Blog

  • Omtale

    Fyens Stiftstidende har en fin omtale af Thea og chatten i dag. Det er dejligt – for det er jo ellers en sær, uforklarlig fornemmelse, at bogen
    er færdig og ligger der – klar til at blive læst. Problematikken er jo desværre super aktuel…

  • Godt spørgsmål…

    Sofie (4 år) satte et nyt navneskilt på sin dør i dag. Med lærerens tyggegummi. Undervejs sad hun og funderede:

    Mor, hva’ er det nu de voksne, som passer børnene ovre i børnehaven hedder. Altså dem ligesom lærere?

    Er det pædagoger, du mener?

    Ja! svarede pigen og fortsatte: Og hvorfor er der så ikke noget, der hedder pædagogens tyggegummi???

  • Thea og chatten

    Min nyeste bog Thea og chatten er kommet fra trykkeriet. Den udkommer 25. februar og er første bind i en serie om børnene i en 5. klasse. Den er illustreret af Solveig Agerbak (inkl. fine vignetter til hvert kapitel – meget vellykket, synes jeg…

  • Max Pinlig

    Lotte Svendsens film om Max og ikke mindst hans pinlige mor er vidunderlig. Tåkrummende sjov – og kerne-70-er-solidarisk i sit inderste hjerte. Jeg grinede højt – og pinligt – i biografen. Højere end børnene…meget.

  • Jul med Kira og Ronny S

    Jeg har skrevet julehistorien til www.frilaesning.dk. Den handler om Ronny S og Kira, en meget juleglad skoleinspektør, en trist og ensom hjemløs og en lystlyvende gammel dame. Og nisser, selvfølgelig

  • En som hodder

    Bjarne Reuters bog EN SOM HODDER en virkelig dejlig historie om den ensomme, tænksomme Hodder, som kæmper med skolen og livet. Imens spiser han romsnegle, fører filosofiske samtaler m. bagerdamen og ser ud på stjernehimlen. En helt igennem dejlig og tankevækkende bog.

  • Klassiker

    Jeg genlæser Pippi Langstrømpe for ungerne. Min yngste datter har fået den nye oversættelse i fødselsdagsgave til sin 4-års fødselsdag. Jeg læser for hende, men hendes store søskende (8 & 9) lytter også med. Og griner – højt og længe. Vi har læst den før, vi kan filmene uden ad – og alligevel fryder vi os gang på gang over Pippis manglende respekt for autoriteter og konventioner. Over hendes løgnehistorier og trodsige påfund. Pippi er uden tvivl Astrid Lindgrens bedste bog. Bør læses. Igen og igen.

  • Læsø

    Vi har været en uge på Læsø med mormor – rigtig dejligt. Vi boede i et af Læsøs få og fredede huse med tangtag – altså næsten et museum. Vejret var bedre end vejrudsigterne og Læsø havde en masse at byde på: meget variet natur, dejlige strande, virkelig gode spisesteder både i Bygum (de lækreste pizza og udsøgt frokost) og i Østerby havn (Smagen af Læsø hedder det fine spisested her – lækkert med fine delikatesser, men måske en lille smule selvoptaget…). Det blev også til en fisketur med kutteren Seadog og et besøg på Læsø Saltsyderi, hvor saltsyderen Poul fortalte både sjovt og medrivende om Læsøs hvide guld. Han kunne fortælle, så både den (næsten) fire-årige og de voksne morede sig og blev klogere. Der var også udsigtstårn og en fin pandekagebod – helt klart et besøg værd. Dejlig ø.

  • Halfdans godmorgen

    Forleden morgen hørte jeg denne morgensang af Halfdan Rasmussen sunget med den smukkeste stemme. Dejlig sang. Her er den fine tekst:

     

    GODMORGEN

    Godmorgen, min tøs! synger buske og træer.

    Godmorgen, min dreng! nynner bækken.

    Og vejret er nok en godmorgensang værd.

    Se, spurvene vasker de småbitte tæer

    i pytterne omme bag hækken!

     

    Godmorgen! sier hønen til fire små æg.

    Godmorgen! sier hjærte og lunge.

    Godmorgen! sier blæsten til skipperens skæg

    og solen der kysser den kalkede væg.

    Godmorgen! sier mor til sin unge.

     

    Godmorgen! Godmorgen! sier himmel og jord

    til synder og helgen og sjover.

    Godmorgen igen! jubler alt hvad der gror.

    Men gemt i sit træ sidder uglen og glor

    og vrisser godnat! før den sover.