Se her kommer Mutter med kost og spand...

Nypudsede ruder, spejlblanke flader og puder i systematiske formationer i sofaen. Facaden skal være i orden. Der skal være rent – også i krogene. Rengøring er blevet trendy og oppe i tiden på en måde, som jeg har lidt svært ved at forstå. Det er vel ikke nødvendigt at sige, at det er et kvindefænomen.

Det er ikke bare ude i de små hjem, støvsugeren er hot: Også på en af de landsdækkende public service-kanaler bliver der skrubbet og skuret i den bedste sendetid. Jeg må afsløre, at jeg ikke har set et helt rengøringsprogram, men jeg har set nok til at registrere, at programmets to rengøringsdamer, som tager rundt og udpeger pinlige pletter i folks hjem, ser ud, som om de er trådt ud af 50'ernes mørke og trange husmoder-fængsel. Her er det så, at jeg må indskyde en lille historisk info om, at en masse kvinder brugte en god del af 60'erne og 70'erne på at slippe for at have klude, sprit og klorin som væsentligste livsindhold og dagligt omdrejningspunkt.

Og netop fordi vores mødre fandt det mere interessant og givtigt at bruge deres åndsevner ude i verden end med en gulvklud i hånden, er de fleste kvinder i dag på arbejdsmarkedet. Alligevel viser en undersøgelse, at vi bruger mere tid på rengøring end nogensinde før. Det er ét skridt frem og to tilbage – plus et ekstra ét tilbage, fordi der oven på de blanke flader skal stå de rigtige, trendy møbler og pyntedingenoter anrettet lidt lækkert og i matchende farver.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan det er lykkedes at få det pletfri liv som dominerende (kvinde-)ideal, men blot konstatere, at sådan er det. Men vi er nogle stykker, som falder helt igennem. Som ikke kan se det helt store formål med at arrangere vatpinde i fine bøtter på badeværelset eller rykke rundt på pynten i vindueskarmen. Og som har prøvet at finde en pose flydende gulerødder i bunden af køleskabet. Selv om det ikke er særlig kvindeligt.

Jeg lever fint med krummerne under mit bord og støvet øverst på reolen. Og sengen som ikke er redt og kafferanderne på mit skrivebord. Jeg har så meget andet at tage mig til, og jeg ser det for det meste ikke. Bortset fra når der træder ordensmennesker ind i mit hus og rod og snavs pludselig bliver alt for tydeligt.

Men livet griser jo. Det er en umulighed at leve og have det godt og hyggeligt uden at spilde, krumme og grumse. Spørgsmålet er bare, hvor stor indsats, man er villig til at gøre for at skjule det.

Men er de indtørrede rester fra gårsdagens aftensmad under mit spisebord og de manglende opstillinger i min vindueskarm, som afgører hvorvidt jeg er et godt eller skidt menneske? Jeg skulle mene, at der er værre ting, man kan gøre med sit liv end at have lidt krummer i krogene: Bruge gode, vågner timer foran fjernsynet med at se et par kuldrede koner gøre rent og lave dekorative opstillinger i andre folks vindueskarme – for bare at nævne et enkelt, åbenlyst eksempel.