Kategori: Ikke kategoriseret

  • Vilde dage i arbejdsværelset

    I lørdags kom postbudet med både den 10. Asta-bog Asta og den svære juleglæde og Pelle og Pølse – en rigtig ven, som jeg har skrevet til Carlsens serie Små stribede. Det er Lars Hornman, som har haft fat i endnu en Asta – og Pelle og Pølse er illustreret af Simon Væth.

    Og i dag har jeg modtaget illustrationer til en ny Luna Linea – Luna Linea vil på ferie fra Niels Bo Bojesen samt skitser til en 3. Asfaltpatruljen fra Mads Themberg.

    Det er vel unødvendigt at sige, at det er fantastisk at arbejde sammen med vanvittigt dygtige illustratorer, som giver historierne krop og liv. Det er overvældende. Hver gang.

    Og fordi jeg i meget lang tid har siddet og skrevet på en ungdomsroman, som har været en ordentlig omgang, er det ekstra overvældende med alle de nye bøger på en gang. Det er noget tid siden, jeg har skrevet dem – og nu vender de tilbage i ny form. Og jeg må tænke, at jeg har et fantastisk arbejde. Og så iøvrigt vende tilbage til den roman, som faktisk snart er færdig …

  • Situationsrapport fra en efterårsferie

    Jeg smiler stadig af dette fine efterårsferiebillede af Annika og hendes veninde, som Kina Bodenhoff har sendt mig. Se dem lige!

    Jeg ser sjældent mine bøger i brug – og det gør mig virkelig glad og giver mig lyst til at skrive at se de to helt opslugt af Asta.

  • Børn skal da læse i efterårsferien

    Jeg vil gerne bidrage til lidt læsning i efterårsferien – se mere her

     
  • Korrektur er en hård disciplin

    Korrektur er en af de arbejdsopgaver, som jeg skubber foran mig, indtil det ikke kan vente længere. Dels fordi det er en krævende disciplin at læse teksten med fejl-finder-briller – dels fordi jeg ofte får lyst til at lave om i teksten. Meget om. Hvilket ikke er en mulighed, fordi teksten er sat og stort set klar til tryk. Det bliver med andre ord en meget følelsesmæssig proces med den korrektur. Hver gang.

     
  • Gode spørgsmål

    Jeg er blevet interviewet af Anette Hyllested fra Fyens Stiftstidende – i udgangspunktet snakkede vi om Blev du til ved et knald? – men Anette havde også andre spørgsmål – bl.a. om, hvad jeg synes, en historie skal rumme, og hvor jeg forestiller mig selv om ti år – spørgsmål, som blev ved med at rumle længe efter vores snak.

    Robert Wengler har taget billedet.

  • Mere om bollebogen

    Forlagsliv.dk deler jeg et par tanker om Blev du til ved et knald?

  • Anmeldelser af Blev du til ved et knald?

    Der er flere bogbloggere, som har været i gang med at læse Blev du til ved et knald? højt.

    Mor på mission siger bl.a.:

    Denne bog viser på fineste vis, hvor svært emnet kan være at tale om, samtidig med at den viser, hvor simpelt det egentligt er. Den åbner desuden op for nogle gode samtaler om, hvordan man kan få børn på mange forskellige måder og om, hvordan familier kan være sat sammen forskelligt.

    Jane Andersen på Bogblogger.dk siger bl.a.: Bogen er skrevet i børnehøjde og illustreret med humor og mange fine og sjove detaljer. Bogen inviterer fint til en dialog med børn om hvordan de selv er blevet til.

    De nævner begge, at bogen også rummer ord, som er til den lovligt friske side – og jeg håber, at det så har givet anledning til en snak om, hvilke ord de synes, det er okay at bruge. Det er svært, det med de frække ord. Men også ret sjovt.

  • Sæd, sex og sandhed

    Blev du til ved et knald? handler om forplantning. Om sæd og æg og sex. Den er fuld af gode, frække ord og nænsomme forklaringer på livets opståen.

    Det er min første billedbog – og den er illustreret af Zarah Juul, som har fyldt bogen op med fine karakterer og mange sjove detaljer.

    Blev du til ved et knald? udkommer på Carlsen 14. august.

  • Skal din skole have besøg?

    Børn skal da møde forfattere og bøger – og et forfatterbesøg er en rigtig god måde at gøre det på.

    Jeg kommer meget gerne ud på skoler og fortæller om mine bøger, og om hvordan jeg arbejder. 

    Statens kunstråd har lavet en pulje, hvor man kan søge tilskud til børn og unges møde med forfattere og illustratorer. Se mere om puljen her og skriv til trine@bundsgaard.net, hvis du vil høre mere om et skolebesøg.

  • Portræt på forfatterweb

    Maria Roslev har skrevet et portræt af mig og mine bøger til forfatterweb.dk – og det er meget fint – og lidt overvældende – at læse en gennemgang af mine bøger. Jeg synes, Maria Roslev har læst bøgerne med nogle dejlige briller på – og jeg føler mig godt forstået. Det er en virkelig fin følelse.