Har du truet dit barn i dag?

Med en god sommerferie i bagagen er ungerne tilbage i den vante børnehavegænge. Lige som vi havde vænnet os til at have dem omkring os hele tiden, er de nu væk igen mange timer hver dag. Der bliver så sært stille i hovedet, og det bliver så meget nemmere at tænke sine tanker til ende, men der mangler på den anden side også noget: De utallige spørgsmål om hvor varmt der er på solen, og hvordan vi bliver hængende på jorden, plagerierne om slik, legetøj og en tur mere i ponyvognen og larmen fra de få ture i badebassinet, som vejret trods alt nåede at tillade. Der er også faldet ro på de voksne stemmebånd, som ikke kun har holdt ferie.

For nok er det en god fornemmelse at være tæt på børnene hele tiden i lang tid af gangen. Det er som om ungerne vokser og gror for øjnene af én. Søde, charmerende og dejlige. Det meste af tiden. Men børn og voksne har forskellige ønsker og drømme. Behovet for is og plastisknøgleringe er simpelthen afgørende forskelligt alt efter, hvor man befinder sig på aldersskalaen. Der er også stor forskel på, hvad og hvor meget de forskellige størrelser synes, man skal se og opleve – og hvordan og hvornår. Da forældrene i sidste ende (selv om mange af os ihærdigt prøver at camouflere dette faktum) sidder inde med ansvaret, pengene og overblikket (?), kommer en væsentlig del af de fleste børnefamiliers ferie til at gå med at overtale/overbevise børnene om, at de voksnes måde er den rigtige. Eller at det i hvert fald er sådan, vi gør.

Der er flere måder at sætte sin voksne vilje igennem på. Nogle mere elegante og demokratiske end andre. I løbet af denne sommerferie er det gået op for mig, at en af de mest anvendte former er trusler. De findes i et utal af styrker – startende i den milde ende: ”Hvis du ikke holder op med at hyle, får du ikke nogen is.” Det er til at tage at føle på, og det er vel egentlig også meget rimeligt, at der er ro i lejren, når de søde sager skal uddeles. I denne trusselskategori findes også: ”Du skal spise din aftensmad, ellers får du ingen dessert”.

Børn kan jo desværre finde på andre og værre ting end at undlade at spise sovsen og kartoflerne. De kan skrige, drille, larme eller simpelthen nægte at høre, hvad man siger. En femårig dreng, jeg kender, har i denne ferie bl.a. praktiseret at modtage voksne beskeder eller irettesættelser med et hånligt ”hm” og et spydigt blik. Temmelig provokerende – og ikke mindst vanskeligt at håndtere. For hvad stiller man op med al den hånlige ligegyldighed og totale mangel på respekt? Truer ham – selvfølgelig!

Jeg vil helst ikke tænke på alle de mærkelige trusler, jeg har linet op i hovedet på knægten, men det er vist ikke så få. Det spænder fra inddragelse af is og søde sager til isolation og den ultimativt dårligste trussel: ”Hvis ikke.... så må vi jo blive hjemme/tage hjem”. Grimme ord, som både han og jeg ved, er tomme, men som alligevel siver ud af munden på mig, når frustrationerne er størst. Min eneste trøst er, at jeg heldigvis også har hørt en masse andre forældre true deres børn med lige så tåbelige ting. Det dulmer min sorte samvittighed en smule, men fjerner ikke fornemmelsen af det ynkelige og unyttige i at true min vilje igennem – og oven i købet gøre det med dramatiske trusler, som både ungen og jeg ved, at jeg ikke har tænkt mig at føre ud i livet. Selvfølgelig undlader vi ikke at tage til Sverige, fordi drengen laver ballade!

Endelig må vi ikke glemme trusselsopdragelsens del 2: At børnene tager metoden til sig, når de skal have deres søskende og legekammerater til danse efter deres egen pibe. ”Hvis du ikke giver mig den grønne skovl, må du ikke prøve min nye gocart” lyder det bagerst i haven. Og så er det, at vi forældre er ved at få eftermiddagskaffen og jordbærkagen galt i halsen og kommer hurtigt op af stolen med en irettesættelse (og ja: En trussel): ”Du skal tale ordentligt til dine venner, ellers er det slut med at lege for i dag!