Godt nytår – med et blik tilbage på 2018

Jeg starter det nye år med at se tilbage på 2018, som bød på hele seks udgivelser i bogform.

Jeg sendte to nye serier af sted – Frede og Selma til de helt små – og Tilde til noget større.

Med Frede og Selma-bøgerne gik en gammel drøm i opfyldelse – nemlig at arbejde sammen med Charlotte Pardi. Hun kan noget helt særligt – fint og stofligt og tilsyneladende enkelt – og så rummer det så meget mere – bl.a. en virkelig god humør og blik for små detaljer. Så derfor var jeg også mere end villig til at vente på, at Charlotte havde tid til at tegne Frede og Selma. Det var al ventetiden værd. Og Charlotte har lavet plads i kalenderen til en ny bog i 2019.

Bøgerne om Tilde og hendes veninder skrev jeg forrige år på en solrig cafe i Berkeley, Californien. Jeg havde set SKAM – og jeg havde sådan lyst til at skrive noget sjovt/alvorligt om en gruppe. Samtidig havde jeg også lyst til at skrive om pubertet – og det endte med Tilde, som pludselig havde en virkelig indtrængende stemme. Super dygtige og cool Solveig Agerbak, som jeg har arbejdet sammen med i mange omgange, har lavet det fine layout, som spiller ret godt op til teksten, hvis jeg selv må sige det.

Og så er der lille Luna Linea, som kæmper så hårdt med bogstaverne – og hendes ven Lui, som har så let ved det hele. Jeg har efterhånden skrevet en del bøger om Lui og Luna Linea, og jeg er ret glad for de to. De har fået krop af Niels Bo Bojesen – virkelig fint, sjovt og med glimt i øjet. Jeg føler mig uendelig heldig over at få lov til at arbejde sammen med så dygtige og engagerede mennesker.

I august blev min ungdomsroman Hvem kender Luna? sandelig nomineret til Orlaprisen. Kæmpe ære – tænkt at et barn har siddet der og nomineret min bog …

2018 bød også på en del skriveundervisning – Jeg lavde skriveworkshop på biblioteket i Svendborg – og var to gange i Odsherred, som nok har Danmarks sejeste Litteraturfestival. Det var så sjovt og lærerigt at være en del af.

Og så blev 2018 året, hvor Anne-Marie Donslund og min julekalender Flugten til Juleø fandt sin endelige form (der har været en del versioner de sidste tre år) og fik præmiere på mofibo i december. Det har været så sjovt, dejligt og bevidsthedsudvidende at arbejde sammen om historien om Holger og hans familie – og det har været så fedt at høre historien læst virkelig godt op af Hans Henrik Bærentsen.

Jeg har nye projekter linet op til 2019. I slutningen af februar udkommer historien Hvis vi var en almindelig familie. Det er en lille roman om en lidt kæntret familie og to børn, som passer på hinanden. Det er en unavngiven 13årig, som fortæller historien, som jeg selv er meget glad for. Og derfor også temmelig spændt på, hvordan den bliver modtaget.

I slutningen af januar starter jeg på tegneforløb hos Signe Parkins, som jeg længe har fulgt. Det handler om tegning og billedfortælling – og det er med en del nervøsitet, at jeg kaster mig ud i det. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at udfolde den side af mig selv – uden at det nødvendigvis skal blive til noget, jeg skal dele med nogen.

Det er en god fornemmelse at starte det nye år med at gøre noget nyt – sammen med alt det velkendte.

Rigtig godt nytår …

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll Up