Sammen med den skønne og dygtige Anne-Marie Donslund har jeg skrevet Årets julekalender på Mofibo: Flugten til juleø.
Det er en udkantshistorie om en lille nomade-familie, som havner på en faldefærdig kro på den noget forladte Juleø. Vi startede på historien for snart fire år siden – og den har forandret sig virkelig meget siden de første udkast. Der er røget en del – sjove – personer ud – og nu står Holger og hans søster, Julie, tilbage sammen med deres sjove, men uansvarlige mor, Carmamilla – samt de få, sejlivede mennesker, som er blevet på Juleø. Okay, der er også en udkantskonsultent og en vagabond-type … og en usynlig nisse.
Det er Hans Henrik Bærentsen, som har indlæst – og det har han gjort virkelig godt …
Og som en ekstra service har Anne-Marie og jeg interviewet hinanden om julekalenderen.
TRINE SPØRGER ANNE-MARIE:
Hvis du skulle være en af personerne i Flugten til Juleø – hvem skulle det så være:
Jeg ville helst være Holger, tror jeg. Måske fordi han er den eneste der ikke er lidt gak. Jeg tror jeg bedst kan identificere mig med ham. Men det kan godt være at andre tænker at jeg er Carmamilla minus carma.
Og hvorfor skal børn og deres voksne høre om udkantsproblemer hele december?
Udkantsproblemer er alles problemer. Hele Danmark er udkantsdanmark. Vi er et lille arbejdsneurotisk prutland og vi forlanger at folk har tjek på deres liv. Det er der bare mange der ikke har. Det er svært at overskue nem id og regninger og e boks og at skulle passe ind i samfundets ret snævre definitioner på normalitet. Og det går ud over børnene til de forældre som ikke kan overskue at være regelrette voksne. De børn har ret til en stemme og de har ret til at fortælle verden som den ser ud fra deres del af udkanten.
Og er det egentlig rigtigt at du en gang har været til casting på en rolle i Nissernes Ø?
Nissernes ø. Ja, jeg var til casting som Flemming Hansen. Men de opdagede at jeg var en kvinde. Ærgerligt.
Er det svært at skrive en julekalender sammen? Er det federe bare at bestemme det hele selv?
At skrive sammen er det bedste. Det er lige som at lege med sin bedste ven hvor man sammen forsvinder ind i et andet univers. Et univers man selv finder på – sammen. Næsten som at blive forældre til et barn. Det afføder den største kærlighed som aldrig forsvinder. ❤️
ANNE-MARIE SPØRGER TRINE:
Hvilken scene i Juleø holder du mest af?
Uden at afsløre for meget kan jeg vist godt sige, at det er en af de sidste scener, som er god for vores fine hovedperson, Holger. Han er en meget gæv dreng, som kan bære meget på sine skuldre. Somme tider for meget. Ej, jeg siger ikke mere … Jeg er kommet til at holde meget af Holger, Julie, Pil og Nilaus Schneemann og de andre … men Holger sidder tættest på mit hjerte.
Tror du på nisser og julemanden?
Det er faktisk et virkelig godt spørgsmål. Jeg er jo et meget rationelt og fornuftigt menneske, som ikke rigtig tror på lirumlarum (men meget på kærlighed), men der bor faktisk en nissepige i mit eget hus. Et virkelig fint væsen. Lidt rodet og sjusket og ikke særlig punktlig, men god på bunden. Hende tror jeg på. Julemanden … det tænker jeg lige over …
Tror du at udkantskonsulenten forelsker sig i Carmamilla?
Nilaus Schneemann er jo en plaget sjæl, som virkelig trænger til kærlighed og til at mærke sit åndedræt og høre fuglene synge. Og det kan Carmamilla sjovt nok hjælpe med. Hun har vist også selv brug for lidt kærlig opmærksomhed … så der er meget, som peger i den retning. Men måske bliver Carmamilla alligevel for rastløs. Jeg er ærligt talt lidt i tvivl.
Hvad synes du, at orkanen skal hedde? (Jeg synes Svend Åge)
Du har fortalt mig meget levende om en af Svend Åge Madsens bøger en gang for længe siden – og derfor går jeg med til Svend Åge. Ellers ville jeg nok have holdt stejlt på Sigurd (hvis det var nået til S … )
