Før vi fik børn

For nylig var jeg på besøg hos et ungt par, som er studerende og uden børn – og næsten 10 år yngre end mig. Det var hyggeligt og samtidig tankevækkende, fordi det var et smugkik ind i mit eget liv, som det så ud, før jeg fik børn – dvs. før min verden ændredes totalt.

Det var den afslappede stemning, som vækkede mine nostalgiske følelser: Den flere dage gamle opvask, det rungende tomme køleskab og middagen, som kom på bordet kort før klokken 21. Der var så få afbrydelser i samtalen og så meget ro, at en rastløshed begyndte at stikke til mig. Jeg sad bare der helt stille og drak min vin. Der var næsten ikke noget jeg skulle: Ingen tegninger, jeg skulle se, ingen tænder, jeg skulle børste, ingen godnathistorier, jeg skulle læse. Jeg behøvede heller ikke at spekulere over, om der var morgenmad til næste dag og pålæg og frugt til madpakkerne. Der var med andre ord tale om en helt usædvanlig og udstrakt frihed.

Og så var det at jeg kom til at tænke på, hvad vi dog fik tiden til at gå med – den gang før vi fik børn. I første omgang kunne jeg ikke rigtig huske så langt (fem år) tilbage. Jo – der var vist noget med, at vi tit var i biografen og ude at spise. Vi sov længe og hørte radio søndag formiddag, mens vi nærlæste bunken af søndagsaviser – i sengen.

Vi sad også en del på café og drak cafe au laît i solskin. Vores måltider var hverken fastlagte eller afbrudte – vi spiste et eller andet, når vi var sultne, hvis der altså var noget i køleskabet. Og ellers gik vi ud og spiste.

Vi havde flere gæster, drak mere rødvin og dansede mere disco til høj musik. Glemte jeg at nævne tømmermændsweekender med videofilm, sofahår og sodavand. Dage hvor det at stå på benene virkede som et uoverskueligt projekt.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg så flere film – og så dem helt færdig (altså helt til rulleteksterne uden at falde i dyb, trancelignende og ufrivillig søvn). Jeg kan også mindes, at jeg lå længe i min seng om aftenen og læste – med åbne øjne og opmærksomheden rettet mod bogens indhold. Slet ikke som nu, hvor jeg falder i søvn efter halvanden side, som jeg i øvrigt ikke kan huske næste dag. Jeg ved, at jeg ikke var tre måneder om at læse en roman.

Det store spørgsmål er så: Havde vi det egentlig sjovere? Bedre? Med al den tid, frihed og kulturelle input? Var jeg mere tilfreds? Havde jeg et mere nuanceret syn på verden?

Alle med børn kender svaret på det spørgsmål. Jeg kender ingen forældre, som for alvor drømmer om at bytte den evige karrusel af tissebleer, skoldkopper, perleplader, mælketænder og kræsenhed ud med fortidens frihed.

Når vi en gang imellem leger, at vi er frie og afleverer børnene til velvillige bedsteforældre for festklædte at bevæge os ud i verden på cafe, restaurant, i teateret og i biograf, så ender de fleste af os med at sidde over den tre-retters og tale om – børnene. Den vidunderligt bekræftende samtale om det, vi er allermest fælles om at elske og være stolte af. Vi bliver ikke trætte af at fortælle hinanden, hvor søde, kloge og sjove børn vi har sat i verden.

Selv om ungerne først skal hentes op ad formiddagen næste dag og muligheden for at blive i sengen er åbenlys, er det svært at sove længere end til klokken otte. Det gør ondt i ryggen at ligge der og dovne – og desuden begynder savnet efter ungerne og deres glade stemmer at gnave. Stilheden er ikke befordrende, men larmende. Jeg har mærket friheden, nu må livet godt komme tilbage! Men de evige indkøb og de faste spisetider kunne jeg nu alligevel godt undvære...