Da jeg skrev de to første bøger om Frede og Selma – Frede og Selma og et ret højt træ samt Frede vil ikke være med til mandag – havde jeg en drøm om at få Charlotte Pardi til at tegne, fordi Charlotte kan noget helt særligt, når det kommer til at vise børns følelser, så man selv kan mærke præcis, hvordan de har det. Charlotte tegner utroligt følsomt, men også ret sjovt. Charlotte har et skælmsk blik, som jeg er meget begejstret for. Det ser så let og legende ud, når Charlotte har tegnet, men det er værd at dvæle ved detaljerne. Der gemmer sig guld. Og heldigvis ville Charlotte gerne tegne – der var blot et års ventetid – men det var ventetiden værd.
Præmissen for bøgerne om Frede og Selma er at undersøge de helt almindelige – tilsyneladende simple, men vildt komplicerede – hverdagssituationer børn oplever: at være ked af det, at savne, at blive uvenner, at være uoplagt – og senest: at lege helt vildt dejligt og så pludselig få skæld ud, som det er tilfældet i Frede og Selma flytter ud i skoven.
Både som barn og voksen er en omgang skæld-ud virkelig ubehagelig, skræmmende og fuld af skam og vrede. Og den slags ud-af-kroppen-oplevelser er vigtige at snakke om – mange gange. Både for barnet og den voksne. Bogen egner sig til børnehavebørn og deres voksne.
Charlotte Pardi i sit arbejdsværelse.
Skriv et svar