Alt for (meget for) damerne

Jeg kan bedst lide at gøre grin med andre. Mænd f.eks. Eller folk med uforskammet mange penge. Eller dem som er helt vildt inkonsekvente overfor deres børn. Bare for at nævne et par eksempler. Det er så dejligt med nogle andre at gøre sig lystig over. Det giver god ro i sjælen, fordi det på samme tid flytter fokus fra mig og alligevel viser, hvor god jeg er. Det er selvfølgelig også noget med den berømte torn i den andens øje og bjælken i ens eget.

Men det er ikke altid til at slippe for at se den bjælke. Som forleden, hvor jeg lå lige så fredeligt på sofaen og snød mig til et frikvarter med et ugeblad. Ikke et sladderblad, forstås, men et dameblad. Komplet med boligreportage, frisureguide, kendisinterview og opskriften på den helt rigtige pinicudflugt med pigerne samt fremvisning af sommerens 100 bedste sommerhits.

Jeg slugte det hele, bladrede mig gennem kulørte kjoler og badetøj og hurtigt forbi den obligatoriske reportage om fattige kvinders kamp for overlevelse i patriakske landsbysamfund på den anden side af jorden. Videre til ”Vis dit klædeskab frem,” hvor en mere eller mindre kendt og kunstnerisk kvinde fremviser sit tøj og deler ud af sine stiltips.

Jeg var sådan set næsten igennem turen i kvinde-drømmeland, da min ægtefælle dukkede op og masede sig ned i enden af sofaen. Og begyndte at læse overskrifterne på forsiden: ”Stærke trends – på jobbet og i byen.” Jeg lod som om, jeg ikke kunne høre ham, men han blev ved. ”Sådan bliver du sommerlækker”. Jeg bladrede forbi en række opskrifter med de første rabarber og ignorerede manden. ”Læser du virkelig det bras?” sagde han med forundring i stemme.

Det gjorde jeg jo. Eller havde gjort. Indtil han kom og ødelagde det hele ved at råbe ud i stuen, hvor

tomt det var. ”Du behøver ikke at machte inderst inde,” læste min husbond videre. Og troede helt alvorligt, at det handlede om, at det er i orden at være et sammensat og fejlbarligt menneske!

”Du læser det virkelig,” konstaterede manden og rystede på hovedet, mens jeg febrilsk prøvede at komme med en bare en enkelt holdbar begrundelse for det fantastiske ved bademode, forårs-makeup og seneste bud på rynkereducerende creme. Inden jeg havde nået at komme på noget, var han smuttet igen. Jeg kunne vende tilbage til det glittede papir, men fornøjelsen var ærlig talt ikke den samme.

Nu så jeg boligreportagens kliniske overflade og de henslængte brokadeslippers med helt andre øjne. Kvinden, som viste sit tøj frem, havde forvandlet sig fra ret tjekket til latterlig. Jeg mener, hvem fanden har tid til at arrangere sine sko i fine æsker og i farveorden? Og hvordan er man iøvrigt indrettet inden i hovedet, hvis man synes, det giver mening at gøre det?

Jeg måtte give op. For jeg var afsløret. Midt i damebladets ømme dagdrøm om det perfekte, smukke, stillestående og lydefri liv. Det gav ingen mening. Jeg fandt ikke nogen forklaring, jeg kunne give ægtefællen. Men jeg kan sige med sikkerhed, at jeg ikke har købt mit sidste dameblad.