Blog

Jeg læser Revolutionary Road af Richard Yates. Den er oversat til dansk af min gode ven, Joachim Wrang. Jeg ved, at det har været en stor udfordring for ham – men han har gjort et virkelig godt stykke arbejde. Sproget er lysende, historien er sørgelig og tankevækkende. Det er svært ikke at genkende April og Franks fortvivlelse over småborger-hverdags-konformitet og alt det, de synes, de skal være. De lyver helt forfærdeligt over for både sig selv og hinanden. Det er meget smerteligt skildret. Bogen er blevet filmatiseret med Winslet og Dicaprio i hovedrollerne. Den kan også klart anbefales.

Jeg hørte i radioen forleden, at en undersøgelse viste, at folk uden børn var lige så lykkelige som folk med børn – hvis de selv skulle sige det. Og så er det bare, at jeg tænker: Hvordan kan de vide det? Inden jeg fik børn, havde jeg ingen anelse om, hvor lykkelig, glad, bange, søvnløs, begejstret, fortvivlet, sørgmodig, lattermild, skrap, eftergiven, pjattet, træt, bekymret og stolt mine børn ville gøre mig. Men mest lykkelig. Der er ingen tvivl: Lykken sidder på skulderen af de unger. Også selv om børnene kan give grå hår og bekymringsmavepine. Eller måske netop derfor.

Min søn har spillet klarinet i dag. Og været til fodbold. Det første i skoleorkestret, det sidste i den lokale fodboldklub. Begge steder blev han mødt af søde og tålmodige voksne, som tager sig tid til at lære fra sig – uge efter uge – uden nogen form for løn. Det er fantastisk at være født ind i sådan en foreningskultur. I går interviewede jeg Tommy Hardam, som holder cirkus Flik-Flak kørende med en hel masse frivillige hænder. Jeg glæder mig over entusiasmen og velviljen, men tænker samtidig, at det jo faktisk ikke er nok, at jeg bidrager med en kage i ny og næ …

Jeg skal interviewe en cirkusdirektør i dag. Tommy Hardam er direktør for Cirkus Flikflak, som er et børnecirkus her i Odense. Det lyder måske ikke af så meget, men det er et stort foretagende med både sommerskole og helårs-cirkustræning for en masse børn. De turnerer i det meste af Danmark om sommeren. Jeg har fået lov til at komme og hilse på Tommy og cirkusartisterne under deres træning i aften. Jeg har set en af deres forestillinger for et par år siden – og var overrasket over, hvor dygtige artisterne var. 

Jeg har fået en gave i dag: En hel stak breve fra eleverne i 6.C på Rosengårdskolen. De har læst “Thea og chatten”, og deres søde lærer har fået dem til at skrive til mig om bogen. Virkelig dejlige og fine breve. De har gjort sig umage. Med til historien hører, at jeg var denne klasses dansklærer, da de gik i 3. klasse. Jeg græd, da skoleåret var omme. Og brevene er dejlig læsning.

Det er nødvendigt at skrive med åbne vinduer i dag. Solen skinner og fuglene har travlt. Jeg er nødt til at åbne vinduerne og få lidt af foråret indenfor. Jeg tager bare en sweater på…

Carlsen har solgt thea og chatten til udgivelse i Sverige. Den udkommer på svensk i starten af 2010. Salget er gået meget stærkt – det svenske forlag fik bogen fredag og meddelte mandag morgen, at de gerne ville købe den. De har også vist interesse for de to næste bøger i serien …

Fyens Stiftstidende har en fin omtale af Thea og chatten i dag. Det er dejligt – for det er jo ellers en sær, uforklarlig fornemmelse, at bogen
er færdig og ligger der – klar til at blive læst. Problematikken er jo desværre super aktuel…

Sofie (4 år) satte et nyt navneskilt på sin dør i dag. Med lærerens tyggegummi. Undervejs sad hun og funderede:

Mor, hva’ er det nu de voksne, som passer børnene ovre i børnehaven hedder. Altså dem ligesom lærere?

Er det pædagoger, du mener?

Ja! svarede pigen og fortsatte: Og hvorfor er der så ikke noget, der hedder pædagogens tyggegummi???

…

Min nyeste bog Thea og chatten er kommet fra trykkeriet. Den udkommer 25. februar og er første bind i en serie om børnene i en 5. klasse. Den er illustreret af Solveig Agerbak (inkl. fine vignetter til hvert kapitel – meget vellykket, synes jeg…