Der findes steder ikke mange steder, som har sat så afgørende aftryk på mig som Hossegor. Vi var her første gang for 12 år siden – i tre måneder på forældreorlov/skriveophold i et lille, hvidt hus hos min svigermors kusine. Hver dag sad jeg et par timer og skrev – og resten af tiden var vi sammen hele familien: på stranden, i den lille by, ved søen, i haven – og på ture til Bayonne, Madrid og Bilbao.
Jeg fik skrevet meget på de par måneder – og fik antaget Thea og chatten og Mike og talenterne – og vigtigst af alt: Inden vi tog hjem herfra, vidste jeg med mig selv, at jeg gerne ville – og turde – skrive – og vi tog en beslutning om, at det var det, jeg skulle.
Vi har været tilbage i det lille, hvide hus i Hossegor næsten hvert år siden – og alt ved dette sted gør mig blød og taknemmelig og giver mig en følelse af frihed: duften af fyrretræerne, det buldrende Atlanterhav, det grove, gule sand, lyset, brødet fra bageren, sproget, nærheden med min familie.