Der gik syv år, fra jeg skrev de første tekstbidder, til Himmeløjne blev til en bog i samarbejde med Signe Kjær. Projektet kom tilbage i skuffen mange gange – måske fordi jeg fra starten tænkte det som et helt personligt projekt og en måde at forholde mig til min egen relation til min far på. Efterhånden som jeg arbejdede med teksten, fik den tilført flere og flere fiktive elementer – men kernen i historien er min egen, og bogen forsøger at vise, hvordan det er at miste kontakten med sin far. Vi har ikke noget rigtig godt sprog for det – vi siger: at slå hånden af – men det er jo slet ikke så resolut og definitiv en beslutning. Det er i højere grad en bevægelse, en konsekvens, en overlevelsesmekanisme. Undervejs i processen med at skrive bogen læste jeg tal fra Børns Vilkår, som viste, at hver 6. skilsmissebarn mister kontakten med en forældre – typisk deres far. Det tal kom bag på mig, for jeg har altid følt mig utroligt alene med det, mærkelig faktisk – men jeg kan mærke, at bogen vækker genklang og lydhørhed, når jeg er ude at fortælle om den. Jeg havde ikke set min far i mere end tyve år, da bogen udkom, og det har jeg selvfølgelig også fortalt om.
Sidste vinter døde min far. Det får man at vide i e-boks, når man ikke er i kontakt – endnu et bevis på anormaliteten. Og selv om jeg ikke havde set ham i så mange år var det – naturligvis – en sorg. Det var en helt barnlig sorg, som ramte mig – følelser fra min tidlige barndom. Og selv om jeg ikke ønskede at være i kontakt med ham – det var det alt for smertefuldt og umuligt at være – så tror jeg altid, at der findes et lillebitte håb om mirakler og kærlighed i sådan en kompliceret relation. Det var, som om jeg skulle have det hele vendt og drejet i tanker og følelser, inden jeg kunne mærke, at det også er en lettelse, at han er død. Det er ikke bare, fordi jeg har valgt ikke at se ham. Jeg kan ikke. Hvad jeg også opdagede var, at det er de færreste, som tænker, at man er i sorg over en afdød far, man ikke ser. Og det er en stor misforståelse. For det er en slags gentagelse. En dobbelt sorg. Det er vigtigt, at vi taler om de svære relationer. Det er vigtigt at få dem belyst fra mange vinkler og i mange former.
