At skrive fiktion kan godt sammenlignes med at dagdrømme og med at lege. Det er en måde at skabe den dér vidunderlige følelse af at blive opslugt af et univers, som ellers er forbeholdt virkelig gode lege. Altså på en god dag. Andre dage er det bare hårdt arbejde med at få elementer til at passe sammen og kommentarer til at falde naturligt ud af munden på de personer, jeg har sat i gang med at tale sammen.
Men der findes tricks til at gøre det lidt lettere – og et af dem er musik, som kan skabe en genvej til følelser og stemninger. Jeg kan især bruge musik til at finde mit indre pubertsbarn. Så i dag hører jeg Sneakers og Tracy Chapman, som jeg hørte på LP på mit anlæg i midten og slutningen af 80-erne (Tracy Chapmans debut er fra 88). Jeg hørte også et Greenpeace-album, som jeg desværre ikke kan finde. Men Sneakers kan skyde mig direkte tilbage i tiden, så jeg er nødt til at synge med, og jeg mærker mit unge selv og alle de tanker, jeg havde om, hvad jeg skulle bruge mit liv på. Og forelskelserne og forvirringen.
Jeg kan varmt anfale en tur i den musikalske tidsmaskine – også selv om det ikke skal bruges til en tekst …