Blog

  • PSYKO-Dingo

    Psyko-Pedellen er historien om Rune og Karens kamp mod Per Pedel – også kaldet Psyko-Pedellen. Han er en helt urimelig konge over skolegården og hensynsløs som bare fanden. Karen og Rune får nok – og beslutter sig for at bekæmpe pedellen. Men hvor langt vil de gå? Hvor onde vil de være? 

    Psyko-Pedellen er en historie om skolegårdsterror, hævn, bolde på taget og glemte vanter. Den er en del af Gyldendals Dingo-serie. Blå Dingo. Lars Vegas har illustreret og skabt hvad jeg tror er Danmarks mest uhyggelige pedel. 

  • Oscar K og det sorte syn

    Jeg undrer mig over forfatteren Oscar Ks sortsyn – og over hvad børn skal bruge hans sarkasme og dystre syn på livet og samværet mellem mennesker til. I et interview i Information anklagede han 90 % af danske billedbøger for at være industrialiserede og fulde af hygge og saftevand. Han gav selv nogle ekspempler fra sine bøger, som gav mig anledning til at stille et par spørgsmål. De kan læses her. 

    I virkeligheden tror jeg mest vores uenighed handler om livssyn. For Oscar K er verden sort. Håb er ikke et begreb, han opererer med. Jeg tror til gengæld på, at vi som mennesker kan nå hinanden – og at vi netop har brug for håb, hvis vi skal klare alle de sære, svære og mærkelige ting, vi oplever. Og som vi selvfølgelig skal skrive om for børn. Vi skal bare gøre det på en måde, som børn kan forstå og bruge til noget.

  • Klitgården … eller hvorfor Alexandrine var så trist

    I starten af februar var jeg på en uges skriveophold på refugiet Klitgården i Skagen. Klitgården var oprindelig Christian d. X og dronning Alexandrines sommerresidens. Alexandrine ser trist ud på alle billederne, som hænger rundt omkring i huset – som brud, med krone og endda ved siden af sin mand i klitterne. Hun må have båret på en sørgelig hemmelighed, for Klitgården er helt fantastisk: Hav og klitter lige uden for vinduerne og med en meget særlig stemning.

    Forfattere, kunstnere og forskere har mulighed for at nyde godt af Klitgårdens ro, skønhed og tre daglige måltider, som bliver serveret i den smukke spisestue. Noget af det fine ved et ophold på Klitgården er kombinationen af ro til at arbejde og socialt liv med mange forskellige mennesker under måltiderne.

    Læs mere om Klitgården her. Billederne er taget af Lars Horneman, som illustrerer Asta-bøgerne. 

  • Psyko-pedellen

    Kan man standse skolens lede og ondskabsfulde pedel ved at være lige så led og ond som ham selv?

    Det er spørgsmålet i Psyko-pedellen, som udkommer inden længe. Rune og Karen får nok af Per Pedels modbydeligheder og hensynsløshed og går ind i kampen for retfærdighed. Men det er lidt mere kompliceret, end de lige havde regnet med. Lars Vegas har illustreret. Han har skabt den ondeste pedel, jeg nogensinde har set.

  • Snup en serie i din ferie

    Kampagnen Ordet Fanger anbefaler børnene at læse i ferien: Snup en serie i din ferie. Og det er da oplagt at nyde ferien med en god bog. Min serie om Thea, Mike, Ramish, Emma, Simone og de andre er desværre ikke med på listerne over gode serier, men det er Asta til gengæld. Se mere her. Rigtig god vinterferie.

  • Noget om navne

    Navne har stor betydning – også fiktive personers navne. Det er ikke ligegyldigt, hvad personerne i mine historier hedder – og de kan ikke hedde hvad som helst. Nogle gange dukker navnet op med det samme, andre gange kan det være svært at finde det helt rigtige navn. Hedder den onde pedel Verner, Per eller Preben? For han kan ikke hedde Magnus eller Jonas. Det handler selvfølgelig i høj grad om vellyd, men der er også symbolik og værdier knyttet til navne.

    Og så er der de lavpraktiske hensyn: For det går jo ikke, at jeg giver den usle mobber i min historie min nabos navn eller navnet på en af mine børns legekammerater. Det er helt udelukket.

    Det sværeste er, når en fiktiv person er nødt til at skifte navn under vejs, eller når historien er færdig. Det er næsten umuligt, for figuren er jo skabt omkring det navn, som jeg har skrevet hundredevis af gange. Der kan være flere grunde til, at et navneskift alligevel kan være nødvendigt. Måske er det for svært at læse for målgruppen, måske er det lidt sært – eller måske er det “taget” af en anden forfatter. Og så må jeg jo indstille mig på, at pigen ikke længere hedder Lili, men Luna Linea … måske bliver hun endda gladere for det i længden.

  • Godt nytår

    Endnu en Asta-bog er på vej. Lars Horneman fejrer det nye år med at tegne en masse fin og dejlig sne til Bedste venner 5: Asta og løgnehistorien.

    Jeg ville ønske, det så sådan ud udenfor. 

    Jeg har fejret det nye år med en tur til Koldinghus, som i øjeblikket viser en fin udstilling af Ole Lund Kirkegaards tegninger og malerier. Udstillingen kan ses frem til slutningen af februar, så hvis du er vild med lille Virgil, Orla og de andre er det bare om at komme af sted.

  • Spejlblanke nisser truer julehyggen

    frilaesning.dk har nisserne Nille, Nuller og Nok fået hukommelsestab. Det er temmelig ærgerligt for Nanna, som har brug for nissernes hjælp, fordi hendes far er temmelig ligeglad med jul. Nisserne ser bare undrende til, når Nanna serverer risengrød – og de ved heller ikke helt, hvorfor der skal træer ind i stuen i december …

  • Samlet

    Carlsen har nu samlet bøgerne om Thea, Mike, Simone og de andre på forlagets hjemmeside.

  • Snak om bøger

    Jeg har haft en fin samtale med Jan Bonde fra Dallum-Hjallese Avis. Se artiklen her

    Billedet er hentet fra artiklen og er taget af Jan Bonde