Der er så meget mænd ikke formår

Jeg ved godt, at man ikke må sige det. Men nu gør jeg det alligevel: Hvorfor pokker skal fodbold tages så alvorligt? Hvordan kan det være, at der hersker almindelig, udbredt respekt om, at 22 voksne mænd (plus det løse) løber rundt på en græsplæne iført shorts og reklameslogans? Hvordan er det lykkedes at gøre nogle håndfulde mænds leg med en bold til en så alvorlig affære, at sendefladen må ændres og børnetime og Tv-avis aflyses, for at fodbolddrengene kan komme på skærmen? At der skal være fuldstændig stille i de danske stuer, når mændene spiller. For det er strengt nødvendigt med ro, for at mændene både kan følge med i, hvor bolden bliver sparket hen, og hvad kommentatoren siger om måden, den bliver sparket på og hvorfor.

Det er fint med mig, at mænd spiller bold. Fuld respekt for holdånd, kampgejst og fælleskab. Jeg kan måske også godt sætte mig ind i, at det kan være underholdende at se på, at andre mænd løber rundt. Men hele den alvor og (selv-)højtidelighed boldspillet er pakket ind i, er jo reelt en anelse grinagtig i al sin opblæsthed.

For det er jo ikke gjort med, at nogle af mændene træner og spiller kampene, mens de andre mænd ser på. Næ, for der skal også være nogle mænd til at analysere og kommentere mændenes spil. Fra alle vinkler – før, under og efter kampen. Der skal mange analyser til, fra mange forskellige mænd, som ofte er iklædt jakkesæt og slips for ligesom at understege alvoren i analysen af, hvordan den ene voksne mand fik skudt bolden hen til den anden voksne mand – og med hvilket resultat.

Slipsemændene sørger også for at vise målene – og målchancerne ikke at forglemme – et par ekstra gange og i slowmotion, så skudvinkel og målmandens position kan få en lang forklaring og ekspertvurdering med på vejen. Det kunne jo være, at det mindede om et andet mål en anden mand havde scoret i en anden finalekamp for 15 år siden. (Og så er der nogen, som siger at kvinder snakker...)

Og nu er det altså, at vi for alvor bevæger os ind på farligt – for ikke at sige helligt – område. For selvhøjtidelighed er et af fodboldfanatikeres helt særlige kendetegn. Det er ikke tilladt at grine. For bold er jo alvor. Det er kunst på et højere plan. Og hvis man tilfældigvis ikke er helt enig i den tolkning, falder dommen promte: ”Der er så meget kvinder ikke forstår”. Så sandt som det er sagt, men det virkelig uforståelige er, hvordan fodbolden kan få lov til at fylde så meget i så mange mænds (og dermed også kvinders) liv – og med så stor en alvor, at det er nødvendigt at tysse på børnene, når optakten til kampen rammer tv-skærmen, adskillige timer før dommerens fløjte lyder. Det er stadig nogen og tyve mænd i shorts og knæstrømper, vi taler om. Men grin ikke. Det er ikke sjovt, men blodig alvor. Kamp efter kamp efter kamp. Så dæmp stemmen, få børnene ud af stuen, så mændene ikke mister koncentrationen om bolden på skærmen. Der er så meget mænd ikke formår.