Er det dig der bestemmer?

På spørgsmålet om hvem der bestemmer i børnefamilien, vil de fleste forældre vel umiddelbart svare, at det gør de – som de voksne, ansvarsbevidste mennesker de er. Og på det overordnede plan hvor sengetider, negleklipning og påklædning befinder sig, er det givet vis i overensstemmelse med sandheden. En anden sandhed er imidlertid også, at der foregår en lang række forhandlinger om stort og småt i de fleste børnefamilier.

Det er måske i virkeligheden et af de træk, som adskiller vores generation af forældre fra tidligere tiders: At vi forhandler med vores børn. Hvad enten forhandlingerne sker ud fra tanken om, at børn har krav på medbestemmelse, eller om de bunder i et ønske om at få ro til at lave aftensmad eller læse avisen, er det mit gæt, at det i ni ud af ti tilfælde handler om noget, børnene gerne vil have – slik, legetøj eller en tur på burgerbar.

Hvis man ser børnefamiliens daglige forhandlinger efter i sømmene, viser det sig imidlertid, at der er langt flere parter på banen end far, mor og børnene. I gråzoneområdet af materielle goder til leg og forlystelse er der endda rigtig mange: Legetøjsgiganter, burgerkæder, sukkermadsproducenter, forlystelsesparkejere, tvkanaler osv. osv. står på spring med fancy mad, voldsomme tegnefilm med tilhørende dyrt og skrøbeligt plastiklegetøj og kulørt bobbletyggegummi som af uforklarlige årsager falder lige i børnenes smag. Men det gør det.

Det er med andre ord ikke bare børnene, du skal argumentere med om dette eller hint brændende ønske – det er en hel industri, som med et uendeligt reklamebudget fodrer børnene med drømme og behov, som bare må opfyldes. Og de er smarte i den branche. De tager fusen på os ved at vise de funklende sager frem, for derefter at lade børnene klare forhandlingerne om de tillokkende godter.

Som om det ikke var nok med en allestedsnærværende megaindustri, er der også de andre forældre. Dem, som siger ja til det hele, fylder madkassen med hurlumhej-yoghurt og køber de nyeste Pokemondimser uden forudgående plageri – i hvert fald hvis man skal tro sønnikes udlægning af forholdene i legekammeratens familie. Enhver som har prøvet det ved, at det er noget af en opgave at afvise spørgsmålet "når Olfert må, hvorfor må jeg så ikke?" uden at sige noget ufordelagtigt om Olferts forældre og deres opdragelsesmetoder.

Oven i hatten er der så bedsteforældrene, hvoraf mange synes at have glemt alle de pædagogiske principper, som de opdragede deres egne børn (os!) efter. Alle deres fordums ideer om trælegetøj og anekdoterne om deres egen leg med en pind og en sten er pistvæk i erindringens tåger og erstattet af glæden ved at give børnebørnene lige dét larmende plastikmonster, de peger på.

Der er altså ingen tvivl om, at der er langt flere på børnenes side end på forældrenes. Et massivt flertal for multikulørt plastik, tilsætningsstoffer og tomme kalorier, som kan gøre det vanskeligt for selv meget ansvarsbevidste forældre at bevare styringen og retten til at sige nej – uden forhandling. Det kræver indsats på flere fronter, vilje og standhaftighed.

I forhold til bedsteforældrene, er min erfaring, at selv de mest gavmilde og plastikglade af slagsen på en god dag – og med lidt hjælp – kan bringes tilbage til erindringen om pinden og stenen med hul i. Og til en erkendelse af, at hyggen hos mormor ikke står og falder med mængden af sodavand og vingummibamser.

På den hjemlige arena er det selvfølgelig ikke sjovt at være den, der får drømmen om en komplet Pokemon-samling til at falde til jorden med et brag. Men omvendt må man stille sig selv spørgsmålet, om man har lyst til at se sine børn begravet i blinkende, dyttende plastik, og om man har samvittighed til at størstedelen af deres energiindtag kommer fra sukker – eller om man vil sige NEJ.

Har man alligevel svært ved at formulere et nej til sit barns hede ønske om en super-action-hero-spiderman med eget håndvåbenarsenal, kan det være en trøst og en hjælp, at det i sidste ende er en udspekuleret legetøjsproducent og hans reklamebudget, man sætter sig igennem overfor.

Og som et sidste holdepunkt er det en behagelig og styrkende tanke, at lige meget hvor meget tillokkende bras der er i reklamerne i fjernsynet og på hylderne i supermarkedet, sidder man som forældre inde med det stærkeste kort: Muligheden for at slukke for fjernsynet og gemme sit DAN-kort i en aflåst skuffe og hygge sig – eller diskutere – med sine unger.