Jeg har lige været til arbejdslørdag i ungernes børnehave. Der skulle nyt sand i sandkasserne, tagrenderne skulle renses, og der var også et krat og et stakit, som trængte til en kærlig hånd.
Det blev nu kun til sand i sandkasserne og rene tagrender – for det samlede antal forældre, som mødte op lørdag formiddag, løb op på otte! Det gav stof til eftertanke hos arrangørerne: Havde vi valgt en uheldig dag, var invitationen kommet for sent op, eller skulle der måske have været en seddel til hvert barn?
Men det er ikke kun i vores institution, at arbejdsdagen er et arrangement for de få: Til arbejdseftermiddag i naboinstitutionen var billedet det samme: Kun 12 forældre blev og gav en hånd med, mens resten i stedet tog deres børn ved hånden og gik hjem til parcellen, lejligheden eller tog videre til gymnastik og fodbold. Institutionen, hvor min veninde arbejder, er dog bundskraber: To forældre meldte sig til arbejdslørdag – i en institution med 63 børn.
Da jeg luftede min frustration over den manglende deltagelse i arbejdslørdagen over for min mor, fortalte hun, at da vi var børn, afsluttede de voksne arbejdslørdagen i børnehaven med en fest – for de voksne. De lagde ungerne til at sove på madrasser rundt om i institutionen, og så holdt de fest til den lyse morgen! Jeg er sikker på, at en sådan model ikke er gangbar i dette årtusind, men historien rummer en vigtig pointe: At institutionen blev betragtet som et fællesskab, et socialt samlingspunkt og et sted, det var hyggeligt at være – også udenfor lukketid.
Når kun en håndfuld forældre ud af 100 finder vej til børnehaven lørdag formiddag, så er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt bestyrelsen valgte den forkerte dag eller om arbejdsdagen blev varslet i ordentlig tid. Det er i højere grad et holdningsspørgsmål hos os, som sociologen Henrik Dahl betegner børnehavegenerationen. For i modsætning til vores forældre, som byggede legehuse, drak sig fulde sammen med pædagogerne og syntes, at vi havde godt af det sociale samvær i børnehaven, så betragter vi daginstitutionen som et nødvendigt onde, et sølle alternativ til det rigtige liv i kernefamilien og ikke mindst som et servicetilbud, vi betaler for i dyre domme, og derfor ikke er forpligtet i forhold til.
Det beskedne fremmøde til trods havde vi nu nogle hyggelige timer den lørdag i børnehaven. Vi fik skovlet en masse sand, spist chokoladekagen, inden det begyndte at regne og snakket om løst og fast. Ungerne hjalp til i det omfang, de orkede og nød så i øvrigt den rigelige plads og de ledige cykler – og et par ture i trillebøren.
For arbejdsdagen i børnehaven er jo ikke kun arbejde, men lige så meget en indlysende lejlighed til at få snakket med de andre forældre og ikke mindst pædagogerne, som hver dag tager sig af vores børn. For selv om vi kan henvise til det månedlige girokort, er daginstitutionen jo ikke bare et sted, vi anbringer vores børn. Mange børn tilbringer den overvejende del af deres vågne hverdagstid i daginstitutionen. De får en masse grundlæggende erfaringer her, og det er her, de har deres venner.
Med arbejdsdagen er det muligt, som forældre at være sammen med børnene i deres vante rammer, fordi man ikke bare er på vej ind eller ud, men tilbringer sammenhængende tid i institutionen. Det er en oplagt chance for ungerne til at vise mor og far den hemmelige hule, hvor de bedste lege foregår eller give en opvisning i mooncar-race. En mulighed for at få et indblik i det liv børnene lever til hverdag – uden os.
Daginstitutionens arbejdsdag er med andre ord en meningsfuld og god måde at være sammen som familie – i fællesskab med andre familier og de voksne, børnene omgås til daglig. Det er en social begivenhed, som bygger bro mellem børnenes liv i familien og deres liv i vuggestuen eller børnehaven. Og oven i hatten er man med til at forskønne og forbedre børnenes daglige rammer. Det er faktisk det rene Kinder-æg-hele-tre-ting-på-én-gang. Og så er det jo trods alt kun én gang om året.