Actiongenerationen

Sommerferien er slut, vi har lagt sommerlandet bag os – og Legoland, Bonbonland, dyreparkerne, børnekulturhusene, Tivoli og alle de andre forlystelsesetablissementer.

Billederne af fornøjede, solbrune og isspisende unger glider forbi på nethinden og er fastholdt på digitalkameraerne, men der melder sig også et par andre (sjældent forevigede) billeder af trætte, opkogte og overstimulerede børn, som ikke kan klare flere input.

Vi vil så gerne give vores børn alt det, vi selv holdt af, da vi var små. Men af lutter godhed kommer vi til at tage forskud på glæderne, fordi vi glemmer, at vi ikke var 2 år, men 8 år, da vi var på den vidunderlige tur med mormor og morfar til Knuthenborg Safaripark. Der skal ske noget, vi skal opleve noget sammen – og derfor tager vi småbørnene med til diverse kulturelle ferie- og fritidsarrangementer, de ikke er parate til og end ikke har opdaget eksisterer.

Der er så meget, vi gerne vil bibringe børnene. Sæsonstarten er gået for tumlingerytmik, dans og håndbold for de mindste. Og de er faktisk små. Vi har tidligere slæbt vores (vuggestue)børn med til forældre/barn-gymnastik i den lokale gymnastikforening. Læreren var både sød, dygtig og pædagogisk, men ovenpå en dag i vuggestuen var det bare for meget for ungerne. Vores børn løb i hovedreglen den modsatte vej af alle de andre, stod op, når man skulle sidde ned, eller holdt krampagtigt fast i mor eller far. At der så oven i købet var opvisning i slutningen af hver sæson, var med til at gøre beslutningen om at stoppe lettere. Børnene kan stadig nogle af sangene, de lærte derhenne, men de har aldrig bedt om at komme derhen igen, hvilket får mig til at konkludere, at det mere var vores behov og ambition, som drev værket, end ungernes lyst og iver.

På legetøjsfronten tegner sig et lignende billede: Da min datter fyldte et år, brugte jeg noget, der minder om en arbejdsuge på at sy en rigtig øko-Steiner-dukke med uldfyld, håndbroderet hår og bevægelige lemmer. Med tanke på min barndoms elskede dukke Britta kunne jeg ikke komme i tanke om nogen bedre gave til pigebarnet. Jeg overså blot det faktum, at min datter ikke kunne gå endnu, og da slet ikke var i stand til at kapere noget så abstrakt som dukkeleg. Hun pakkede vidunderet op og smilede begejstret (jeg nåede at tage et billede) – og har i øvrigt ikke set på den siden.

De fleste børn holder op med at lege omkring 10-årsalderen, hvor de ikke længere ønsker sig legetøj, men computerspil, mobiltelefoner og tøj. Det er ikke utænkeligt, at den tidlige lege(tøjs)­træthed skyldes, at børnene får mange ting for tidligt. Det er ikke usædvanligt, at der ligger en Barbiedukke eller en Actionmænd i fødselsdagsgaven til den fireårige, og Legos nyeste påfund, Bionicles, er det helt hotte for samme alderstrin – selv om producenten oplyser på æskerne, at de er tiltænkt børn fra 7 år og opefter. Masser af børn i 6-7-årsalderen har set Harry Potterfilmene – selv om producenten anbefaler filmene til børn over 11 år.

Jeg vil vove at påstå, at de fireårige er for små til at forstå de universer, de store børns legetøj og film er en del af (shopping/skønhed til pigerne og krig/hævn til drengene) – det kan tænkes, at det er derfor legetøjs- og filmproducenter sætter aldersanbefalinger på. Når småbørnene alligevel har issenkrammet og har været i biffen til det nyeste gys, er det vel mest, fordi forældrene ikke kan vente. Det er ikke helt til at bestemme, om det er os eller vores børn, som fortjener betegnelsen Actiongenerationen.

Min pointe er, at den gode gammeldags forventningens glæde faktisk er en glæde. Af lutter godhed (og utålmodighed) kommer vi til at forcere tingene. Rigtig mange unger har f.eks. både armbåndsur, penalhus og skoletaske længe før, de starter i skolen. Det er i sig selv lidt nyttesløst at have et ur meget før, man er i stand til at gennemskue, hvordan det fungerer, men det mest ærgerlige er, at det særlige devalueres. Når en skoletaske bare er en ting, man har fået uden anledning, forsvinder det særlige og helt specielle ved at være ejer af en skoletaske – den ellers så sikre indikation på, at her går et barn, som er noget særligt, nemlig et skolebarn.