Servicemor

- Hent lige mine sko, mor! Sådan faldt ordene. Knægten er ikke engang fyldt fem år, og så sidder han der og udstedte ordre som en anden kommandør. Du kan tro nej, kan du!

Selv om jeg nødig vil indrømme det, må knægten jo have en vis erfaring for, at det kan lade sig gøre at blive betjent og serviceret i vores hus. Måske også lidt for meget.

Derfor er et af mine projekter for tiden at få inddraget ungerne i hverdagens huslige gøremål. Der er ingen tvivl om, at de helst vil være med, når der står bagning på programmet, men der er jo også andre ting, som skal ordnes – og som børnene sagtens kan finde ud af. Der er tallerkner, som skal på bordet, der skal findes bestik i skuffen og hældes vand i kanden, og det kan såmænd være en meget hyggelig og betydningsfuld opgave. Nå, ja og så skal det hele ryddes væk igen. Det går knap så kækt. Men med en smule insisteren fra min side – og en god portion tålmodighed – kommer det brugte service da hen i nærheden af opvaskemaskinen. I hvert fald når vi har god tid.

For når morgenmaden er fortæret, og familien skal ud ad døren, er det meget nemmere at sende ungerne i forvejen for at tage sko på og finde tandbørsterne end at løbe i zig-zag ud og ind mellem rollinger, der balancerer med halvfulde havregrynstallerkner. Det går meget hurtigere at klare det selv – i ro og fred og uden barnlig indblanding! Principperne viger for bekvemmeligheden – og servicemor eller -far tager over.

Det er her et sted mellem de fedtede tallerkner, de forsvundne sandaler og racerbanen, som ungerne gerne vil have sat op, at børnene begynder at tale til deres forældre, som om de var ansatte og ikke fuldgyldige medlemmer af familien (for ikke at sige stiftere af samme!).

Det starter med en svag modvilje fra børnenes side – mod at lægge puslespillet på plads, finde sandalerne eller lukke dem: ”Jeg gider ikke” (trodsig stemme) eller ”jeg kan ikke” (lille, opgivende og klynkende stemme) kommer det fra barnet. Hvis man som forældre går i fælden her og træder mere eller mindre villigt til med at finde forsvundne effekter, lukke knapper, åbne døre, glatte ud og bane vejen – så er man hurtigt på den. For går den én gang – så går den med garanti også igen.

Når ordlyden fra den tre-fireårige skifter fra ”jeg kan ikke” til ”du skal gøre det, mor”, kan det anbefales at få justeret børnenes stemmeleje og få efterset de voksnes serviceniveau! Om ikke andet så for ens egen skyld – som et forsøg på at opretholde fornemmelsen af, at serviceringen af ungerne foregår på absolut frivillig basis og ikke som et resultat af pres eller direkte ordre. Det kan også tænkes, at hverdagens almindelige gøremål kan trænge til et eftersyn – der måske viser, at børnene kan langt mere, end de voksne tror, og børnene giver udtryk for!

Jeg er generelt ret flink, hvis jeg selv skal sige det. Måske også for flink, for hjælpsom og for parat til at fjerne stenene på børnenes vej. Jeg går også gerne i kælderen og finder legeteltet frem, hvis det lige er dét, legen mangler. Jeg synes, det er en udsøgt fornøjelse at være med til at forbedre børnenes leg med diverse input – også selv om det nogle gange betyder, at jeg skal lede efter ting eller rydde spisebordet for, at det kan lade sig gøre. Jeg vil også gerne bage pandekager uden anden anledning, end at det er lækkert. Men ikke hvis jeg bliver kommanderet til det!

Servicering skal ikke forveksles med de gerninger, voksne kan gøre for børn for at højne den almene glæde og fornøjelse: At bære tumlingen ned i sofaen – med pude, dyne, sovekanin og det hele – en mørkegrå morgen, hvor øjnene næsten ikke kan komme op, og hvor gulvet er koldt som is. Det er den slags undtagelsestilstandsforkælelse, som er helt vidunderlig og på linie med kiks og saftevand i en spontant etableret sommerhule eller varm kakao med flødeskum i regnvejr – og som befinder sig milevidt fra dovenskabens ordreudløste finde-hente-lukke-sandalservice.