Blog

I de kommende to uger skal jeg lave skriveworkshops med børn fra 0.- 5. klasse – på biblioteket i Svendborg og siden i Fjorten forfattere flytter ind i Odsherred –  og jeg gør mig en del tanker i den forbindelse – om formen, om hensigten, om hvad der er vigtigt: Hvad vil jeg egentlig gerne have, at børnene går hjem med?

Jeg underviste også et par uger sidste år – og det, som står stærkest tilbage derfra, er, at der var ikke-super-fagligt stærke børn, som fik skrevet og digtet noget virkelig fint, som de stolt læste højt.

Så det er mit mål: At få skabt et kreativt  skriverum, hvor der er plads til alle slags skribenter. Måske især til dem, som ellers ikke elsker at skrive. Hvis bare der er en, som ellers ikke skriver, som får en god oplevelse …

Jeg vil forsøge at lokke dem med breve – så jeg er i gang med at skrive breve med kærlighed, trusler, afslag, afbud, invitationer m.m.

Frede vil ikke være med til mandag er kommet med i Læselegs dialogisk læsnings-projekt. Der findes derfor et læsehæfte om Frede …

Der findes steder  ikke mange steder, som har sat så afgørende aftryk på mig som Hossegor. Vi var her første gang for 12 år siden – i tre måneder på forældreorlov/skriveophold i et lille, hvidt hus hos min svigermors kusine. Hver dag sad jeg et par timer og skrev – og resten af tiden var vi sammen hele familien: på stranden, i den lille by, ved søen, i haven – og på ture til Bayonne, Madrid og Bilbao.

Jeg fik skrevet meget på de par måneder – og fik antaget Thea og chatten og Mike og talenterne – og vigtigst af alt: Inden vi tog hjem herfra, vidste jeg med mig selv, at jeg gerne ville – og turde – skrive – og vi tog en beslutning om, at det var det, jeg skulle.

Vi har været tilbage i det lille, hvide hus i Hossegor næsten hvert år siden – og alt ved dette sted gør mig blød og taknemmelig og giver mig en følelse af frihed: duften af fyrretræerne, det buldrende Atlanterhav, det grove, gule sand, lyset, brødet fra bageren, sproget, nærheden med min familie.

Jeg er så heldig at være nomineret til Orla-prisen, som er børnenes bogpris. Det betyder helt konkret, at det i første omgang er børn, som indstiller bøger til prisen – og siden, at det er børn, som stemmer.

I år er der 20 bøger at stemme på – og jeg vil mene, at vi allerede har vundet ved at være udvalgt. For der sker nemlig det dejlig, at de nominerede bøger bliver hevet frem på skolebiblioteker landet over. Og den opmærksomhed på bøgerne er så god og lige til at blive glad af.

I denne uge kan man stemme i den kategori, min bog er med i: Den mest spændende bog, jeg har læst.

https://www.dr.dk/ramasjang/snippets/orla-afstemning/

Min allerførste bog – Rune Ole fra Akelejevej – handler om at lære at leve med en forsvundet far  – og siden har jeg skrevet om både Svend og Simone og Luna, som også roder med at håndtere tab og afsavn.

Mit nyeste skilsmissebarn er Selma – og jeg tror faktisk, at jeg kan garantere, at hun ikke bliver det sidste – og det skyldes ganske enkelt, at en skilsmisse – ligegyldig hvor civiliceret og ordentlig og velovervejet den er – betyder et tab for barnet – og et evigt savn efter den ene forældre. Selv om 7/7-ordningen fungerer, og børnene trives, så skal de altså leve med, at den ene forældre altid er et andet sted – ude af syne og uden for rækkevidde.

Dét savn skal anerkendes og forstås og dulmes, og det kræver ret meget af de voksne at rumme et barns savn efter et menneske, man ikke selv savner.

Med Selma og mørket og en blød, sort kat har jeg forsøgt at vise det savn, som kan blive så stærkt, når natten nærmer sig og alting bliver blødt og porøst. Det handler ikke om konflikt imellem forældrene, det handler ikke om, at skilsmisse er forfærdeligt – det handler bare om at vise savnet, som er en uundgåelig del af en skilsmisse – lige meget hvor flinke og ordentlige de voksne er.

I forrige uge sad jeg i Sydtyrol og skrev de sidste rettelser i en historie, jeg har skrevet på det meste af foråret. Jeg kom i gang med at skrive den efter et plotkursus hos Malene Kirkegaard (Plotværkstedet). Malene Kirkegaard er en meget dygtig underviser, og det var hendes gennemgang af den naturlige historie, som fik mig i gang med at skrive det, som er blevet til en lille roman om en ret dysfunktionel familie: Hvis vi var en helt almindelig familie. Jeg skrev historien færdig før sommerferien, og den er antaget uden de helt store ombrydninger og rettelser, men jeg har haft lidt svært ved at slippe historien og give den fra mig. Men nu har jeg gjort det – med en lille smule hjertebanken … Det er den dygtige Alette Berthelsen, som skal give bogen grafisk udtryk. Jeg er stor fan af hendes arbejde, så det bliver meget spændende at se, hvad hun finder på. Bogen udkommer i starten af 2019 på Gyldendal.

Orlaprisen er børnenes bogpris – og jeg er så glad for, at Hvem kender Luna er nomineret i kategorien: Den mest  spændende bog jeg har læst.

Her er listen over alle nominerede til den dejlige pris: https://www.dr.dk/ultra/alt-om-orlaprisen-2018

Jeg er lige så stille vendt tilbage til computeren efter en lang sommer med solbrændte dage, badeture, kedsomhed,
glæde og ubegribeligt blå himmel. Sådan en sommer, som bliver
siddende i kroppen længe og som alligevel er lidt svær at forlade.
Og selv om der er vemodigt at sige farvel til dovne dage og solskin, er
jeg også ret glad for sensommerens brombær og solsikker, dug i spindelvæv og kølige morgener med børn på cykler på vej i
skole. Og jeg er faktisk også klar til at komme i gang med at skrive igen. Jeg har gode projekter, som har ligget og ventet, og det er en god fornemmelse at åbne computeren igen.

Senere på måneden udkommer den tredje bog i serien om Frede og Selma. Den hedder Selma og mørket og en blød, sort kat. Den er lige kommet fra tryk, og den er vældigt fin.

Frede og Selma har fået fine ord med på vejen på bogbotten.dk og i Weekendavisen.

Frede og Selma er moderne udgaver af Totte og Lotte – altså helt små og hverdagstætte historier fra små børns hverdag.

Læs anmeldelse på bogbotten.dk

Tirsdag i vinterferien er der Asta-læseklub på biblioteket i Vejle. Vi skal snakke om Asta, spise pizza og skrive. Jeg glæder mig rigtig meget – og jeg tager – som noget helt særligt – Astas fine ring med … sådan helt ægte.

Læs mere om Astaarrangementet her