Noget om serier

Det var aldrig min plan at skrive serier, men jeg kom ret hurtigt til det. Mest fordi jeg gerne vil skrive bøger, som børn kan læse selv – uden en voksen formidler. Bøger børnene selv griber. Der er noget ganske særligt ved det forhold: at jeg har direkte kontakt med læseren udenom de voksne, og det er selvfølgelig også et stort ansvar at have den adgang.

Den længste serie jeg har lavet er Asta-bøgerne. Det er også den første rigtige serie, jeg skrev. 12 styk endte vi med at lave, Lars Horneman og jeg – og det var faktisk ikke så let. For det var vigtigt for mig, at jeg hver gang havde noget at skrive om og en konflikt, som jeg selv fandt interessant. Og på den måde kom Asta-bøgerne til at handle om døden og kræft og mobning og racisme – uden at være tunge og svære. Og den balance kan jeg virkelig godt lide.

De to første Asta-bøger udkom i 2009 – og på det tidspunkt var der faktisk ikke ret mange serie-bøger, som ikke handlede om heste eller detektiver eller fodbold. Siden er der kommet ret mange andre serie-bøger – men der kommer jo også hele tiden nye læsere til.

Jeg har også skrevet tre bøger om Tilde og hendes veninder (som er ældre end Asta), som både handler om sex og om klimakrise – og som samtidig er sjove.

Og nu er det så tid til Viola, som på mange måder er en moderne Asta. Jeg har skrevet tre bøger – og de to første er udkommet.

Violas forældre er lige blevet skilt – og nu skal hun bo en uge hos sin mor og en uge hos sin far, hvilket er en virkelighed rigtig mange børn kender. Jeg kender ingen voksne, som ville kunne holde til at flytte hver uge, men børn klarer det. Præmissen for bøgerne om Viola har været: Hvordan kan jeg skildre dette nye og vilde livsvilkår med størst muligt håb og samtidig vise, hvor svært det er, at hele ens verden forandres uden, at man har bedt om det.

Bøgerne er gennemillustreret af Rasmus Meisler – og han har tilføjet varme og humor, som giver dejligt perspektiv til det lidt sorte syn, Viola til tider har på sit nye liv.

Fediverse Reactions

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.