Alle har pligt til et nyt køkken...

Jeg er havnet i et dilemma. Et velfærdsdilemma forårsaget af en kombination af en række faktorer: Min alder, min civilstatus, prisudviklingen på bolig- og lånemarkedet og tidsånden. Jeg er blevet fanget i kravet om et nyt køkken. Og vel at mærke ikke mit eget eller min ægtefælles, men andres. Omgivelsernes. Gæsternes (eller rettere: nogle af dem).

”Alle har ret til et fedt køkken” er omkvædet i en køkkenreklame, som kører på tv. Og et fedt køkken er ensbetydende med et nyt køkken. ”Det er det nye, som er interessant,” fortæller Lars Brygmann og Connie Nielsen i en tv-reklame for en kreditforening – og det er svært at få lov til at være uenig i, har jeg erfaret.

For os er ”nyt-køkken”-kravet opstået, fordi vi inden alt for længe skal have bygget til. Ikke noget specielt fedt projekt, men nødvendigt når der nu er tre børn og kun ét børneværelse. Og nærmest som en selvfølge ligger det i luften, at så skal vi da også have nyt køkken, når vi nu er i gang med at bruge løs af kreditforeningen penge. 100.000 kr. mente vurderingsmanden, vi skulle bruge på sagen.

Men i virkeligheden har jeg slet ikke lyst til et nyt køkken. Jeg har ikke noget forhold til køkkenlåger med eller uden højglans. Jeg får heller ikke smil på læben ved tanken om en ny emhætte. Det rager mig faktisk en fjer. Selv om jeg næsten føler mig helt skyldig over at have det sådan – for det er jo det nye, som er in. Det helt nye.

Og det er også næsten som om, man først er en rigtig ansvarlig og voksen person, når man har brugt tid, krudt og penge på et nyt køkken.

Jeg kan sagtens se, at vores køkken ikke er særlig trendy. Skufferne er tonstunge og kræver en god overarm at få hevet ud – og skubbet ind igen. Lågerne er blevet malet over adskillige gange, det er et slidt køkken, men det fungerer. Og der kan laves både pandekager og kanelsnegle og andre lækkerier i det. Og derfor er det – trods hårde odds og stor ydre modstand – netop blevet fredet. Lågerne og den hjemmebyggede køkkenreol har fået endnu et lag maling og har dermed fået forlænget levealderen betragteligt.

Det var ikke nogen nem beslutning at sige nej til det nye, til trenden og til tiden (og til kreditten), men det lykkedes os alligevel. Med opbydelse af stor viljestyrke og med tanke på, hvad man ellers kunne få for 100.000 kroner (– eller lade være med at få). Og med tanke på, hvad det egentlig var jeg drømte om at bruge mit liv på en gang, før jeg havnede i parcel-segmentet. Jeg husker ikke præcist hvad jeg forestillede mig fremtiden vill bringe. Men jeg ved helt afgjort, at jeg ikke drømte om et nyt Jeppe-og-Trine-samtale-HTH-køkken.