Forfatter: Trine Bundsgaard

Jeg har løbet i mange år – og jeg har forsøgt mig med  mange forskellige strategier: løbeprogrammer, Endomondo, 10-km-løb og den slags. Jeg har troet, at jeg skulle løbe på en bestemt tid, blive bedre og hurtigere eller løbe virkelig langt. Men jeg er nået frem til, at det, som virkelig fungerer for mig, er en fuldstændig ikke-konkurrence-præget form for løb, som jeg ville kalde kreativt løb, hvis jeg arbejdede i reklamebranchen.

Jeg løber, fordi jeg har brug for at bevæge mig. Jeg sidder jo alt for meget ned – men faktisk er en af de væsentligste grunde til, at jeg snører løbeskoene og kommer af sted, at det er en virkelig god måde at få ideer, stresse af og komme forbi skriveblokeringer og svære tekststeder.

Så her er den smarte guide til gode ideer, bedre blodomløb og en god samvittighed i 5 lette trin.

1: Kom afsted:

Jeg orker ikke. Måske blæser det, måske har jeg en god bog, jeg hellere ville læse. Der kan være mange gode undskyldninger. Men jeg siger til mig selv, at det bare er en lille tur. Og jeg tager løbetøjet på, når jeg står op – og løber, når alle unger er ude af døren (og jeg har drukket en kop kaffe mere i ro og fred). Det er alt for pinligt at tage løbetøj af uden at have været ude at løbe. Det har jeg kun gjort ganske få gange. Enkelte gange har jeg dog bare løbet i Fakta. Men det giver altså ingen krea-effekt. Overhovedet.

2: Mærk vejret

De sidste par dage er det blevet koldt, og det river lidt i næsen de første hundrede meter. Og jeg tænker måske: Hvad laver jeg her? Jeg vil ind i varmen. Men jeg holder ud. Lunter lidt videre. Trækker vejret helt ind. Kikker op. Ser træerne. Ser ned i jorden, som lige nu er dækket af det fineste tæppe af efterårsblade. Dette er faktisk noget af det virkelig gode ved at løbe: at mærke årstidernes skiften, fornemme at luften har fået efterårets skarpe kant eller opdage at de første anemoner har mast sig op igennem jorden (ja, der er længe til – jeg ved det).

3: Find noget natur

Fordi det på alle måder er at foretrække at løbe i natur. Jeg tror faktisk ikke, at jeg ville gide løbe, hvis det kun kunne være i trafikerede områder. Jeg vil have træer og skovbund. Og jeg vil ikke bruge opmærksomheden på ikke at blive kørt over. Der ligger en skov en km fra mit hus. Der løber jeg hen.

4: Sæt farten lidt op

Det er ikke fordi, det skal blive en konkurrence, men det er nødvendigt at sætte farten lidt op. Bare lige til det punkt, hvor kroppen selv arbejder derudaf. Det skal ikke være vildt anstrengende, men hvis det kreative flow skal sættes i gang, er der nødt til at komme lidt fart på. Kroppen tager over, den løber bare – og så kan tankerne også gøre det. Der dukker ord op. Og ideer. Eller løsninger på teksthårdknuder. Pludselig står det helt klart: Nå, ja! Det er da bare sådan, det skal være. HA!

4: STOP op og gå

Det er vigtigt at stoppe op. I tilfælde af forpustethed selvfølgelig, men også for lige at tænke den tanke, som dukkede op, igennem igen. Og for at se mig omkring. Der er en flok får, jeg holder øje med. Men det er faktisk også nødvendigt at gå lidt for rigtig at kunne mærke årstiden, farverne, duften af jord, ideerne, skyerne på himlen. Der er også noget med vekselvirkningen mellem fart og ro, som gør noget virkelig godt for tankerne. Og det er også denne vekslen imellem opmærksomhed på omgivelserne og flowet fra mit eget indre, som er det hele værd.

5: Føl dig stærk

Selv om jeg kun har løbet fire eller fem km, føler jeg mig stærk, når jeg igen står foran min hoveddør. Fordi mine ben og hoved fungerer. Fordi min selvdisiciplin gør. Fordi mit hjerte og min hjerne har været i gang. Fordi jeg nu ved med kroppen, at det er klassisk kold november eller blid april eller solstegt august.

Ind imellem dukker ideen om, at jeg skal afslutte løbeturen med armbøjninger og maveøvelser og den slags op. Det bliver ved tanken. Det er jo krea-kondi, jeg dyrker. Og jeg får ingen nye ideer af mavebøjninger. Ingen. Så jeg ødelægger ikke det fine ved løbeturen med den slags. Jeg mærker bare det hele, tænker lidt og ved, at jeg virkelig har fortjent en kop kaffe nu.

GOD TUR OG GODE TANKER …

I går hørte jeg Naja Marie Aidt læse op og fortælle om sin digtsamling Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog.

Jeg har hørt hende før – læse højt og tale om andre af sine bøger. Jeg kunne lytte til hende i timevis. Hun har en helt særlig rytme, intensitet og indsigt.

https://youtu.be/yrNfOhrzs24

De sidste to uger har jeg mødt en hel masse skønne og modige børn, som har lyttet, snakket, spurgt – og derefter kastet sig ud i at skrive med mod og lyst – og med modvilje og besvær. Jeg forsøgte at gengive fornemmelsen af leg og dagdrøm, når jeg skriver – men også at vise, at jeg selv går i stå, kæmper og synes, at det er svært. Nogle gange virkelig svært. Og efter to uger blandt børn, som bare skrev – vildt og fint, rablende og indsigtsfuldt – er jeg både rørt og imponeret over, hvor meget børn vover. Hvor modige de er. Og hvor tillidsfulde.

Og det har også fået mig til at tænke på, hvad jeg selv vover, og hvornår jeg kaster mig ud i noget, som jeg gerne vil, men hverken kan eller tør.

Så med de sidste ugers børnemod i baghovedet har jeg nu tilmeldt mig et tegneforløb hos den dygtige og vilde tegner Signe Parkins, som jeg har fulgt på nettet i mange år. Hun kan noget vildt og fint og dragende, som jeg gerne vil lære bare lidt af. Jeg glæder mig helt vildt – og det gør mig så bange. Jeg ved, at jeg kommer til at fortryde det. Jeg ved, at jeg bliver så glad for det.

http://signeparkins.tictail.com/product/tegneforl%C3%B8b-m-start-d-28-jan-2019

–

I de kommende to uger skal jeg lave skriveworkshops med børn fra 0.- 5. klasse – på biblioteket i Svendborg og siden i Fjorten forfattere flytter ind i Odsherred –  og jeg gør mig en del tanker i den forbindelse – om formen, om hensigten, om hvad der er vigtigt: Hvad vil jeg egentlig gerne have, at børnene går hjem med?

Jeg underviste også et par uger sidste år – og det, som står stærkest tilbage derfra, er, at der var ikke-super-fagligt stærke børn, som fik skrevet og digtet noget virkelig fint, som de stolt læste højt.

Så det er mit mål: At få skabt et kreativt  skriverum, hvor der er plads til alle slags skribenter. Måske især til dem, som ellers ikke elsker at skrive. Hvis bare der er en, som ellers ikke skriver, som får en god oplevelse …

Jeg vil forsøge at lokke dem med breve – så jeg er i gang med at skrive breve med kærlighed, trusler, afslag, afbud, invitationer m.m.

Frede vil ikke være med til mandag er kommet med i Læselegs dialogisk læsnings-projekt. Der findes derfor et læsehæfte om Frede …

Der findes steder  ikke mange steder, som har sat så afgørende aftryk på mig som Hossegor. Vi var her første gang for 12 år siden – i tre måneder på forældreorlov/skriveophold i et lille, hvidt hus hos min svigermors kusine. Hver dag sad jeg et par timer og skrev – og resten af tiden var vi sammen hele familien: på stranden, i den lille by, ved søen, i haven – og på ture til Bayonne, Madrid og Bilbao.

Jeg fik skrevet meget på de par måneder – og fik antaget Thea og chatten og Mike og talenterne – og vigtigst af alt: Inden vi tog hjem herfra, vidste jeg med mig selv, at jeg gerne ville – og turde – skrive – og vi tog en beslutning om, at det var det, jeg skulle.

Vi har været tilbage i det lille, hvide hus i Hossegor næsten hvert år siden – og alt ved dette sted gør mig blød og taknemmelig og giver mig en følelse af frihed: duften af fyrretræerne, det buldrende Atlanterhav, det grove, gule sand, lyset, brødet fra bageren, sproget, nærheden med min familie.

Jeg er så heldig at være nomineret til Orla-prisen, som er børnenes bogpris. Det betyder helt konkret, at det i første omgang er børn, som indstiller bøger til prisen – og siden, at det er børn, som stemmer.

I år er der 20 bøger at stemme på – og jeg vil mene, at vi allerede har vundet ved at være udvalgt. For der sker nemlig det dejlig, at de nominerede bøger bliver hevet frem på skolebiblioteker landet over. Og den opmærksomhed på bøgerne er så god og lige til at blive glad af.

I denne uge kan man stemme i den kategori, min bog er med i: Den mest spændende bog, jeg har læst.

https://www.dr.dk/ramasjang/snippets/orla-afstemning/

Min allerførste bog – Rune Ole fra Akelejevej – handler om at lære at leve med en forsvundet far  – og siden har jeg skrevet om både Svend og Simone og Luna, som også roder med at håndtere tab og afsavn.

Mit nyeste skilsmissebarn er Selma – og jeg tror faktisk, at jeg kan garantere, at hun ikke bliver det sidste – og det skyldes ganske enkelt, at en skilsmisse – ligegyldig hvor civiliceret og ordentlig og velovervejet den er – betyder et tab for barnet – og et evigt savn efter den ene forældre. Selv om 7/7-ordningen fungerer, og børnene trives, så skal de altså leve med, at den ene forældre altid er et andet sted – ude af syne og uden for rækkevidde.

Dét savn skal anerkendes og forstås og dulmes, og det kræver ret meget af de voksne at rumme et barns savn efter et menneske, man ikke selv savner.

Med Selma og mørket og en blød, sort kat har jeg forsøgt at vise det savn, som kan blive så stærkt, når natten nærmer sig og alting bliver blødt og porøst. Det handler ikke om konflikt imellem forældrene, det handler ikke om, at skilsmisse er forfærdeligt – det handler bare om at vise savnet, som er en uundgåelig del af en skilsmisse – lige meget hvor flinke og ordentlige de voksne er.

I forrige uge sad jeg i Sydtyrol og skrev de sidste rettelser i en historie, jeg har skrevet på det meste af foråret. Jeg kom i gang med at skrive den efter et plotkursus hos Malene Kirkegaard (Plotværkstedet). Malene Kirkegaard er en meget dygtig underviser, og det var hendes gennemgang af den naturlige historie, som fik mig i gang med at skrive det, som er blevet til en lille roman om en ret dysfunktionel familie: Hvis vi var en helt almindelig familie. Jeg skrev historien færdig før sommerferien, og den er antaget uden de helt store ombrydninger og rettelser, men jeg har haft lidt svært ved at slippe historien og give den fra mig. Men nu har jeg gjort det – med en lille smule hjertebanken … Det er den dygtige Alette Berthelsen, som skal give bogen grafisk udtryk. Jeg er stor fan af hendes arbejde, så det bliver meget spændende at se, hvad hun finder på. Bogen udkommer i starten af 2019 på Gyldendal.

Orlaprisen er børnenes bogpris – og jeg er så glad for, at Hvem kender Luna er nomineret i kategorien: Den mest  spændende bog jeg har læst.

Her er listen over alle nominerede til den dejlige pris: https://www.dr.dk/ultra/alt-om-orlaprisen-2018