Video, video, video

Videoen er mange småbørnsforældres redningsplanke. Når det hele koger, børnene er vilde og larmende, maden buldrer på komfuret, og de voksne forsøger at føre en samtale, er der ikke noget som en børnevideo, der kan dæmpe de hjemlige kaostilstande. Et stensikkert "helle" som for en stund passificerer ungerne og får roen til at brede sig i stuen.

Et andet helle er morgenfjernsyn for børn: Hugo og Bananer i Pyjamas for de morgenfriske (eller -trætte). Om søndagen er der Søndag for dig fra klokken 8 til 10, så far og mor kan sove lidt længere, mens tv-vennerne tager sig af børnene.

For det er vel ofte det fjernsynet bliver brugt til – at tage sig af ungerne. Når de larmer lidt for meget, ikke kan finde på noget sjovt at lege, og de voksne ikke lige orker at bryde den larmende cirkel. Jeg ved godt, at det både er håbløst umoderne, frelst og langhåret at sætte spørgsmålstegn ved børnenes fjernsynsforbrug og kritiserer mediernes tag i vores poder, men jeg gør det nu alligevel.

Lad os starte med et regnestykke: Hvis børnene sover 11 timer i døgnet og bliver passet ude i otte timer, er der fem daglige timer i familien tilbage. Hvor meget af den tid tilbringer de i selskab med fjernsynet? Med morgentv, en video fra samlingen om eftermiddagen og Fjernsyn for dig klokken 18 hver dag?

Prøv at lægge mærke til, hvad der sker med børnene, når de sidder der med næsen helt oppe i skærmen. Min egen søn på fire år er som hypnotiseret, når han ser fjernsyn. Helt optaget og tryllebundet, med komplet åbne sluser, tager han imod det hele. Under normale omstændigheder er han Spørge-Jørgens tvillingbror, som kræver forklaringer på alle (u-)mulige spørgsmål. Når vi læser bøger undrer han sig over handlingen og siger sin mening om den onde trold. Men når han ser fjernsyn, træder hans spørge- og forundringsfunktion ud af kraft. Han sluger det hele råt.

Jeg er sikker på, at børnene får en masse gode oplevelser i selskab med diverse glade tøjdukker og pædagogisk velfunderede voksne, som befolker børnesendefladen. Men der er i sandhed også mange dårlige børneprogrammer og -vidoer, som tilbyder børn universer, de var bedre tjent foruden.

Tag nu fredagens Disney Sjov. Hvor sjovt er det egentlig? Er det ikke nærmere voldsomt og uhyggeligt? Buzz Lightyear kan vel næppe gå under betegnelsen hyggefætter? Han er placeret i et univers, hvor ondskaben ikke har noget motiv, men bare skal bekæmpes med ondskab. Og sønnike æder det råt, hvis han fik lov - men det gør han ikke.

Det er en vedtaget sandhed, at børnene sagtens kan skelne mellem virkelighed og fiktion. Det tror jeg også, de kan. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de ikke bliver påvirkede af det, der ruller over skærmen. Skulle man være i tvivl, kan man jo spørge sig selv, hvordan det kan være, at temmelig mange drenge i børnehavealderen ved, hvordan man laver et cirkelspark?

Og jo, de ved godt at Buzz Lightyear og Spiderman ikke er rigtige mennesker, men bare nogen inde i fjernsynet, men de to herre præger alligevel drengenes leg i puderummene rundt omkring i børnehaver.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det er mig, der har lært min søn at se børnetime. Jeg husker ham også dagligt på, at Fjernsyn for dig starter lige om lidt. For selvfølgelig tager han ikke skade af det. Han har en dejlig halv time i komplet opslugthed, og vi andre har ro til at spise færdig og snakke lidt voksensnak. For det handler det jo også om: At der skal være plads til de voksne. Og jeg tager vel ikke helt fejl i min antagelse af, at de fleste børnevideofilm kommer i maskinen på de voksnes intiativ.

Jeg har også dage, hvor jeg ikke orker at læse en bog med ungerne eller har overskud til, at de skræller kartoflerne (læs: hælder vand ud over det hele), mens jeg laver aftensmad. Så får den store lov til at se video. Der er tidspunkter, hvor videofilmen er et hyggeelement, men i de fleste tilfælde er der – hvis jeg skal være helt ærlig – tale om at få lagt en dæmper på uroen og balladen. Man kan også kalde det passificering.