Blog

Jeg hørte Tracy Chapmans debut-plade (for den gang var det en plade) igen og igen, da den udkom i 1988 – jeg var helt vild med hendes stemme, kraften og indignationen, selvfølgelig. Hun har udgivet en masse siden, som er gået min næse forbi, og jeg har for længst skilt mig af med mine LP-plader. Men jeg overvejer at genanskaffe den. For et genhør på youtube afslører, at hun holder. Hun er faktisk for sej. Hør blot her:

http://www.youtube.com/results?search_query=tracy chapman&search_type=&aq=0&oq=tracy  

Rigtig dejligt – og ret sjovt… skæve tekster og sød, sød stemme.

http://www.mariekeyband.dk/

Jeg havde helt glemt, hvor dejlig Botanisk have er. Jeg havde ikke været der siden en gang i starten af ’90-erne – længe før jeg fik børn. Vi var forbi, da vi var i Kbh for at få visum til USA – og stedet er også perfekt til børn. Smukke blomster, sære træer og snoede stier i bakkede landskaber. Og så er der jo det store palmehus. Det er smukt og betagende.

Jeg forsøger at starte på en julehistorie. Den skal jo skrives i god tid inden jul, men sommersolen og blomsterne i haven fortæller en anden historie. Spørgsmålet er, om man kan finde sit julehumør på denne tid af året.

Kom jul, kom sne, kom gaver…

Velserveret muddersuppe og – kage.

Og jeg nænnede ikke at sige, at de tog jord fra bedet, jeg lige havde sået akelejer i.

Det kan godt være, at Rasmus Nøhr er “banalfikseret”, som en musikanmelder i Politiken skrev om Nøhrs seneste album “I stedet for en tatovering”, men jeg bliver virkelig rørt af hans musik. Glad og vemodig og forelsket og fjantet. Sangene bliver hængende i øret længe – ikke bare Trines sang, men også de andre …

www.skrapperas.dk

Fik denne fine tegning af Rasmus, da han kom fra skole i dag.

og den anden side er lige så sød. Svært ikke at blive fornøjet over…

Jeg har købt tre japanske sybøger på amazon.com.jp – og mønstrene er rigtig fine og lette at finde rundt i selv om man ikke forstår et ord. Jeg havde glemt at tænke på, at japanere er nogle meget små mennesker, men heldigvis kan jeg komme ned i en japansk størrelse XL. En nederdel i min mormors gamle sommerdug er det blevet til:

 – og en sort hørkjole er undervejs.

Det vrimler med sundheds-fanatiske kvinder for tiden. Den ene bog efter den anden lover længere levetid og kernesunde børn via mærkelige kure og en hel masse forsagelse.  

Der er altid grund til at være forbeholden overfor fanatisme – og når de så oven i købet insisterer på at formidle deres budskab iført undertøj, er der al mulig grund til at være på vagt.

Jeg forstår godt lysten til sundhed, men trangen til at missionere i underbukser fatter jeg slet ikke…