Min allerførste bog – Rune Ole fra Akelejevej – handler om at lære at leve med en forsvundet far – og siden har jeg skrevet om både Svend og Simone og Luna, som også roder med at håndtere tab og afsavn.
Mit nyeste skilsmissebarn er Selma – og jeg tror faktisk, at jeg kan garantere, at hun ikke bliver det sidste – og det skyldes ganske enkelt, at en skilsmisse – ligegyldig hvor civiliceret og ordentlig og velovervejet den er – betyder et tab for barnet – og et evigt savn efter den ene forældre. Selv om 7/7-ordningen fungerer, og børnene trives, så skal de altså leve med, at den ene forældre altid er et andet sted – ude af syne og uden for rækkevidde.
Dét savn skal anerkendes og forstås og dulmes, og det kræver ret meget af de voksne at rumme et barns savn efter et menneske, man ikke selv savner.
Med Selma og mørket og en blød, sort kat har jeg forsøgt at vise det savn, som kan blive så stærkt, når natten nærmer sig og alting bliver blødt og porøst. Det handler ikke om konflikt imellem forældrene, det handler ikke om, at skilsmisse er forfærdeligt – det handler bare om at vise savnet, som er en uundgåelig del af en skilsmisse – lige meget hvor flinke og ordentlige de voksne er.