Jeg kan godt lide at komme ud – det er en dejlig afveksling fra de stille skrivedage, og det er skønt og tankevækkende at møde kloge og søde læsere.
I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at snakke både med indskoling og mellemtrin på den lokale folkeskole. De små havde læst Omars altan og Omar og Dagmar får noget til at gro. De havde mange gode spørgsmål – f.eks: “Kommer der en tre-er?” – og dertil kunne jeg med glæde sige: JA. For jeg sidder og roder med en Omar-læsebog, som jeg fik børnene til at komme med input til. Gode input, som jeg nok kommer til at bruge – i hvert fald nogen af dem. Vi sluttede af med at synge Omar-sangen, som jeg skrev for et par år siden.
På mellemtrinnet var snakken mere alvorlig, fordi Hvis vi var en almindelig familie jo – på trods af at jeg har forsøgt at gøre den “sjov” – er en ret barsk historie om at vokse op med en forældre, som drikker. Det er aldrig til at vide, hvordan sådan en samtale udvikler sig, men denne flok var meget åbne og havde skarpe spørgsmål og lyst til at snakke om bogen. Jeg fik f.eks. et spørgsmål, jeg ikke har fået før: “Hvorfor får Anita ikke kontakt med sin mor?” (I historien er moren “claudiant” og har en kunde – Anita – som kommer hver anden uge for at snakke med sin mor igennem fortællerens mor. I slutningen af historien meddeler Anita, at hun ikke kommer mere – og fortælleren er glad for den løsning og synes, at det er bedre, hvis Anita snakker med nogen, som er levende). Da jeg skrev historien, tænkte jeg det som Anitas accept af sin mors død (og en mistillid til det “claudiante”), men adspurgt på den måde, kunne jeg ikke lade være med at føle, at jeg måske var sluppet lidt for let om det med Anitas sorg og længsel efter sin mor.
Til slut i samtalen var der et barn, som med ærlig undren spurgte: Men hvordan kan det være, at faren hellere vil drikke en øl end at tage til sit barns fødselsdag. Og det er jo spørgsmålet, som ingen kan svarer på – og som viser, hvor vigtigt det er at skrive og tale om alkoholisme. Men selv om vi ikke kan give en forklaring, er der for mig at se ingen tvivl om, at det giver mening at tale om det. At det er mindre ensomt at være barn af en alkoholiker, når vi kan have den samtale.