Brok

Forleden havnede jeg helt ufrivilligt midt i en byge af brok. Jeg sad lige så stille og passede mig selv og var ikke brokkerens primære offer, men da det jo ikke er muligt at lukke luftrummet, blev jeg alligevel inddraget i brokkehovedets mange kvaler med vejret, med tiden, med arbejdsbyrden, med den offentlige transport for slet ikke at tale om sundhedsvæsenet.

Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv, at det jo ikke var mig, der havde så mange kvaler og så sort et livssyn – og at jeg derfor ikke behøvede at tage mig af det. Men det var virkelig svært at ikke at blive påvirket af så megen brok på én gang. Til sidst måtte jeg fortrække.

Jeg var egentlig i fint humør – eller i hvert fald i almindelig glad hverdagsstemning, men det var som om noget af alt det sure brok blev siddende i tøjet. Pludselig var det vel egentlig lidt træls, at jeg skulle handle på vejen hjem. Jeg stod der i kassekøen og blev lidt halvirriteret over, at den 18-årige afløser ikke helt havde styr på at skifte bonrulle. Men i modsætning til hende, som stod bag mig, undlod jeg dog at kommentere ynglingens fumlerier!

Alle tiders største brokker findes i tante Sofie i ”Folk og røvere i Kardemomme By”. Thorbjørn Egner har fanget en mester-brokker lige på kornet. For som Tante Sofie siger: ”Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen andre er som jeg – og det er meget trist. Øv.” Bemærk Sofies indskudte ”nok” – for hun er ikke helt sikker på, at hun rent faktisk ville være tilfreds selv om alle var som hende! Så ville der med stor sandsynlighed bare være noget andet, som hun kunne forarges, hidse sig op eller klynke over.

Det er jo dér brokkehunden ligger begravet: At der altid er noget, man kan brokke sig over. For det er træls, at det er koldt – og når det så endelig bliver varmt, følger der jo både høfeber, myg og soleksem med oven i hatten. Og det er jo næsten ikke til at holde ud. Hvis man altså er en brokker.

Brokhoveder mener som regel ikke så meget med deres brok – der ligger i hvert fald sjældent et reelt ønske om forandring bag brokken. Og det er næsten dét, som er mest provokerende.

Man behøver ikke at have gået til østlig dybdemeditation i fire aftenskolesæsoner for at være klar over, at tale og tanke hænger sammen i en større helhed med resten af én – og at det er menneskeligt muligt at påvirke tankegangen – i både positiv og negativ retning.

Det største problem med brokkere er, at det ikke bare er deres egen tankegang, de forpester. Det påvirker også dem, de hælder deres galde ud over. Man kan altså nærmest tale om passivt brokkeri, som fuldstændig lige som passiv rygning trænger ind i ikke-brokkerne og skader de indre organer og tankeprocesser. Jeg foreslår et brokkeforbud.