Med nytåret lige om hjørnet kaster jeg et blik på årets udgivelser – som ikke er så få:
“Feernes Ø” var længe undervejs. Af mange grunde. I udgangspunktet brugte jeg meget tid på at finde ind til de bevingede væsener og finde noget vigtigt at sige. For tegneren Solveig Agerbak og jeg var fra starten enige om, at vi ville lave nogle anderledes feer, som var stærke og nysgerrige og handlekraftige og knyttet til naturen. Men det var først, da det gik op for mig, at historien skulle handle om at være i puberteten, at jeg kunne komme rigtigt i gang med at skrive. Solveig og jeg snakkede meget sammen undervejs, og jeg synes, hun har fået skabt et meget stærkt og meget smukt visuelt udtryk til Aya og Noli og de andre feer. Solveig er en af de allerførste tegnere, jeg arbejdede sammen med, da hun illustrerede Thea og de andre-serien – og det er dejligt at komme tilbage til hende. Og vi er oven i købet så heldige, at “Den Gyldne Sti” er nomineret til Orla-prisen 2016.
“Blev du til ved et knald?” var også lang tid undervejs og var både sjov og svær at skrive. Jeg var meget i tvivl om, hvad og hvor meget jeg skulle fortælle – men endte med at beslutte mig for, at børnene skulle have de gode, sjove og saftige ord. For sex er jo sjovt. Og saftigt. Og da Zarah Juul gik i gang med at tegne, blev det endnu sjovere. Det er Zarahs første billedbog – og det er en stærk og gennemført debut. Jeg er meget glad for resultatet, og jeg ser nye sjove og fine detaljer hver gang.
“Pelle og Pølse” er en læsningsbog, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt for begynderlæsere. Jeg synes, det er ret vigtigt, at de stadig famlende læsere møder sig selv og verden i de tekster, de læser. Pelle og Pølse handler om ensomhed og angst for at miste. Og jeg er så heldig, at Simon Væth sagde ja til at illustrere historien med fine og poetiske illustrationer, som virkelig klæder historien.
Og i november kom så den 10. bog om Asta. Det er fem år siden, Lars Horneman og jeg lavede de to første Asta-bøger – og jeg tror ikke, vi havde forestillet os, at vi skulle følges med hende så længe. Men hun hænger ved, fordi hun har fået en stor og meget trofast læserskare. Og fordi vi faktisk også har det ret sjovt med Asta. Vores redaktør, Johanne, synes snart, vi skal lave en lidt mere munter Asta, men jeg synes faktisk, at det sørgmodige klæder hende ret godt. Og man kan vist ikke vide, om der kommer flere bøger om Asta …