Forfatter: Trine Bundsgaard

Jeg er virkelig glad for at sidde i mit skrivehus og arbejde. Jeg kan lide timerne med mine tanker og min computer, noter og rod. Jeg kan lide at starte en historie, jeg bliver glad, når jeg kan sætte det sidste punktum (ikke så glad, når jeg skal læse korrektur) – og det er helt særligt, når bogen er trykt og klar til at blive sendt ud i verden.

Og der er jeg og mine kollegaer så heldige, at der findes en stor flok bibliotekarer, lærere, bogbloggere og -instagrammere, som brænder for at bringe børnebøgerne ud til læserne. Jeg synes, at især Instagram rummer mange virkelig dygtige bogfolk, som tager bøgerne alvorligt og bruger tid og energi på at dele deres begejstring for børnebøgerne.

Jeg har længe rodet med tanken om, at det kunne være sjovt at høre mere om bogformidlernes arbejde med og tanker om børnebøger. Jeg ville gerne åbne døren og invitere ind – men var faktisk også lidt i tvivl om, om man bare kan gøre det: Invitere nogen ind, som jeg på en føler, at jeg kender fra Instagram, men som jeg ikke har mødt i virkeligheden.

Men med hjælpe fra bibliotekar og bogblogger m.m. Kathrine Pachniuk (bibliotekat på Instagram, som bl.a. står bag det fine initiativ 1000 bøger, fik jeg taget mig sammen – og i mandags dukkede mine gæster op:

Dorte Rise og Ulla Maria Michaelsen (dansklærere i folkeskolen. Deler deres undervisningsforløb og – ideer på Instram og blogs)

Julie Ottosen og Rikke Smidt (bibliotekarer og instagrammere)

Julie Arndrup, og Laila Heskjær (bibliotekarer, instagrammere og børnebogcastere)

Maria Johansen (bogblogger (m.m.) Book me up, Scotty)

Det blev nogle interessante timer, hvor vi snakkede om børnebøger fra mange forskellige perspektiver og fik delt tanker og erfaringer. Vi snakkede om seriebøger og om, hvordan børn vælger bøger, om læsestrategier og indretning af læserum. Om readathon og booktalks. Jeg blev meget klogere på alle de forskellige måder børnebøger bliver formidlet til børn og forældre på. Jeg hæftede mig især ved en pointe om, at vi skal dvæle lidt mere ved den enkelte bog. Ikke bare når den udkommer, men også gerne efter. Jeg fortalte også om mit eget arbejde – de bøger, jeg har skrevet, og dem, jeg sidder og roder med nu.

Jeg tror ikke, det er sidste gang, jeg lukker døren op og inviterer indenfor – for det har givet mig en masse at tænke over og en bevidsthed om, at det er vigtigt at skabe rum for samtale om børnebøgerne.

Jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at børnebøgerne – trods besparelser i både skoler og på biblioteker – er i gode hænder.

På min instagramprofil har jeg tagget alle deltagere, så de er lige til at følge:

https://www.instagram.com/trinebundsgaard/

Det føles næsten som sommerferie stadigvæk, for jeg har rykket kontoret udenfor i det skønne vejr. Jeg er altid lidt spændt på, hvad der dukker op (OM der dukker noget op) efter sommerferien – men det har heldigvis vist sig, at jeg faktisk har ideer, som kan bruges og som vil ud.

I dette efterår har jeg en del udadvendte planer: Jeg skal fortælle om Hvis vi var en almindelig familie til Gyldendals arrangement Dansk Litt Live i København d. 17. september:

https://my.eventbuizz.com/event/dansklitt-live—kbh-formiddag/detail?_ga=2.221200728.1360779076.1565695441-1336184700.1565695441&fbclid=IwAR1RiHPRV4UCXPbWEaQz0VMD6Vlp-qS17hfPKpH6iyoJQi6tBUVOVi2cLQM

Og i Århus d. 18. :

https://my.eventbuizz.com/event/dansklitt-live—aarhus/detail?_ga=2.221200728.1360779076.1565695441-1336184700.1565695441&fbclid=IwAR1mTydpqVIQrCDrJkpSZewEr_5ehsDDryW5cso2jsceEawt5QNdmMY2PVY

I november skal jeg være en del af den fine Litteratur og læsefestival I Odsherred. I år skal jeg ud i børnehaverne med Frede og Selma-bøgerne.

Og om to uger holder jeg et lille bogbloggermøde i mit skrivehus. Jeg glæder mig til at vise mit fine hus frem og snakke om bøger …

Mere end 60.000 danske børn lever i fattigdom, og det er både sørgeligt og svært at forholde sig til. Jeg har ad flere omgange haft lyst til at skrive om det – uden helt at kunne finde en vej ind. Indtil det gik op for mig, at det er nødvendigt at være konkret. Altså sådan helt konkret og detaljeret. I “Hvis vi var en almindelig familie” planlægger fortælleren sin lillesøsters fødselsdag med meget begrænsede midler og med overvejelser over, hvordan der kan blive råd til både gaver, servietter og kage til gæsterne. Og lillesøster Ingeborg er godt klar over, at hun ikke skal regne med at få en cykel ligesom klassekammeraten eller noget andet stort, som hun egentlig ønsker sig, imens hun klippe-klistrer sin lange ønskeseddel. Men hun drømmer alligevel, og hendes mor og fortælleren gør, hvad de kan for at give Ingeborg en fin dag. Og det får hun – men der er mange kompromisser undervejs – og det er en fejring, som ligger et stykke væk fra middelklassens ubesværede fest.

Ved at vælge noget så almindeligt som en fødselsdag som ramme bliver fattigdommen meget synlig, og det bliver tydeligt, hvor meget viljestyrke det kræver at skulle vende hver en krone. Det handler jo også om at holde en facade og ikke skille sig for meget ud i klassen. Jeg tror, at børn, som vokser op i fattigdom meget let overtager forældrenes bekymring for, hvordan det hele skal gå. Jeg håber, bogen vil skabe indsigt i, hvordan det er at være et fattigt barn i Danmark.

Ingeborgs tilbudsavisguirlande findes nu ganske ægte hos Book me up, Scotty. Det er simpelthen så rørende og fint, at jeg mangler ord ..

Jeg har nogle gratis e-bogsversioner af Hvis vi var en almindelig familie, som jeg gerne vil dele ud af.

Skriv en mail til trine@bundsgaard.net, hvis du vil have en sørgelig/sjov historie til den allersidste rest af påsken. Det er først til mølle …

God påske 🙂

Bausagerbooks er en meget fin bogblog skrevet af en dygtig lærer og skolebibliotekar. I går skrev hun om Hvis vi var en almindelig familie – og jeg kunne ikke ønske mig finere ord med på vejen.

https://bausagerbooks.blog/2019/04/08/trine-bundsgaard-hvis-vi-var-en-almindelig-famile/

Jeg har trukket lod – og Pia har vundet bogen. Hun får direkte besked …

På mandag udkommer Hvis vi var en almindelig familie – og det fejrer jeg med en lille lodtrækning om en bog.

Hvis vi var en almindelig familie handler om at vokse op med forældre, som har svært ved at håndtere livet. Historien fortælles af familiens ældste barn, som er 13 år, og som sætter sig for at give sin lillesøster den fødselsdag, hun har fortjent, selv om det ikke er nogen let opgave. Det er en både sjov og sørgelig historie om kærlighed og svigt.

Skriv en kommentar, hvis du vil være med i lodtrækningen. Jeg trækker en vinder mandag d. 8. april, hvor bogen udkommer.

Der er noget helt særligt ved at modtage en bog fra tryk. Selv om historien har været hos mig længe – jeg begyndte på familie-historien for et år siden – findes den først helt rigtigt med den fysiske bog. Og jeg er så glad for både formatet og det smukke omslag, Alette Bertelsen har lave.

Hvis vi var en almindelig familie er historien om to børn, som forsøger at få tingene til at hænge sammen, fordi deres forældre ikke tager ansvar. Det er en historie om svigt og tab, om hvor meget alkohol kan ødelægge, men også om skattejagt, kærlighed og kattekillinger.

Historiens lillesøster er opkaldt efter Buster Oregon Mortensens søster, Ingeborg, i mens fortælleren ikke har noget navn.

Jeg glæder mig til, at bogen skal møde læsere. Den udkommer d. 8. april.

At skrive fiktion kan godt sammenlignes med at dagdrømme og med at lege. Det er en måde at skabe den dér vidunderlige følelse af at blive opslugt af et univers, som ellers er forbeholdt virkelig gode lege. Altså på en god dag. Andre dage er det bare hårdt arbejde med at få elementer til at passe sammen og kommentarer til at falde naturligt ud af munden på de personer, jeg har sat i gang med at tale sammen.

Men der findes tricks til at gøre det lidt lettere – og et af dem er musik, som kan skabe en genvej til følelser og stemninger. Jeg kan især bruge musik til at finde mit indre pubertsbarn. Så i dag hører jeg Sneakers og Tracy Chapman, som jeg hørte på LP på mit anlæg i midten og slutningen af 80-erne (Tracy Chapmans debut er fra 88). Jeg hørte også et Greenpeace-album, som jeg desværre ikke kan finde. Men Sneakers kan skyde mig direkte tilbage i tiden, så jeg er nødt til at synge med, og jeg mærker mit unge selv og alle de tanker, jeg havde om, hvad jeg skulle bruge mit liv på. Og forelskelserne og forvirringen.

Jeg kan varmt anfale en tur i den musikalske tidsmaskine – også selv om det ikke skal bruges til en tekst …