre skal ikke læse den. Det er bare min bog, som jeg deler med havet. Og reglerne er ikke strammere, end jeg selv gør dem: Jeg har slet ikke haft bogen med til vandet hele sommeren, hvor jeg bare har badet og mange dage været ved vandet flere gange. Men nu bader jeg ikke mere – jeg er ikke vinterbader – så nu har jeg fundet bogen frem igen. Her er billedet fra i morges – og en opfordring til at opfinde et opmærksomhedsprojekt. Jeg tænker, at det også kunne være en virkelig god ide i undervisningssammenhænge.

Der er sket det dejlige, at første oplag af Omar og Dagmar får noget til at gro nu er solgt og 2. oplag sendt i tryk. Jeg har også flere litteraturmøder med Omar og Dagmar i de næste måneder, så nu må jeg snart se at få syet Dagmar også …