Kategori: Ikke kategoriseret

Det føles næsten som sommerferie stadigvæk, for jeg har rykket kontoret udenfor i det skønne vejr. Jeg er altid lidt spændt på, hvad der dukker op (OM der dukker noget op) efter sommerferien – men det har heldigvis vist sig, at jeg faktisk har ideer, som kan bruges og som vil ud.

I dette efterår har jeg en del udadvendte planer: Jeg skal fortælle om Hvis vi var en almindelig familie til Gyldendals arrangement Dansk Litt Live i København d. 17. september:

https://my.eventbuizz.com/event/dansklitt-live—kbh-formiddag/detail?_ga=2.221200728.1360779076.1565695441-1336184700.1565695441&fbclid=IwAR1RiHPRV4UCXPbWEaQz0VMD6Vlp-qS17hfPKpH6iyoJQi6tBUVOVi2cLQM

Og i Århus d. 18. :

https://my.eventbuizz.com/event/dansklitt-live—aarhus/detail?_ga=2.221200728.1360779076.1565695441-1336184700.1565695441&fbclid=IwAR1mTydpqVIQrCDrJkpSZewEr_5ehsDDryW5cso2jsceEawt5QNdmMY2PVY

I november skal jeg være en del af den fine Litteratur og læsefestival I Odsherred. I år skal jeg ud i børnehaverne med Frede og Selma-bøgerne.

Og om to uger holder jeg et lille bogbloggermøde i mit skrivehus. Jeg glæder mig til at vise mit fine hus frem og snakke om bøger …

Mere end 60.000 danske børn lever i fattigdom, og det er både sørgeligt og svært at forholde sig til. Jeg har ad flere omgange haft lyst til at skrive om det – uden helt at kunne finde en vej ind. Indtil det gik op for mig, at det er nødvendigt at være konkret. Altså sådan helt konkret og detaljeret. I “Hvis vi var en almindelig familie” planlægger fortælleren sin lillesøsters fødselsdag med meget begrænsede midler og med overvejelser over, hvordan der kan blive råd til både gaver, servietter og kage til gæsterne. Og lillesøster Ingeborg er godt klar over, at hun ikke skal regne med at få en cykel ligesom klassekammeraten eller noget andet stort, som hun egentlig ønsker sig, imens hun klippe-klistrer sin lange ønskeseddel. Men hun drømmer alligevel, og hendes mor og fortælleren gør, hvad de kan for at give Ingeborg en fin dag. Og det får hun – men der er mange kompromisser undervejs – og det er en fejring, som ligger et stykke væk fra middelklassens ubesværede fest.

Ved at vælge noget så almindeligt som en fødselsdag som ramme bliver fattigdommen meget synlig, og det bliver tydeligt, hvor meget viljestyrke det kræver at skulle vende hver en krone. Det handler jo også om at holde en facade og ikke skille sig for meget ud i klassen. Jeg tror, at børn, som vokser op i fattigdom meget let overtager forældrenes bekymring for, hvordan det hele skal gå. Jeg håber, bogen vil skabe indsigt i, hvordan det er at være et fattigt barn i Danmark.

Ingeborgs tilbudsavisguirlande findes nu ganske ægte hos Book me up, Scotty. Det er simpelthen så rørende og fint, at jeg mangler ord ..

Jeg har nogle gratis e-bogsversioner af Hvis vi var en almindelig familie, som jeg gerne vil dele ud af.

Skriv en mail til trine@bundsgaard.net, hvis du vil have en sørgelig/sjov historie til den allersidste rest af påsken. Det er først til mølle …

God påske 🙂

Bausagerbooks er en meget fin bogblog skrevet af en dygtig lærer og skolebibliotekar. I går skrev hun om Hvis vi var en almindelig familie – og jeg kunne ikke ønske mig finere ord med på vejen.

https://bausagerbooks.blog/2019/04/08/trine-bundsgaard-hvis-vi-var-en-almindelig-famile/

Jeg har trukket lod – og Pia har vundet bogen. Hun får direkte besked …

På mandag udkommer Hvis vi var en almindelig familie – og det fejrer jeg med en lille lodtrækning om en bog.

Hvis vi var en almindelig familie handler om at vokse op med forældre, som har svært ved at håndtere livet. Historien fortælles af familiens ældste barn, som er 13 år, og som sætter sig for at give sin lillesøster den fødselsdag, hun har fortjent, selv om det ikke er nogen let opgave. Det er en både sjov og sørgelig historie om kærlighed og svigt.

Skriv en kommentar, hvis du vil være med i lodtrækningen. Jeg trækker en vinder mandag d. 8. april, hvor bogen udkommer.

Der er noget helt særligt ved at modtage en bog fra tryk. Selv om historien har været hos mig længe – jeg begyndte på familie-historien for et år siden – findes den først helt rigtigt med den fysiske bog. Og jeg er så glad for både formatet og det smukke omslag, Alette Bertelsen har lave.

Hvis vi var en almindelig familie er historien om to børn, som forsøger at få tingene til at hænge sammen, fordi deres forældre ikke tager ansvar. Det er en historie om svigt og tab, om hvor meget alkohol kan ødelægge, men også om skattejagt, kærlighed og kattekillinger.

Historiens lillesøster er opkaldt efter Buster Oregon Mortensens søster, Ingeborg, i mens fortælleren ikke har noget navn.

Jeg glæder mig til, at bogen skal møde læsere. Den udkommer d. 8. april.

At skrive fiktion kan godt sammenlignes med at dagdrømme og med at lege. Det er en måde at skabe den dér vidunderlige følelse af at blive opslugt af et univers, som ellers er forbeholdt virkelig gode lege. Altså på en god dag. Andre dage er det bare hårdt arbejde med at få elementer til at passe sammen og kommentarer til at falde naturligt ud af munden på de personer, jeg har sat i gang med at tale sammen.

Men der findes tricks til at gøre det lidt lettere – og et af dem er musik, som kan skabe en genvej til følelser og stemninger. Jeg kan især bruge musik til at finde mit indre pubertsbarn. Så i dag hører jeg Sneakers og Tracy Chapman, som jeg hørte på LP på mit anlæg i midten og slutningen af 80-erne (Tracy Chapmans debut er fra 88). Jeg hørte også et Greenpeace-album, som jeg desværre ikke kan finde. Men Sneakers kan skyde mig direkte tilbage i tiden, så jeg er nødt til at synge med, og jeg mærker mit unge selv og alle de tanker, jeg havde om, hvad jeg skulle bruge mit liv på. Og forelskelserne og forvirringen.

Jeg kan varmt anfale en tur i den musikalske tidsmaskine – også selv om det ikke skal bruges til en tekst …

Jeg starter det nye år med at se tilbage på 2018, som bød på hele seks udgivelser i bogform.

Jeg sendte to nye serier af sted – Frede og Selma til de helt små – og Tilde til noget større.

Med Frede og Selma-bøgerne gik en gammel drøm i opfyldelse – nemlig at arbejde sammen med Charlotte Pardi. Hun kan noget helt særligt – fint og stofligt og tilsyneladende enkelt – og så rummer det så meget mere – bl.a. en virkelig god humør og blik for små detaljer. Så derfor var jeg også mere end villig til at vente på, at Charlotte havde tid til at tegne Frede og Selma. Det var al ventetiden værd. Og Charlotte har lavet plads i kalenderen til en ny bog i 2019.

Bøgerne om Tilde og hendes veninder skrev jeg forrige år på en solrig cafe i Berkeley, Californien. Jeg havde set SKAM – og jeg havde sådan lyst til at skrive noget sjovt/alvorligt om en gruppe. Samtidig havde jeg også lyst til at skrive om pubertet – og det endte med Tilde, som pludselig havde en virkelig indtrængende stemme. Super dygtige og cool Solveig Agerbak, som jeg har arbejdet sammen med i mange omgange, har lavet det fine layout, som spiller ret godt op til teksten, hvis jeg selv må sige det.

Og så er der lille Luna Linea, som kæmper så hårdt med bogstaverne – og hendes ven Lui, som har så let ved det hele. Jeg har efterhånden skrevet en del bøger om Lui og Luna Linea, og jeg er ret glad for de to. De har fået krop af Niels Bo Bojesen – virkelig fint, sjovt og med glimt i øjet. Jeg føler mig uendelig heldig over at få lov til at arbejde sammen med så dygtige og engagerede mennesker.

I august blev min ungdomsroman Hvem kender Luna? sandelig nomineret til Orlaprisen. Kæmpe ære – tænkt at et barn har siddet der og nomineret min bog …

2018 bød også på en del skriveundervisning – Jeg lavde skriveworkshop på biblioteket i Svendborg – og var to gange i Odsherred, som nok har Danmarks sejeste Litteraturfestival. Det var så sjovt og lærerigt at være en del af.

Og så blev 2018 året, hvor Anne-Marie Donslund og min julekalender Flugten til Juleø fandt sin endelige form (der har været en del versioner de sidste tre år) og fik præmiere på mofibo i december. Det har været så sjovt, dejligt og bevidsthedsudvidende at arbejde sammen om historien om Holger og hans familie – og det har været så fedt at høre historien læst virkelig godt op af Hans Henrik Bærentsen.

Jeg har nye projekter linet op til 2019. I slutningen af februar udkommer historien Hvis vi var en almindelig familie. Det er en lille roman om en lidt kæntret familie og to børn, som passer på hinanden. Det er en unavngiven 13årig, som fortæller historien, som jeg selv er meget glad for. Og derfor også temmelig spændt på, hvordan den bliver modtaget.

I slutningen af januar starter jeg på tegneforløb hos Signe Parkins, som jeg længe har fulgt. Det handler om tegning og billedfortælling – og det er med en del nervøsitet, at jeg kaster mig ud i det. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at udfolde den side af mig selv – uden at det nødvendigvis skal blive til noget, jeg skal dele med nogen.

Det er en god fornemmelse at starte det nye år med at gøre noget nyt – sammen med alt det velkendte.

Rigtig godt nytår …