Blog

Jeg har altid haft mange notesbøger, som jeg har købt, fordi der er noget virkelig lækkert og indbydende ved sådan en fin og frisk notesbog. Men nu er jeg begyndt at bruge dem – på mange forskellige måder.
– til løse tanker, som jeg før har tænkt, at jeg nok ville huske, men som jeg nu kan se, ville være forsvundet, hvis jeg ikke skrev dem ned. Det ved jeg, fordi jeg kan finde notater, som virker helt fremmede. Der er mange af de noter, som jeg aldrig kommer til at bruge til noget – men der kan også være overraskelser imellem.
– ideudvikling. Jeg har ellers lavet brainstorm på computer, men jeg er blever rigtig glad for at skrible, tegne og se ordene på papir.
– til at få overblik over en historie, hvis jeg er gået i stå eller ikke ved, hvor jeg skal hen.
-til at komme i gang med at skrive. Nogle dage kan det være svært at komme i gang, og så kan tyve minutter med notesbog og fyldepen være det, der skal til.
– til at skrive ned, hvad jeg oplever i offentlig transport. Det er en virkelig sjov øvelse at beskrive og notere, hvad der sker omkring i bussen eller toget. Du tror måske, at folk bare sidder stille. Det er ikke tilfældet.

Der sker noget magisk, når børn og unge møder forfattere og illustratorer – og derfor vil jeg på det kraftigste opfordre skoler og institutioner til at søge tilskud til at få litterært besøg. Statens Kunstfond giver det halve. Der er ansøgningsfrist 1. februar – og det er ikke svært at søge.

Se mere her: http://www.kunst.dk/kunststoette/puljestamside/tilskud/boern-og-unges-moede-med-forfattere-og-illustratorer/

Nyt år lige om lidt – skræmmende og spændende, inspirende og vildt. Rigtig godt nytår.

Min nevø Villi er lige blevet ni år. Han bruger mange af sine vågne timer på at spille fodbold, og han er vildt god til det. Han er også glad for at gå i skole – og for at læse. Men for noget tid siden blev han drillet af nogle af de andre drenge fra sin klasse. Fordi han var i gang med en Asta-bog som frilæsning. Han blev selvfølgelig ked af, at de grinede og sagde, at han læste en pigebog – men det blev faktisk værre, da han kom ned på skolebiblioteket og opdagede, at Asta-bøgerne står på hylden med “PIGE-bøger”.

En af Villis bedste venner hedder Sofie. Og hun kan godt lide at læse fodboldbøger. Gæt selv, hvor hun skal finde dem på skolebiblioteket.

Villi synes, at det er for dårligt – og han har snakket med sin lærer om det. Jeg håber, hun snakker med sin kollegaer på skolebiblioteket, så de kan få flyttet lidt om på bøgerne. De kunne jo f.eks. lave en hylde, der hedder “Serie-bøger” – for det er da ret ærgerligt, at de voksne sætter den slags grænser for, hvad børnene skal læse. 

Bogbloggeren Mette Sofie Kirkedal, som bestyrer bloggen Bogoplevelsen har anmeldt Mit første kys, som hun anbefaler til undervisningsbrug. Hun er glad for samlingen – og især glad for mit bidrag, som handler om et ret modigt kys. 

Læs hele anmeldelsen her

Jeg har før skrevet om pubertetens forvandling og forandring i Feernes Ø, hvor Aya og Noli skal lære at bruge deres vinger og finde deres særlige evne. Men jeg er ikke færdig med at undersøge den vilde periode i livet, hvor kroppen forandrer sig og bliver en anden. Og hvor man ikke er barn mere – men måske stadig har lyst til at lege og blive passet på. Jeg er meget fascineret af den forandring og forsøger at skrive om det igen. Fra et helt andet sted og med et andet perspektiv.

Jeg har lige læst korrektur på endnu en historie om Asta. Denne gang viser hun sig fra en ny side: Hun sladrer nemlig om en ny pige fra klassen. Det er bare et par småting, hun siger – men det udvikler sig ret hurtigt og temmelig uheldigt.

Sladder er et spændende fænomen – om mon ikke de fleste har prøvet at komme til at sige noget ikke så fordelagtigt om andre. Voksne gør det også. Der kommer sjældent noget godt ud af det – og vi ved det godt – men vi sladrer alligevel. For Asta sker det, fordi hun føler sig truet af den nye pige, som starter i klassen – og som Fanny er virkelig god til at byde velkommen. 

Min familie og jeg er rykket fra vores vante rammer i Odense til El Cerrito i Californien, hvor vi skal bo det næste års tid. Vi fløj til New York den 15. juli, og efter nogle dage der kørte vi tværs over USA – en meget vild og fantastisk tur – og ankom her til El Cerrito d. 15. august – en uge før vores børn startede i skole (Middle School og High School).

Vi har været her i en god måned nu – og vi er alle sammen begyndt at have noget, som ligner en hverdag. Mest børnene selvfølgelig – det amerikanske skolesystem er meget systematisk og har meget faste rammer.

Jeg er ved at finde nye rutiner – og gode cafeer at sidde på – og jeg kan mærke, at jeg lige så stille også begynder at få ideer. Efter en ferie er der altid lidt stille i mit hoved – og jeg bliver næsten altid grebet af angsten for, at der aldrig dukker en ide op igen – men heldigvis dukker der faktisk ting op. Jeg har et par projekter, jeg skal gennemskrive og redigere (der er snart en ny Asta-bog på vej – og to ungdomsromaner – men ellers er der rum til at skabe nyt. Og måske er det de nye rammer, som gør, at jeg pludselig har fået lyst til at starte helt andre steder, end jeg plejer. Jeg ved det ikke, men det er sjovt – og vigtigt – at søge nye veje. Jeg har ingen ide om, hvad det skal ende med – eller om det overhovedet bliver til noget – men jeg er rigtig glad for processen.

Bodil Christensen har lavet en meget fin anmeldelse af Asfaltpatruljen.

I går holdt jeg oplæg for en gruppe bibliotekarer, som var til temadag om letlæsning på Odense Centralbibliotek. Jeg fik lov til at fortælle om (nogle af) mine bøger og mit arbejde – og i det var en meget god anledning for mig selv til at overveje, hvordan jeg arbejder, hvad jeg brænder for – og hvorfor jeg skriver, som jeg gør. Det føles nærmest, som om jeg har været til selvbestaltet MUS-samtale med mig selv. Der var god stemning blandt bibliotekarerne – og jeg gik derfra med god energi og lyst til at skrive.