Forfatter: Trine Bundsgaard

  • Pubertet revisited

    Jeg har før skrevet om pubertetens forvandling og forandring i Feernes Ø, hvor Aya og Noli skal lære at bruge deres vinger og finde deres særlige evne. Men jeg er ikke færdig med at undersøge den vilde periode i livet, hvor kroppen forandrer sig og bliver en anden. Og hvor man ikke er barn mere – men måske stadig har lyst til at lege og blive passet på. Jeg er meget fascineret af den forandring og forsøger at skrive om det igen. Fra et helt andet sted og med et andet perspektiv.

  • Asta NEWS

    Jeg har lige læst korrektur på endnu en historie om Asta. Denne gang viser hun sig fra en ny side: Hun sladrer nemlig om en ny pige fra klassen. Det er bare et par småting, hun siger – men det udvikler sig ret hurtigt og temmelig uheldigt.

    Sladder er et spændende fænomen – om mon ikke de fleste har prøvet at komme til at sige noget ikke så fordelagtigt om andre. Voksne gør det også. Der kommer sjældent noget godt ud af det – og vi ved det godt – men vi sladrer alligevel. For Asta sker det, fordi hun føler sig truet af den nye pige, som starter i klassen – og som Fanny er virkelig god til at byde velkommen. 

    billede widget
  • Noget om at flytte sig

    Min familie og jeg er rykket fra vores vante rammer i Odense til El Cerrito i Californien, hvor vi skal bo det næste års tid. Vi fløj til New York den 15. juli, og efter nogle dage der kørte vi tværs over USA – en meget vild og fantastisk tur – og ankom her til El Cerrito d. 15. august – en uge før vores børn startede i skole (Middle School og High School).

    Vi har været her i en god måned nu – og vi er alle sammen begyndt at have noget, som ligner en hverdag. Mest børnene selvfølgelig – det amerikanske skolesystem er meget systematisk og har meget faste rammer.

    Jeg er ved at finde nye rutiner – og gode cafeer at sidde på – og jeg kan mærke, at jeg lige så stille også begynder at få ideer. Efter en ferie er der altid lidt stille i mit hoved – og jeg bliver næsten altid grebet af angsten for, at der aldrig dukker en ide op igen – men heldigvis dukker der faktisk ting op. Jeg har et par projekter, jeg skal gennemskrive og redigere (der er snart en ny Asta-bog på vej – og to ungdomsromaner – men ellers er der rum til at skabe nyt. Og måske er det de nye rammer, som gør, at jeg pludselig har fået lyst til at starte helt andre steder, end jeg plejer. Jeg ved det ikke, men det er sjovt – og vigtigt – at søge nye veje. Jeg har ingen ide om, hvad det skal ende med – eller om det overhovedet bliver til noget – men jeg er rigtig glad for processen.

  • Ros til Asfaltpatruljen

    Bodil Christensen har lavet en meget fin anmeldelse af Asfaltpatruljen.

  • Eftertanke

    I går holdt jeg oplæg for en gruppe bibliotekarer, som var til temadag om letlæsning på Odense Centralbibliotek. Jeg fik lov til at fortælle om (nogle af) mine bøger og mit arbejde – og i det var en meget god anledning for mig selv til at overveje, hvordan jeg arbejder, hvad jeg brænder for – og hvorfor jeg skriver, som jeg gør. Det føles nærmest, som om jeg har været til selvbestaltet MUS-samtale med mig selv. Der var god stemning blandt bibliotekarerne – og jeg gik derfra med god energi og lyst til at skrive.

  • Asta 11

    Jeg får jævnligt spørgsmålet fra søde læsere: Kommer der snart en ny Asta-bog?

    Og nu kan jeg faktisk svare på det spørgsmål: Der kommer en ny Asta – ikke snart – for bogen skal redigeres, og Lars Horneman skal tegne – så mon ikke det bliver ved juletid – men den kommer. Jeg har skrevet den.

  • Feerne og Orla

    Feernes Ø 1: Den gyldne sti er nomineret til årets Orlapris, hvilket jeg er både meget glad og stolt over.

    Orlaprisen er en dejlig pris, fordi den har fokus på børnene og på at vise dem bøger, de måske ellers ikke ville støde på – og rundt omkring på biblioteker og PLC-er bliver der snakket om bøgerne og læseoplevelserne. Det er smukt.

    Børnene kan stemme på deres yndslingsbog helt frem til slutningen af april her


  • Blev du til ved et knald?

    I anledning af vinterferien deler Carlsen e-bøger ud – og i dag – d. 16. februar – kan man gratis downloade Blev du til ved et knald? som ebog. Det sker lige her

  • Asta giver læselyst …

    Jeg er flere gange blevet spurgt, hvor svære Asta-bøgerne er at læse, og hvilket lix-tal bøgerne har.

    Vi lix-er ikke bøgerne, men jeg ved, at de hurtige læsere kan læse dem i løbet af 2. klasse – og ellers egner bøgerne sig fint til, at barnet og den voksne kan skiftes til at læse højt.

    Jeg får en del dejlige tilbagemeldinger om, at Asta har hjulpet børn i gang med at læse, fordi de er blevet grebet af historierne og af fornemmelse af at læse en bog selv – og det er jeg virkelig glad for.

  • Børns møde med forfattere

    Mødet med en forfatter er en virkelig god måde at vække børns lyst til at læse og skrive. Jeg har flere gange oplevet, at der opstår en næsten magisk stemning og en stor energi i mødet mellem børn og forfatter. Det er ret fantastisk.

    Skoler og institutioner kan søge Kunstfonden om tilskud til at få en forfatter eller en illustrator på besøg. Se mere her