Uundværlighedssyndromet

Forældre er et bekymret folkefærd. Tvivlen melder sig dagligt: Får lille Bernhard nok at spise? Er hans udvikling alderssvarende? Er han klædt varm nok på til middagsluren i barnevognen? Eller er han i virkeligheden lidt for varm? Og måske også lidt pyldret, hvis man tænker efter?

Der er hele tiden noget, som kan holde bekymringsniveauet oppe. Ikke kun mens børnene er små, for store børn giver bare andre bekymringer med navne som pjækkeri, narko og for tidlig seksuel debut.

I småbørnsfamilierne er et af de helt store bekymringsområder børnepasning. Et område styret af et uundværlighedssyndrom, som rammer en stor del af landets småbørnsforældre, når deres første barn bliver født. Uden at være psykolog antager jeg, at uundværlighedssyndromet er i familie med den seperationsangst, man ser hos småbørn i 8-9-månedersaldren - bare langt mere omfattende og med mere vidtrækkende symptomer og konsekvenser.

Uundværlighedssyndromet kan gøre selv små opgaver vanskelige og kortvarig adskillelse smertelig for forældrene. Det betyder, at barnevognen ikke står uden for bagerbutikken, mens far køber to overskårne og en cremebolle, men med stort besvær følger med far ind og ud af forretningen.

Det samme forhold gør sig gældende, når mor skal på cafe med de andre fra mødregruppen: Barnevognene opmarcheres tæt ved cafebordene, så børnene konstant kan overvåges henover café au laît-erne. Måske ville ungerne sove bedre udenfor, men det er alligevel rarere og mere trygt at have dem inden for rækkevidde. For en sikkerheds skyld. Og for ens egen.

Syndromet får småbørnsforældre til at tage deres børn med til det meste – og tilbudene udvides hele tiden som en slags almen anerkendelse af syndromet: Babybio gør det f.eks. muligt for ammende mødre at komme i biografen på trods af fremskredet uundværlighedssyndrom. Derved opnår de fornemmelsen af at have et socialt voksenliv samtidig med, at de undgår den angstfremkaldende adskillelse fra afkommet.

Der findes de modige, som trodser syndromet og tager afsted uden børn. Som en gang imellem insisterer på at være voksne sammen med andre voksne. Hvem har ikke siddet til en parmiddag med andre småbørnsforældre, hvor mindst et par sad som på nåle, fordi den etårige blev passet af bedsteforældrene for første gang? Mobiltelefonen er tændt, smugblikkene på uret regelmæssige og alkoholindtaget begrænset i tilfælde af, at det bliver nødvendigt at komme bedsteforældrene til undsætning. Det gør det sjældent, for selv om det forekommer usandsynligt, så går det som regel helt fint med alliancen mellem børnebørn og bedsteforældre.

Men det er næsten ikke til at udholde tanken om, at lille Mus skal passes af andre, for hvad kan der dog ikke ske? Hvad nu hvis Agnete-Amalie bliver ked af det? Og græder? Og vil hjem? For selv om bedsteforældrene er kærlige og nærværende, så er de jo ikke os. De kender ikke lille Fridolins særheder og de små vaner, vi har tillagt ham. De har ikke vores føling og fornemmelse for barnet – og jo slet ikke vores bekymringsniveau. For ikke at tale om alt det, de kan finde på. Bare tanken om deres lemfældige omgang med slik, sodavand og kunstige tilsætningsstoffer!

For de særligt hårdt ramte forældre giver den daglige afsked i institutionen eller hos dagplejemoren også voldsomme symptomer: Hyppig gentagelse af replikker a la: "nu skal du ikke græde, når mor går" efterfulgt af krampagtige vink og kram evt. fulgt op af udpræget modvilje mod at overlade barnet til den ventende pædagog eller dagplejemor. Et anden symptom er ubeslutsomhed i forhold til hvor og hvordan afskeden skal foregå, hvilket medfører gentagende afskedsscener forskellige steder i institutionen.

Der er ikke meget at gøre for de stakkels pædagoger, som dagligt er vidner til de pinefuldt langstrakte afskedsseancer. Alle fornuftsbaserede udsagn om barnets velbefindende og det fornuftige i at afkorte afskeden preller af de ulykkelige forældre – hvis det da ikke bare opleves som bortforklaringer og dårlige undskyldninger. Og bevis for det usunde i, at børn og voksne lever så pokkers adskilt og væk fra hinanden med smerte og afsagn til følge.

Hvis der findes en kur mod uundværlighedssyndromet, har jeg ikke hørt om den. Men som trøst er det er værd at bemærke, at uundværlighedssyndromet og dets karakteristiske symtomer ubetinget er lettest at observere hos andre forældre, som tydeligvis har svært ved at give slip på deres børn. Skulle man selv have bare en snert af syndromet, er det i hvert fald ikke i samme grad som de andre – omklamrende – forældre.