Min nevø på fem er begyndt at få læst Asta-bøgerne højt, inden han skal sove – og hver gang vi ses, fortæller han mig lige, hvor langt han er kommet. Jeg ved ikke, om det er hans eller mit smil, som er bredest, men jeg ved, at jeg bliver virkelig glad for, at han fortæller mig det. Ligesom jeg bliver uendeligt glad, når andre gør sig den ulejlighed at sige noget til mig om en af mine bøger.
At skrive er på en og samme tid ensomt og socialt – nogle gange kan det føles meget ensomt – og derfor er glæden over respons virkelig stor – og kan give god skriveenergi i flere dage. Sådan tror jeg, de fleste forfattere har det, så jeg øver mig i, også at melde tilbage til andre, når jeg eller mine børn har haft en god læseoplevelse.