Jeg har altid haft mange notesbøger, som jeg har købt, fordi der er noget virkelig lækkert og indbydende ved sådan en fin og frisk notesbog. Men nu er jeg begyndt at bruge dem – på mange forskellige måder.
– til løse tanker, som jeg før har tænkt, at jeg nok ville huske, men som jeg nu kan se, ville være forsvundet, hvis jeg ikke skrev dem ned. Det ved jeg, fordi jeg kan finde notater, som virker helt fremmede. Der er mange af de noter, som jeg aldrig kommer til at bruge til noget – men der kan også være overraskelser imellem.
– ideudvikling. Jeg har ellers lavet brainstorm på computer, men jeg er blever rigtig glad for at skrible, tegne og se ordene på papir.
– til at få overblik over en historie, hvis jeg er gået i stå eller ikke ved, hvor jeg skal hen.
-til at komme i gang med at skrive. Nogle dage kan det være svært at komme i gang, og så kan tyve minutter med notesbog og fyldepen være det, der skal til.
– til at skrive ned, hvad jeg oplever i offentlig transport. Det er en virkelig sjov øvelse at beskrive og notere, hvad der sker omkring i bussen eller toget. Du tror måske, at folk bare sidder stille. Det er ikke tilfældet.
Jeg er ikke et systematisk menneske, og jeg har derfor en del bøger i gang. På et tidspunkt har der været en ide med, hvad jeg skulle skive i hvilken bog. Det er der ikke mere. Men jeg bruger mindst en af dem hver dag.