Forfatter: Trine Bundsgaard

Der er noget helt særligt ved at modtage en bog fra tryk. Selv om historien har været hos mig længe – jeg begyndte på familie-historien for et år siden – findes den først helt rigtigt med den fysiske bog. Og jeg er så glad for både formatet og det smukke omslag, Alette Bertelsen har lave.

Hvis vi var en almindelig familie er historien om to børn, som forsøger at få tingene til at hænge sammen, fordi deres forældre ikke tager ansvar. Det er en historie om svigt og tab, om hvor meget alkohol kan ødelægge, men også om skattejagt, kærlighed og kattekillinger.

Historiens lillesøster er opkaldt efter Buster Oregon Mortensens søster, Ingeborg, i mens fortælleren ikke har noget navn.

Jeg glæder mig til, at bogen skal møde læsere. Den udkommer d. 8. april.

At skrive fiktion kan godt sammenlignes med at dagdrømme og med at lege. Det er en måde at skabe den dér vidunderlige følelse af at blive opslugt af et univers, som ellers er forbeholdt virkelig gode lege. Altså på en god dag. Andre dage er det bare hårdt arbejde med at få elementer til at passe sammen og kommentarer til at falde naturligt ud af munden på de personer, jeg har sat i gang med at tale sammen.

Men der findes tricks til at gøre det lidt lettere – og et af dem er musik, som kan skabe en genvej til følelser og stemninger. Jeg kan især bruge musik til at finde mit indre pubertsbarn. Så i dag hører jeg Sneakers og Tracy Chapman, som jeg hørte på LP på mit anlæg i midten og slutningen af 80-erne (Tracy Chapmans debut er fra 88). Jeg hørte også et Greenpeace-album, som jeg desværre ikke kan finde. Men Sneakers kan skyde mig direkte tilbage i tiden, så jeg er nødt til at synge med, og jeg mærker mit unge selv og alle de tanker, jeg havde om, hvad jeg skulle bruge mit liv på. Og forelskelserne og forvirringen.

Jeg kan varmt anfale en tur i den musikalske tidsmaskine – også selv om det ikke skal bruges til en tekst …

Jeg starter det nye år med at se tilbage på 2018, som bød på hele seks udgivelser i bogform.

Jeg sendte to nye serier af sted – Frede og Selma til de helt små – og Tilde til noget større.

Med Frede og Selma-bøgerne gik en gammel drøm i opfyldelse – nemlig at arbejde sammen med Charlotte Pardi. Hun kan noget helt særligt – fint og stofligt og tilsyneladende enkelt – og så rummer det så meget mere – bl.a. en virkelig god humør og blik for små detaljer. Så derfor var jeg også mere end villig til at vente på, at Charlotte havde tid til at tegne Frede og Selma. Det var al ventetiden værd. Og Charlotte har lavet plads i kalenderen til en ny bog i 2019.

Bøgerne om Tilde og hendes veninder skrev jeg forrige år på en solrig cafe i Berkeley, Californien. Jeg havde set SKAM – og jeg havde sådan lyst til at skrive noget sjovt/alvorligt om en gruppe. Samtidig havde jeg også lyst til at skrive om pubertet – og det endte med Tilde, som pludselig havde en virkelig indtrængende stemme. Super dygtige og cool Solveig Agerbak, som jeg har arbejdet sammen med i mange omgange, har lavet det fine layout, som spiller ret godt op til teksten, hvis jeg selv må sige det.

Og så er der lille Luna Linea, som kæmper så hårdt med bogstaverne – og hendes ven Lui, som har så let ved det hele. Jeg har efterhånden skrevet en del bøger om Lui og Luna Linea, og jeg er ret glad for de to. De har fået krop af Niels Bo Bojesen – virkelig fint, sjovt og med glimt i øjet. Jeg føler mig uendelig heldig over at få lov til at arbejde sammen med så dygtige og engagerede mennesker.

I august blev min ungdomsroman Hvem kender Luna? sandelig nomineret til Orlaprisen. Kæmpe ære – tænkt at et barn har siddet der og nomineret min bog …

2018 bød også på en del skriveundervisning – Jeg lavde skriveworkshop på biblioteket i Svendborg – og var to gange i Odsherred, som nok har Danmarks sejeste Litteraturfestival. Det var så sjovt og lærerigt at være en del af.

Og så blev 2018 året, hvor Anne-Marie Donslund og min julekalender Flugten til Juleø fandt sin endelige form (der har været en del versioner de sidste tre år) og fik præmiere på mofibo i december. Det har været så sjovt, dejligt og bevidsthedsudvidende at arbejde sammen om historien om Holger og hans familie – og det har været så fedt at høre historien læst virkelig godt op af Hans Henrik Bærentsen.

Jeg har nye projekter linet op til 2019. I slutningen af februar udkommer historien Hvis vi var en almindelig familie. Det er en lille roman om en lidt kæntret familie og to børn, som passer på hinanden. Det er en unavngiven 13årig, som fortæller historien, som jeg selv er meget glad for. Og derfor også temmelig spændt på, hvordan den bliver modtaget.

I slutningen af januar starter jeg på tegneforløb hos Signe Parkins, som jeg længe har fulgt. Det handler om tegning og billedfortælling – og det er med en del nervøsitet, at jeg kaster mig ud i det. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at udfolde den side af mig selv – uden at det nødvendigvis skal blive til noget, jeg skal dele med nogen.

Det er en god fornemmelse at starte det nye år med at gøre noget nyt – sammen med alt det velkendte.

Rigtig godt nytår …

Tilde er havnet på en fin liste over årets bedste bøger for 5.-6. klasser. Det er Silkeborgbibliotekerns børnebibliotikarer, som har lavet listen, som jeg er virkelig glad for at være på …

https://silkeborgbib.dk/nyheder/boern-foraeldre/aarets-bedste-boerne-og-ungdomsboeger-5-6-klasse

Sådan ser den ud – forsiden på min næste bog, som snart er på vej til tryk, så den kan udkomme i starten af det nye år. Forleden læste jeg manuskriptet højt for min mand for at få fornemmelsen af flowet og rytmen i historien om en lille, udfordret familie. Som regel går jeg lidt i panik i denne del af skriveprocessen, hvor det ikke rigtig er muligt at lave så meget om – men denne gang er jeg glad. Og en lille smule grådlabil.

Historien er fortalt af en navnløs 13 årig, som sætter sig for at redde sin lillesøsters 8 års fødselsdag, fordi begge forældre er ukampdygtige – på flere nivauer og af forskellige grunde. Det er en barsk, men også sjov historie – mest fordi fortælleren er en lille, viljefast og cool type.

Vi har ikke hørt julekalenderen indtalt, så jeg lytter med helt friske ører – og det minder mig om min barndoms decembermorgener med Ritas jul i radioen. Det var vel kun en jul, den blev sendt, men jeg har fornemmelsen af, at jeg hørte den hver jul …

Det er stadig muligt at hoppe på Flugten fra Juleø:

https://mofibo.com/dk/da/book?id=136972

Susanne Persson har vundet Frede-bøgerne … tak til jer, som legede med …

Frede er ligeglad med kalenderlys og december. Han vil ikke være med til mandag. Jeg vil til gengæld gerne sende en Frede-bog til en lille læser.

Fortæl i kommentarfeltet, hvem der skal have bogen – jeg trækker lod i morgen, tirsdag d. 4. december.

Sammen med den skønne og dygtige Anne-Marie Donslund har jeg skrevet Årets julekalender på Mofibo: Flugten til juleø.

Det er en udkantshistorie om en lille nomade-familie, som havner på en faldefærdig kro på den noget forladte Juleø. Vi startede på historien for snart fire år siden – og den har forandret sig virkelig meget siden de første udkast. Der er røget en del – sjove – personer ud – og nu står Holger og hans søster, Julie, tilbage sammen med deres sjove, men uansvarlige mor, Carmamilla – samt de få, sejlivede mennesker, som er blevet  på Juleø. Okay, der er også en udkantskonsultent og en vagabond-type … og en usynlig nisse.

Det er Hans Henrik Bærentsen, som har indlæst – og det har han gjort virkelig godt …

Og som en ekstra service har Anne-Marie og jeg interviewet hinanden om julekalenderen.

TRINE SPØRGER ANNE-MARIE:

Hvis du skulle være en af personerne i Flugten til Juleø – hvem skulle det så være:

Jeg ville helst være Holger, tror jeg. Måske fordi han er den eneste der ikke er lidt gak. Jeg tror jeg bedst kan identificere mig med ham. Men det kan godt være at andre tænker at jeg er Carmamilla minus carma.