Madpakkemareridtet

I den forgangne uge har jeg – ligesom de fleste andre af mine lidelsesfæller – udført en lang række praktiske gøremål af huslig karakter: Jeg har tilbragt adskillige timer med at rydde op (selv om man ikke kan se det), vasket utallige maskiner vasketøj (som også er tørret og lagt sammen og lagt på plads - næsten) og frembragt et hav af måltider samt fyldt og tømt opvaskemaskinen igen og igen. Alt sammen dagligdags rutine-trummerum, som man gør planmæssigt – nogle dage uden overhovedet at tænke over det, andre dage med stor kraftanstrengelse. Men der er én huslig pligt, som overgår alle i hæslighed og som ligger på mine skuldre som det tungeste åg: Madpakkerne.

I den forløbne uge har jeg smurt 30 madpakker. Og det er hverken pral eller løgn. 30.

Og der bliver flere, når familiens yngste skal i børnehave og dermed medbringe ikke blot en, men to madpakker dagligt.

Og det er jo ikke bare mig, som dagligt bruger næsten en halv time på at fylde madkasserne med skinkemadder og agurkeskiver. Min nabo er også i gang ligesom genboen og alle de andre rundt om i det ganske land: Der er 667.061 børnefamilier i Danmark ifølge Danmarks Statistik. Regn lige ud hvor mange timer, vi sammenlagt står der ved spækkebrætterne aften efter aften (eller morgen – for os som ikke kan tage os sammen til at se på smørebrød om aftenen inden sengetid): 30 minutter x 5 x 667.061. Vi lader lige dette tal stå et øjeblik.

Oveni kommer så, at det ikke kun er selve arbejdet med at smøre madpakkerne, som tager tid. Det er også nødvendigt at sørge for, at der er noget i køleskabet til at smøre madpakke af. Leverpostej og spegepølse er ikke nok. Der skal også være noget mere interessant eller hyggeligt i madkassen. For madpakker er jo i forvejen ikke verdens sjoveste opfindelse. Jeg nævner bare lige makrelsalat og leverpostej med udkørt rødbede.

Det er i virkeligheden det værste ved det hele: At resultatet overhovedet ikke står mål med den heltemodige madpakkeindsats – for selv om jeg bruger kostbar tid på at skære frugt ud i sjove faconer og pakke stegte kyllingelår ind i stanniol, så er og bliver madpakker ikke en vinder. Jeg er ked af at sige det. Tålelige og mættende kan jeg gå med til, men ikke sjove.

På danske husalfers vegne stiller jeg derfor det store spørgsmål – og synes faktisk, at det er mærkeligt, at velfærdskommissionen ikke også har været omkring emnet: Hvordan kan det være, at bespisning af børnene i landets skoler og daginstitutioner ikke for længst er blevet indført? Ud med sjasket rugbrød, kindermælkesukker-snitter og fladmaste bananer – ind med sunde og nærende måltider. Andre europæiske børn har nydt godt af skolemad i årevis, hvorfor skal danske børn (og deres forældre) så plages med madpakker generation efter generation? Lad os få køkkenfagfolk på banen, så alle vi madpakkeamatører kan pakke sammen.