Det er ikke kun fordi det gør ondt...

Personlige fødselsberetninger giver et godt indblik i den fødendes oplevelser under fødslen. En kvalitativ undersøgelse af tolv fødsler viser bl.a., at fornemmelsen af kontrol og overblik over situationen er afgørende for kvinders evne til at håndtere fødselssmerterne.

"Hvordan var din fødsel?" var et af mine spørgsmål til de tolv kvinder jeg har interviewet til bogen Ammestuehistorier – fortællinger om graviditet, fødsel og moderskab. Et spørgsmål som har affødt en række detaljerede fødselsbeskrivelser, der i et eller anden omfang er struktureret af oplevelsen af smerte, som dog opleves meget forskelligt. Nogle kvinder beskriver smerterne som forfærdelige, men til at holde ud, mens andre oplevede at smerterne overvældede dem og tog magten fra dem.

De personlige fødselsberetninger tegner et billede af de emotionelle sider af fødslen som ikke figurerer i fødselsjournalen, og en sproglig næranalyse af fødselsberetningerne giver en indsigt i nogle af de forhold som er afgørende for om en kvinde er i stand til at håndtere smerterne eller om hun bliver overmanden af dem. En undersøgelse af fortællingerne viser bl.a. at fornemmelsen af at have kontrol over situationen er en væsentlig betingelse for at kunne håndtere og udholde fødslens smerter.

Det gælder om at være med

Sara (28 år og førstegangsfødende) oplevede at hun i løbet af fødslen mistede kontrollen. Sara var næsten helt åben da veerne gik i stå og derefter forløb fødslen helt anderledes end hun havde forventet: grønt fostervand, måler om maven, elektrode på barnets hoved, vestimulerende drop.

Sara beskriver sidste del af fødslen som "én lang smerte", hvilket hun bl.a. begrunder i tabet af kontrol: "Det var faktisk ret rædselsfuldt til sidst fordi jeg ikke syntes jeg havde kontrol over det længere. Jeg havde kontrolleret det hele meget fint indtil da – selv om det ikke er sådan en kontrol man oplever i sin dagligdag. Man kan jo ikke kontrollere veerne, det er kroppen som arbejder, men jeg var så meget med at jeg følte jeg var en del af det."

Saras definition af sin oplevelse af kontrol over veerne er ret præcis og er samtidig dækkende for hvordan mange af de andre kvinder oplever de perioder af deres fødsel hvor smerterne er til at bære. Men hvorfor mister Sara (og de andre kvinder) den ellers gode fornemmelse af at være med?

Der er flere forskellige forhold som spiller ind og som resulterer i at Sara bliver bange og mister fornemmelsen af kontrol og deltagelse: 1) Øget aktivitet på fødestuen, som pludselig fyldes af forskelligt personale, 2) fysisk uvilje mod at det vestimulerende drop tvinger hende til at ligge ned selv om hun befinder sig bedst stående, 3) oplevelsen af ikke at kunne mærke presseveerne pga konstante smerter og endelig 4) angst og bekymring for barnets velbefindende pga. det grønne fostervand, den faldende hjertelyd og det ekstra tilkaldte personale.

Fornemmelsen af at miste kontrollen opstår for mange af kvinderne i forbindelse med ændringer i fødselsforløbet som kræver personalets opmærksomhed og som i nogle tilfælde også betyder at der kommer andre fagfolk ind på fødestuen – f.eks fordi kvinden skal have vestimulerende drop. Der er altså tale om udvendige handlinger som kvinden ikke har indflydelse på og som derfor skaber usikkerhed.

Usikkerheden forstærkes hvis dialogen mellem kvinden og fødselspersonalet ikke fungerer og kvinden ikke ved hvad der sker, hvilket Lea (29 år og førstegangsfødende) oplevede under sin fødsel: "Derfor (fordi hjertelyden faldt) kaldte de på afdelingsjordemoderen, og pludselig skulle jeg ligge på siden, og jeg følte mig kørt helt ud på et sidespor. Der var panikstemning, og der var ikke rigtig nogen der talte til mig, jeg var bare genstand for opmærksomhed. Jeg var bange, og jeg tænkte: – De siger ikke noget til mig, men det må jo være den hjertelyd det er galt med."

Årsagerne til Leas oplevelse af panik er stort set de samme som er skyld i Saras kontroltab, og fælles er også oplevelsen af at blive anbragt i en stilling som giver fysisk ubehag og som gør kvinderne ude af stand til at arbejde med veerne. Et forhold som flere af de andre kvinder også nævner og som i langt de fleste tilfælde fører til oplevelsen af ikke at være med, ikke at kunne "hjælpe til", som en af kvinderne formulerer det.

Når det går som forventet

At evnen til at håndere smerte og fornemmelsen af kontrol over situation hænger tæt sammen fremgår tydeligt af Lizettes fødselsberetning: Hun har født to børn henholdsvis 2 år og 2 månder før vores samtale. Den første fødsel foregik på hospital med et forløb som minder om Saras og med en lignede oplevelse af voldsomme smerter og kontroltab.

Lizettes anden fødsel kom i modsætning til den første til at foregå helt på Lizettes præmisser: Hun fødte hjemme, i vand og (tilfældigvis) med en jordemoder som var med ved hendes første fødsel og som hun var glad for. Fordi Lizette var tryg, veltilpas og i kontrol, kunne hun langt bedre håndtere smerterne: "Det var fantastisk at føde i vand. Jeg syntes egentlig at det gjorde mere ondt at føde anden gang, men jeg tror det er fordi jeg var så meget mere tilstede anden gang. Jeg var så meget med, hvor jeg lukkede af under Magnus' fødsel."

Jordemoderen

Lizette var i god kontakt med sin jordemoder i lighed med mange af de andre kvinder jeg har talt med – med stor variation i hvor meget plads jordemoderen har i den enkelte kvindes fødselsberetning og hvordan hun omtales. En næranalyse viser at de kvinder som oplever et kontroltab i løbet af fødslen – f.eks Sara og Lea – også ændrer deres måde at omtale jordemoderen på: Således sker der typisk et skift fra "jordemoderen" til det upersonlige, ubestemte "de", som i nogle tilfælde betegner jordemoderen og andre gange omfatter både jordemoderen og andet personale.

Brugen af det upersonlige "de" indikerer at kvindernes usikkerhed også gælder opfattelsen af jordemoderen, som bliver diffus og upræcis – i en situation hvor kvinden har hårdt brug for jordemoderen og hendes faglige overblik.

Anvendelsen af "de" viser også at jordemoderen "forsvinder i mængden" i situationer hvor det er kommer eksta personale på stuen, hvilket resulterer i at kvinden oplever at "nogen" sætter en måler om maven og at "de" sætter elektrode på barnets hoved. Til sammenligning er Mariannes (34 år og førstegangsfødende) beskrivelse af sin jordemoder langt mere positiv, sikker og tydelig – på trods af at Marianne samtidig beskriver sin fødsel som meget smertefuld: "Den jordemoder jeg havde sagde til mig hvad jeg skulle gøre, og det var lige det jeg havde brug for. Hun gav en masse gode råd så jeg følte at der var en anden som havde tjek på situationen. Jeg kunne lægge fødslen i hendes hænder."