Hvem kommer først?

Det starter ved fødslen. Sammenligningerne og vurderingerne. Allerførst er det fødselsvægt og længde: Er det en ordentlig basse eller et lille skravl? Bassens mor stråler og fortæller, skravlets mor smiler knap så bredt. Som et levn fra sultens dage skal småbørn være runde. Men det er kun en overgang – for når ungerne er fyldt to år, gælder devisen ”jo større, jo bedre” ikke mere!

Når den nyfødte er beundret og kategoriseret efter vægtklasse, er det moderen og hendes indsats under fødslen, det gælder: Hvor lang tid varede det? Var det nødvendigt med indgreb og bedøvelse, eller var den fødende en virkelig urkvinde, som bed fødslens smerter i sig uden at ty til moderne hjælpemidler?

Moderen vurderes desuden på, hvor hurtigt hun kom på benene igen – og ned i sine cowboybukser. Det er også en afgørende faktor, hvor længe hun ammer sit barn. For et lille barn skal ammes – længe, men heller ikke for længe. En eksemplarisk mor ammer et sted mellem seks og tolv måneder (til den tid skal det lille barn nemlig lære at spise selv). Bliver barnet ammet i kortere tid, er moren nok ikke den moderlige type, og ammer hun ud over de tolv måneder, har hun nok lidt svært ved at give slip og lade barnet løsrive sig fra mors omfavnelse.

I de første leveår vurderes børn på deres grad af nemhed, hvilket grundlæggende handler om, hvorvidt ungen hyler og tuder eller smiler og sover. Mødregruppemedlemmerne smiler stille, forstående og medlidende til den stakkels kvinde, hvis barn ikke vil ligge på det håndquiltede tæppe og pludre sødt sammen med de andre børn, men først holder op med at skrige, når moren vugger det blidt i sine arme – i timevis.

Men det er ikke nok, at barnet er velnæret og nemt (og får sine tænder til tiden) – et barn skal også kunne noget: trille, rulle, sidde, kravle (på den rigtige måde – for ellers får det svært ved at lære at gå ordentligt og til tiden), tale, sove igennem.

Børnene skal også lære at begå sig blandt andre, løse konflikter på en god måde, dele legetøjet med de andre og accepterer, at man ikke kan leve af is og popkorn. Det er også nødvendigt at lære at tegne og skelne mellem farverne, lægge puslespil og lave perleplader. De grovmotoriske evner skal styrkes med boldspil og klatring i træer.

Der er med andre ord mange knager at hænge sine forældrebekymringer på, det er svært ikke at lade sig påvirke af de mere eller mindre uskrevne regler for, hvad børn skal kunne hvornår. Svært ikke at skele til de jævnaldrende – og måske lidt ældre – børn og deres evner. Og også svært ikke lige at fortælle, at Nuller lige er begyndt at kravle, selv om han kun er seks måneder!

Børnesammenligningerne næres af disse dagligdags fortællinger om vore børns fremskridt og evner – fortællinger, som oser af uforfalsket kærlighed, stolthed og glæde over ungernes talegaver og fysiske udfoldelser. Historierne fortælles mest for fortællerens egen skyld. Jeg ved det godt inderst inde, når jeg går i gang med at fortælle om et eller andet charmerende, et af mine børn har sagt: Jeg stiver mit eget forældreskab af nu, jeg retter spottet mod mit eget bar og det held, at hun klarer sig godt. Det er ikke så tit, jeg har en fortælling parat om noget, hun er mindre god til.

Nede på bunden af sammenligneriet ligger – sammen med den dybe og uendelige kærlighed til ens eget særlige og specielle barn – angsten for ikke være god nok som forældre. For en glad, velnæret, veltalende og fornøjet tumling er det ultimative tegn på, at man er en god forældre, mens det splejsede, pjevsede barn, som udtaler ordene, så kun forældrene kan forstå det, er tegn på det modsatte.

Det interessante er, at når børnene først er blevet fire år, er det ikke til at se, hvem der engang var en fedling, og hvem der var et lille myr. De har alle sammen lært både at kravle og gå, og man kan sagtens forstå, hvad de siger (læs: råber). Men der kommer bare nye parametre for børnenes kunnen. Nu handler det om skoleparathed og evnen til at kunne sidde stille, klippe efter en streg og forstå en kollektiv besked.