Kategori: Ikke kategoriseret

Jeg er ikke så glad for hunde. Jeg kan faktisk ikke lide hunde, hvis jeg skal være helt ærlig. Bortset fra min mors tante Toves sørgmodige Sankt Bernhardshund, Stine, og bofællesskabets affældige Boxer, Sarah, har jeg ikke haft positive oplevelser med hunde som barn. Hunde er grænseoverskridende – de snuser alle (også klamme) steder og gør og skider på fortovet. Og hvor ækelt er det ikke at komme gående der med en hund i den ene hånd og en pose med dens lort i den anden? (Men tak til jer, som gør det – for alternativet er jo endnu værre.)

Jeg bliver helt stiv i både masken og kroppen over løse hunde – og over de løse hundejeres: Den gør ikke noget. Den er SÅ glad for børn! For hvad hjælper det, når børnene (og ikke mindst deres mor) ikke er glad for hunden?

Men det er svært at få lov til at være hunde-fjendsk i min familie (og i det hele taget. Sig aldrig noget ufordelagtigt om hunde til deres ejere). Min mand er vokset op med søde og bløde og fine Golden Retrievere med smukke øjne og kære personligheder. Han fortæller så dejligt om det, at  vores børn gerne vil leve sammen med sådan en. Åh, det kunne være så dejligt.

Desværre er jeg allergisk over for pelsdyr. For ellers ved jeg iøvrigt også, hvem der ville ende med at gå tur med dyret og med lort i pose. (Og jeg ville garanteret også ende med at gå og snakke med hunden i løbet af dagen på den lidt tossede måde, man snakker med dyr. Jeg har haft høns – så jeg ved, hvad jeg taler om.) Så der er ingen hund til os – heldigvis.

Jeg øver mig også i ikke at hidse mig op over hundene i kvarteret. Selv om det er svært. Der er noget ubegavet ved hunde – selv om man ikke må sige det. Men det kan vel ikke kaldes begavet at gø af de samme mennesker hver evig eneste dag – især ikke klokken seks om morgenen, vel?

Men i stedet for at akkumulere min modvilje har jeg besluttet mig for at se den i øjnene. Og derfor har jeg med åben pande skrevet om en hund. Astas hund. Og den er kun lidt irriterende og faktisk ikke ulækker. Jeg tog tilløb i lang tid – men jeg klarede det. En hel bog – med hund. Det er dog lidt synd for tegneren Lars – for han er heller ikke en hundetype.

Og nu er det bare som om hunde-temaet forfølger mig – for jeg er gået i gang med at læse Paul Austers Timbuktu, som bliver fortalt af – en hund – mr. Bones. Det er en fantastisk bog – jeg er især vild med denne sammenfatning af hundes livsfilosofi, som bekræfter min egen opfattelse af hunde:

“Hvis det ikke kan spises eller bolles, så pis på det.”

Lektøren har vendt tommelfingeren helt op – han siger bl.a. at bogen har “en usædvanlig tæt og interessant stemning” og at den er “usædvanligt godt fortalt,” selv om sproget er enkelt og sætningerne helt korte.

Lektøren fremhæver også Niels Bo Bojesens fine illustrationer og kalder historien vemodigt tankevækkende.

Jeg siger tak.

Serien om eleverne på Rosenmarkskolen bliver læst og diskuteret på mellemtrinnet rundt omkring i landet, og det er jeg rigtig glad for.

En gruppe lærere på Tommerup Skole har udarbejdet et materiale med forslag til, hvordan man kan arbejde med bøgerne – og det kan downloades lige her

Jeg svarer gerne på spørgsmål og kommer gerne ud og holder foredrag om bøgerne.

Skolen er ikke for drenge – de har svært ved at sidde stille og har brug for flere udfordringer end pigerne … Har du mon ikke hørt den smøre før sammen med en masse andre “sandheder” om drenge og piger?

Jeg har hørt det alt for meget – og jeg ærgrer mig jævnligt over, hvor firkantet og stereotypt vi generelt opfatter køn – både i skolesammenhænge og i det hele taget.

Men der findes folk med skarpe og nuancerede kønsbriller  – Bonnie Vittrup er en af dem. Hun har bl.a. skrevet Skolens bog om køn og ligestilling (som er meget øjenåbnende for alle de selvfølgeligheder ang. køn, vi accepterer uden at undre os), og hun holder også foredrag om kønsproblematikker.

Helt aktuelt debatterer hun med Niels Egelund om synet på drenge og piger og deres skolegang i bladet Folkeskolen. Læs hendes skarpe argumenter her.

Jeg har haft et svagt punkt for Marie Key siden hendes debut som sanger og sangskriver med cd-en, som vel er mest kendt for sangen om Mormor, som aldrig bliver tilfreds. Den cd rummer også rigtigt fine og vibrerende kærlighedssange – f.eks. Er det nu?

Marie Key har en vidunderlig stemme – og en helt særlig omgang med ord og rim. Man tror, man ved, hvad hun vil sige – og så siger hun noget helt andet – som f.eks. den med pløkkerne midt i Tabt mit hjerte.

Læs fint portræt af hende her, hvor hun blandt en hel masse andet fortæller, at sangen Festens bedste gæst fra den nyeste cd handler om Whitney Houston.

Jeg skal til koncert med Marie Key på torsdag. Og jeg skal stå helt oppe foran.

Jeg har lige læst Glenn Ringtveds nye ungdomsroman En god dreng – en virkelig fin og nuanceret historie om en hårdt prøvet og svigtet dreng. Bogen har et virkeligt fint sprog og Glenn Ringtved balancerer historien om Jonas, så man sidder tilbage med ondt i maven og et lille, men realistisk håb for den gode dreng. Jeg slugte den og var ved at brænde aftensmaden på – og min datter på 13 siger, at det er en af de bedste bøger, hun har læst i lang tid. 

Så har Asta, hr. Bibi og det lille bæst fået lektørudtalelse, som bibliotekterne vurderer indkøb ud fra. Lektøren har vendt tommelfingeren op og konkluderer bl.a.:

Dette er en virkelig god pigeserie. (…) En skøn vedkommende serie om relevante emner.

I går hørte jeg Naja Marie Aidt fortælle om sin nyeste bog, romanen Sten, saks, papir, om sine skriveprocesser, om genre og sit forfatterskab iøvrigt. Hun er en meget levende og inspirerende fortæller. Jeg har lyst til at læse og gen-læse alle hendes bøger igen. Der er oplæsnings-godter m.m. på hendes hjemmeside. Jeg er begejstret. Især for Poesibogen og Alting blinker.

Luna Linea og Lui er bedste venner. De leger og holder om hinanden. Men så råber Maja: I er kærester, I er klamme.

Bogen er en Dingo til de ny-udsprungne læsere.

Jeg sidder og skriver på et manuskript, som ikke er strengt realistisk. Og det er svært, fordi jeg faktisk altid skriver realistisk. Fordi jeg synes, det er snyd, hvis man kan løse problemerne med en tryllestav. Og alligevel sidder jeg her og skriver noget, som kunne minde om et eventyr. Jeg finder på ting, som jeg ikke selv har set (og andre heller ikke har) – og det føles lidt forbudt, men også sjovt og udfordrende. Og det er jo ikke helt uden grund, at jeg er i gang med magien. Der er jo en historie, som skal fortælles – og den handler om at være menneske.