Omars sang

Jeg har skrevet en sang til Omars altan – og her er teksten, hvis du skulle have lyst til at synge lidt.

Omars sang om træer
Melodi: Se, min kjole

Der står Omar oppe på altanen
passer planter, sår et lille frø.
Det er fordi, at Omar elsker træer:
Eg og ask og gran og birk og bøg.

Der er Omar højt i bøgetræet
ser et egern, synger med en fugl.
Det er fordi, at Omar elsker træer,
mellem grene sidder han i skjul.

Omars lommer, de er altid fyldte:
Frø og agern, pinde og et blad.
Men søde Omar, er det nu nødvendigt?
Ja, det er, natur gør Omar glad.

Søde Omar, hvad nu med de andre?
vil du ikke lege lidt med dem?
Nej, siger Omar. Jeg kan bedst li’ planter.
Jeg har travlt, og jeg vil gerne hjem.

Hov, nej, vent, du tabte jo en kogle.
Den er flot, her har du den igen.
Tak, siger Omar, hvad ved du om træer?
Alt, sir’ pigen. Vil du vær’ min ven?

Der er Omar oppe på altanen
med sin ven, som nu er på besøg.
Det er fordi, de begge elsker træer:
Eg og ask og gran og birk og bøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.