Ro, Renlighed og Regelmæssighed var hjørnestenene i forrige århundredes børneopdragelse. Børn skulle ses, men ikke høres. Det sidste stykke kød var til far, som også havde det sidste, afgørende ord at sige. Sådan var det, groft sagt.
Sådan er det ikke mere, mildt sagt. Far er veget fra pladsen for enden af bordet, hvor der nu står en trip-trapstol – i både bogstavelig og overført forstand. De tre R-er er i løbet af de sidste to-tre årtier langsomt, men sikkert blevet erstattet af de tre F-er: Frihed, Forståelse og Forhandling.
På mange måder en god bevægelse, som giver mere albuerum, friere relationer og en større forståelse for børnene og deres behov, men også kompliceret og problematisk – mest på grund af det tredje F, forhandlingen. Lad mig opstille et tænkt eksempel, et konstrueret scenarium, som anskueliggør den dagligdags forhandlingssituation:
Lille Herluf finder en pakke kager i køkkenskabet, tager dem resolut frem og erklærer, at han vil have en kage. ”Nej,” siger far, ”du skal ikke spise kage nu, vi skal snart spise aftensmad.” Men Herluf VIL have en kage, lader han far forstå. ”Nej,” siger far igen, ”jeg synes ikke, du skal spise kage nu.” Herluf ser på far og tager en kage ud af pakken – og ind i munden. ”Ved du hvad, så må du spise en halv kage, men sæt dig lige ved bordet og spis den, så du ikke krummer ud over det hele.” Herluf gider ikke sidde ved bordet, for han er i gang med en vigtig legoleg på værelset, som han spisende og dryssende vender tilbage til, mens faren tavs og slagen ser til.
Det interessante ved eksemplet er ikke, hvorvidt det er en kage, en tur på legepladsen eller fem minutter mere i badekarret, Herluf får forhandlet sig til. Det interessante er farens bevægelse fra at sige nej til ikke at sige noget – og det faktum at han et sted midt i forhandlingen tilføjer det lille ”jeg synes” i sin argumentation over for barnet. Dér afgiver han nemlig sin autoritet og position som den, der bestemmer og vælger i stedet at nøjes med at give sin mening til kende. En af mine venner har formuleret denne form for autoritetsudøvelse (eller -afgivelse) meget præcist: ”Du skal gøre, som jeg siger – hvis ikke det er alt for synd for dig.”
Lille Herluf kunne lige så god have heddet Peter, Marie eller Rasmus, og faren kunne lige så godt have været en mor. Tidens småbørnsforældre har nemlig en fælles angst for at være autoritative. Vi får indre billeder af smældende spanskrør og streng disciplin, når vi hører ordet autoritet. Vi ser den strenge, afstraffende far fra forrige århundredes bordende for os – og sådan vil vi ikke være.
Vi har samtidig hørt den moderne snak om det kompetente barn, og det passer som fod i hose med vores modvilje mod at markere, at det er os, der bestemmer. Resultatet bliver en forhandlingsslalom rundt om de nej'er, som kunne afføde ballade, en masse kompromisløsninger for at undgå tuderi og vrede – og for ikke at markere, hvem der bestemmer.
Et andet aspekt af vores autoritetsulyst viser sig i den evige strøm af spørgsmål, vi stiller børnene. De falder i to kategorier: 1) Servicespørgsmålene: Vil du gå eller cykle? Vil du have pasta eller ris? Eller Risengrød, måske? Vil du have jakken på eller skal jeg finde en fleecetrøje? 2) Pseudospørgsmålene: Vil du med hjem? Vil du have børstet tænder? Vil du i seng?
De mange spørgsmål giver os en følelse af, at ungerne har medbestemmelse – også selv om en væsentlig del af spørgsmålene ikke rummer nogle svarmuligheder. Når jeg spørger børnene, om de vil med hjem fra børnehaven, så er det jo ikke et spørgsmål.
Når vi halvdelen af tiden formulerer vores krav til børnene som spørgsmål, bliver det svært for ungerne at vide, hvornår de skal tage os alvorligt. Når vi et langt stykke hen ad vejen er villige til at forhandle, bliver det vanskeligt for børnene – og for os selv – at vide, hvornår det går an at snuppe en kage mere, og hvornår det ikke gør. Og så kan man jo lige så godt tage en til.